Bag facaden - del 32.

Helena valgte at læse hele dagbogen den aften. Jeg satte mig ud i køkkenet og røg den ene cigaret efter den anden, indtil at hun trådte ud fra mit værelse, med tårer der gled ned ad hendes røde kinder. Hun stod og kiggede på mig i meget lang tid inden at hun kom gående hen imod mig. Jeg rejste mig op, og hun kiggede meget intenst på mig. Hendes øjne var store og klare, og i det sekund kunne jeg godt se, hvad det var Jace var faldet for. Hun omfavnede mig, og holdt mig ind til sig i meget lang tid. Jeg stod meget akavet mens hun lagde sit hoved på mit bryst og kørte sin højre hånd op og ned af min ryg. Vi stod sådan, i noget som virkede som en evighed, inden at hun gik tilbage og stirrede på mig. Vi havde øjenkontakt, og hun blinkede nogle tårer væk fra hendes øjne, som gled ned ad hendes røde kinder. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige eller gøre, og tændte endnu en cigaret, bare for at lave noget med mine fingre. Jeg ventede bare på, at hun kom med alle spørgsmålene.
"Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige," sagde hun pludselig. Jeg havde sat mig ned på en af spisestolene og var næsten ved at falde i søvn.
"Der er vel ikke noget at sige," svarede jeg koldt og prøvede at bevare roen, for ikke at bede hende skride. Jeg kom nok aldrig til at forstå, hvad det var Jace havde set i hende. Hun var smuk, men hendes personlighed irriterede mig.
"Der er jo en helt masse spørgsmål, som jeg gerne ville have svar på. Men tror ikke at det ville være rigtig at spørge dig om det," sagde hun og satte sig ved siden af mig. Hun lagde sin venstre hånd på min højre hånd, og nussede dens overflade. Jeg trak min hånd til mig og gav hende et spørgende og undrende blik.
"Undskyld," sagde hun.
"Du må ikke sige det til nogen," sagde jeg med en meget skarp tone.
"Hvorfor ikke?" sagde hun.
"Er du dum?"
"Nej, men du må da sige det til nogen. Du kan sgu da ikke holde det for dig selv, det dræber dig sgu da."
Jeg kiggede længe på hende.
"Åh gud," var det eneste hun kunne sige. "Du har holdt det for dig selv, har du ikke?"
"Mark fandt ud af det for ikke særlig lang tid siden."
"Men ellers... du har ikke snakket med en eneste om det?"
"Nej."
"Og hvor lang tid har det varet?"
"7 år."
Hun stod og vidste ikke helt hvad hun skulle sige. Jeg havde ikke rigtig lysten til at snakke om det og fortrød nu, at hun vidste det. Jeg skulle bare have sat en facade op, ved skænderiet, som jeg nærmest gjorde det meste af dagen. Jeg havde et håb om, at hun havde en grim smag i munden, efter de ting hun havde sagt. Jeg havde lyst til at grine af hende, hvor meget fejl hun havde taget. Men jeg lod være.
Vi stod overfor hinanden i hvad virkede som en evighed. Der var ikke nogen der sagde noget, men jeg kunne se hvordan sved gled ned fra hendes pande. Der var ikke varmt i huset, og regnede med at det var fordi at hun synes at det var underligt. Hun undgik hele tiden at have øjenkontakt med mig, men som jeg troede at tingene ikke kunne blive værre, hørte jeg en bil køre op i indkørslen. Hun kiggede mig nu i øjnene og jeg overvejede om vi skulle gå ind på mit værelse, så vi ikke mødte hvem end det var. Jeg håbede virkelig at det var alle andre end min far. En massemorder ville være bedre.
Døren åbnede og mit hjerte sad oppe i halsen. Jeg begyndte at trække vejret meget hurtigt i de få sekunder det tog ham at åbne døren. Mark lukkede hurtigt døren igen og kom hen imod os begge, som stod i en akavet stilhed.
"Hvad laver du her?" spurgte han og kiggede på Helena.
Hun havde et meget arrigt blik, som om hun var ved et eksplodere. Hun gik hen imod Mark og slog ham så hårdt i maven, som hun kunne. Mark rykkede sig ikke en milimeter, men stod og undrede sig og kiggede ned på hende.
"Jeg fatter ikke at du ikke har gjort en skid! Hvor ufølsom er du lige?!" råbte hun, og med de ord gik hun hurtigt hen imod hoveddøren og Marks blik vendte med det samme mod mig.
"Hvad fanden gik det ud på?" spurgte han.
"Hun ved det, og hun ved at du ved det."
"Ah," sagde han. "Hvad laver du hjemme?"
"Lang historie."
Han gav mig et skævt smil, og gik hen imod sit værelse, men stod længe i døråbningen. Han vendte sig om, så han kiggede på mig.
"Er du okay?" spurgte han.
Jeg lod min højre hånd glide igennem mit hår, mens jeg svarede ham.
"Ja."
"Sikker?" spurgte han og kom gående hen imod mig.
"Jeg er lidt rystet, men det går over."
"Over hvad?" Han stod nu kun en meter fra mig, og havde krydset sine arme over sit bryst. Han havde en hue på som dækkede hans skaldede hoved.
"Jeg prøvede svampe i dag. Ikke fordi at det er det vilde, men jeg så Jace. Det var så realistisk, at jeg på ingen måde kunne skelne mellem hvad der var fantasi og hvad der var virkelighed. Det var bare så underligt at se ham igen."
"Du ved godt at det var din underbevidsthed og ikke ham, ikke?"
"Jo jo."
"Godt nok."
"Men de ting han sagde..."
"Var din underbevidsthed. Ting du ikke tør sige til dig selv," afbrød han.
"Hvad er det du prøver på at sige?"
Han lagde sin hånd på min skulder og kiggede mig i øjnene.
"Du tror at du så ham, men det var bare dine tanker. Stofferne der fik dig til at se ham. Hvad end han sagde eller gjorde, var kun et billede, som du selv lavede i din underbevidsthed. Jeg synes ærligtalt at du bare skal glemme oplevelsen, da den ikke gør noget godt for dig."
"Det ved jeg."
"Godt så."
"Hvad laver du hjemme?" spurgte jeg, for at dreje emnet en anden vej.
"Kondomer," sagde han med et skævt smil.
Han vendte sig om, og gik ind på sit værelse og kom hurtigt ud igen med en pakke kondomer.
"Vi ses!" sagde han og gik ud af hoveddøren, så jeg stod helt alene i huset.
Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle foretage mig. Jeg gad ikke tage hele vejen hen til Henrik igen men jeg gad heller ikke sidde alene hjemme, især ikke hvis min far skulle dukke op, så jeg skrev til Denise. Det tog ikke meget overtalelse før at hun sagde ja, til at komme hjem til mig, hvis jeg betalte hendes taxa. Jeg gik ud i indkørslen og ventede og syntes at det tog en evighed, før at hun kom.
Da jeg endelig kunne se taxaen, gik jeg langsomt hen imod den. Denise trådte ud og jeg gav pengene til chaufføren. Jeg tog Denise under armen og vi gik indenfor. Vi smed vores sko i gangen og gik derefter ind på mit værelse, hvor vi begge tændte en cigaret. Vi sad i meget lang tid og bare kiggede på hinanden. Når vi engang imellem fik øjenkontakt, vendte hun blikket og sendte mig et genert smil.
"Så her bor du," sagde hun og grinte. "Jeg havde regnet med et mere mørkt og dystert værelse."
"Hvorfor det?"
"Se på dig selv. En fyr med sort hår, piercinger og går i stramme bukser. Du ligner noget fra et dårligt emo band."
"Du er da bare så sød imod mig," grinte jeg.
Hun gav mig et lille puf og satte sig i sengen mens jeg stadig stod ved døren.
"Hvorfor gik du så pludselig?" spurgte hun.
"Jeg skulle snakke med en."
"Ja, hende der den lyshårede. Jeg troede at du ikke kunne lide hende?"
"Kan jeg heller ikke."
"Men...?"
Hun ventede på at jeg sagde noget, men jeg vidste ikke hvad det skulle være.
"Der er ikke noget men."
Stilhed. Jeg lagde mig ved siden af hende i sengen og vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre, nu hvor hun var her. Jeg skulle på ingen måde prøve at få hende til at have sex med mig, og for første gang, hvor jeg havde en pæn pige ved siden af mig, havde jeg ikke lysten. Jeg kunne finde nogen lyst frem. Men jeg havde brug for at snakke med hende, men jeg vidste ikke hvordan jeg skulle starte. Jeg havde snart brug for at starte en samtale med hende, men stilheden trak ud. Det var begyndt at regne udenfor og de tykke dråber ramte hårdt ruden. Jeg så at hun ofte kiggede på mig, men hver gang jeg vendte blikket mod hende, stirrede hun hen imod det slukkede fjernsyn.
"Har du nogensinde haft lyst til at snakke om noget, men ikke vide hvordan man skulle starte samtalen?" sagde jeg pludselig.
"Ja." Hun smilede.
"Også noget alvorligt?"
"Er der noget galt?"
Jeg fortrød med det samme, at jeg havde spurgt.
"Nej."
"Det lyder ellers sådan."
Jeg begyndte at lægge mig ned under dynen og håbede at hun ville droppe det, men hun blev ved.
"Hvad er der?"
"Ikke noget Denise, bare glem det."
"Nej jeg vil ej."
Hun satte sig ovenpå mig, tog mine håndled og pressede dem ned i madrassen. Jeg sendte hende et skævt smil, men følte mig pludselig meget sløj. Hele min krop begyndte at være øm.
"Sig det nu," sagde hun.
"Der er ikke noget at fortælle," grinte jeg.
"Det må da der være."
"Ja, men jeg har ikke lyst til at snakke om det."
Jeg kunne lugte hendes ånde, som lugtede af en blanding mellem rom og cola og gin og tonic. Jeg skubbede hende væk og rejste mig op. Jeg gik ud på badeværelset og kastede noget vand i hovedet på mig selv. Jeg kunne mærke hvordan mit hjerte begyndte at brænde. Det gik længere op, og jeg kunne ikke synke. Jeg begyndte at trække vejret meget hurtigt. Jeg kunne høre døren blive åbnet, men det hele var slørret.
"Danny!" hørte jeg Denise skrige og kunne mærke at hun prøvede at hjælpe mig op. "Hvad fanden laver du?"
"Jeg har det ikke særlig godt," mumlede jeg og prøvede at holde mine øjne åbne.
"Jeg ringer efter en ambulance."
"Nej, lad være," sagde jeg. "Jeg er ved at få det bedre."
Jeg begyndte at rejse mig op og drikke en masse vand fra vandhanen. Jeg kunne mærke hvordan det gled ned igennem min hals. Jeg tørrede min mund med min håndoverflade og gav hende et lille smil. Hun var blevet helt bleg.
"Jeg har det fint," sagde jeg.