Sikke en maerkelig verden - del 12.

Jeg vendte mig om, og mødte Dannys ansigt, der kiggede på mig. Det var som om, at hans øjne snakkede til mig. Han skubbede mig hen imod menneskerne, og vi stødte ind i Mia og hendes veninde Christina. De gav os begge verdens største kram, og vi kunne ikke lade være med at give et igen. Vi satte os ned i en lille rundkreds på nogle stole, der ikke blev brugt. Danny sad og flirtede meget med Mia, men jeg kunne ikke lade være med at kigge i Helenas retning. Hun var gået udenfor sammen med hendes kæreste samt et andet par jeg ikke genkendte. Christina opdagede at jeg kiggede efter hende."Kender du Helena?" spurgte hun helt overrasket.Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare. Jeg tænkte mig godt om, for jeg følte ikke at nogen skulle kende til min fortid. Det var grunden til at jeg var flyttet, så jeg kunne starte på ny. At ingen kendte den grumme fortid jeg havde. Men med Helena i min klasse, vidste jeg at det ikke ville holde."Jeg skrev med hende nogle år tilbage."Jeg ville ikke lyve. Jeg havde brugt meget tid på at lyve, mest for mig selv, og jeg ønskede virkelig at ændre mig. Det skulle starte nu. Alle skulle selvfølgelig ikke kende hver evig eneste detalje, og en lille hvid løgn var ikke det vigtige. "Men du har aldrig mødt hende før?"Jeg rystede på hovedet, og rejste mig op. Jeg kunne se alkohol oppe i køkkenet, og det var hvad jeg kunne bruge. Jeg tænkte for meget over alt, men måske kunne det stoppe. Men jeg endte ude på toilettet. Jeg havde et lille spejl i lommen, samt 1g kokain og mit dankort. Da jeg kom ud, stod Danny foran døren, og rystede på hovedet. Jeg snøftede hurtigt, og begyndte at lave en drink, med al for meget rom i. Jeg kunne ikke slippe væk, så hvis jeg mødte hende, skulle jeg være fuld. Ikke bare fuld, men pisse hamrende stiv. Jeg ville ikke huske hvis jeg mødte hende, men jeg vidste at lige meget hvad, ville jeg se hende igen på mandag. Før eller siden, blev jeg nødt til at fortælle hende sandheden. "Er du okay?" spurgte Danny. Han så nervøs ud, nærmest bekymret."Ja, jeg har det fint.""Hvis du havde det fint, havde du ikke brug for at sniffe alene på toilettet."Jeg tog en slurk af min drink. Jeg havde ikke noget svar. Han kendte mig al for godt. Jeg kunne ikke forklare mine handlinger, men jeg vidste bare, at jeg helst ikke ville ses af Helena. Vi gik hen til dem vi sad med, og snakkede videre. Eller de gjorde. Jeg sad i mine egne tanker, og tænkte på fortiden. Jeg kunne simpelthen ikke leve i nuet og det hadede jeg mig selv for. Jeg ville ønske at jeg kunne se frem i tiden, og ikke hele tiden bekymre mig for, at fortiden kom og bed mig i røven. Helena rejste sig op, fra en stol hun havde slæbt med udenfor. Hun kiggede ikke indenfor, men havde vendt ryggen til. Hendes kæreste så meget gal ud, men kyssede hende på kinden, og gik derefter indenfor, hvor han slæbte to drenge ud ad hoveddøren. Jeg kunne høre dem råbe ad hinanden, men kunne ikke tyde ordene. Men mine øjne kunne ikke slippe Helena. Hun stod derude, omringet af andre, men hun snakkede ikke. Hun vendte sig om, og kiggede ind ad vinduet. Hun så fortabt ud. Helt ulykkelig. Som om, at hun ikke vidste hvem hun var. Hendes blonde hår var løst og hang, helt perfekt, og viste hendes velformede ansigt frem. Hun havde for meget make-up på, til min smag, eller min normale smag, men det var som om, at hun gjorde et eller andet ved mig. Hun så mig. Hendes øjne blev store, og hendes mund stod en smule åben. Hun faldt ned på stolen derude, og stirrede bare på mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre."Hun har set mig."Jeg troede at jeg mumlede, men alle i gruppen sagde hvad i munden på hinanden. Men jeg lod ikke mærke til dem. Jeg var i en helt andet verden nu. En verden som hed "fortiden bider mig i røven." Ikke noget fantasifuldt navn, men jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg lukkede fuldstændig af.Helena gik indenfor, og meget hurtigt forbi mig, og ind på toilettet. Hun havde tårer i øjnene, og jeg fulgte hende med mine øjne. Jeg slap hende ikke et sekund af syne. Mia, som sad ved siden af mig, rejste sig hurtigt op, og bankede på badeværelsesdøren."GÅ!"Jeg hørte hendes stemme. Det var som om at mit hjerte stoppede, og så startede igen. Mia gik tilbage til mig, og kiggede undrende. Jeg ville også have undret mig."Er dig og hende ude på badeværelset gode veninder?" Danny prøvede at ændre emnet, men Mia kunne ikke lade være med at kigge på mig. Det gjorde mig utilpas, men inderst inde var jeg ligeglad. Jeg vidste dog nu, at jeg var tvunget til at tale med hende. Jeg rejste mig op, og gik hen mod toiletdøren. Mit hjerte bankede hårdere end nogensinde. Jeg havde aldrig følt sådan her, ikke engang dengang med Janine. Det var mærkeligt. Jeg følte mig svimmel, men regnede med, at det var kokainen og alkohollen. Eller i hvert fald bare en af delene.Jeg bankede på."GÅ SAGDE JEG!"Jeg prøvede at åbne døren, men den var låst. Derefter kunne jeg høre døren blive låst op, og hun rev døren op. Hendes mascara var rendt hele vejen ned på hendes kinder, og hendes øjne var røde. Hun skulle til at råbe, men stod bare med en halvåben mund. Hun skulle til at smække den i igen, men jeg stoppede den med min fod, hev hende ind på toilettet, og lukkede døren, og låste den."Vi skal snakke, tror jeg," sagde jeg.Hun kiggede bare på mig. Hun var i chok, det var meget tydeligt."TROR DU?!" hun råbte. Jeg prøvede at lukke af, prøvede ikke at tage hendes højrystende stemme seriøst, men det slog mig lige i brystet. Hun græd, og prøvede at komme hen til døren, men jeg spærrede den. Jeg ville ikke tvinge hende, men jeg havde intet valg. Jeg blev nødt til at snakke med hende. "Jeg skulle måske ikke have brugt de ord."Hun satte sig ned på toilettet, og gemte sit hoved i hendes hænder, mens hendes albuer var på hendes lår. Hun mumlede noget som jeg først ikke kunne gøre, men hun sagde det højere lidt tid efter."Du er død. Du burde være død. De sagde at du var død.""I know. Jeg ved det godt! Men... det var bedre end sandheden," svarede jeg, men indså nu, at det var det ikke. "Det troede jeg i hvert fald da jeg bad Danny om at skrive det til dig.""Ved du hvor meget du har ødelagt?" Hun kiggede på mig, helt grædefærdig. "Alle i min klasse spurgte til dig. Jeg..." hun pausede og tog noget toiletpapir, og tørrede hendes øjne. "Jeg kunne ikke snakke om dig! Det ene øjeblik, snakkede vi sammen og det andet... var du død. Jeg havde endelig fået dig ud af mit liv forhelvede!"Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, men satte mig ned, stadig foran døren. Jeg havde lyst til at holde om hende, men var ret sikker på at det ville gøre alt meget værre, end det var nu. Dette var øjeblikket jeg havde frygtet. Konfrontationen. Sandheden."Jeg sad inde," sagde jeg."Inde hvor? På et psykiatrisk institut for det burde du fandme! Du er jo ikke rigtig klog!""Du havde det fint sidst jeg skrev med dig!" Jeg kunne ikke holde temperamentet nede. "Du havde din perfekte kæreste. Dit perfekte liv."Hun kiggede bare på mig, og rystede på hovedet. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, hun prøvede at finde ord."Jeg..." hun tænkte sig om. "Jeg har aldrig haft noget perfekt liv.""Det lød det som om, og jeg ville ikke ødelægge din glæde.""Jeg er ikke glad."Vi sad der i nogle minutter, i stilhed, med vores øjne på vores fødder. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, men pludselig bankede det på døren. "Helena, kom ud! Hvad fanden laver du? Hvem er derinde?"Hendes kæreste. Jeg som lige troede at vi var alene. Jeg kunne mærke døren ryste, så jeg rejste mig op, men lige i det jeg skulle åbne døren, blev den sparket op. Helenas kæreste kom styrtende hen imod mig, og tog fat i min trøje, og hev mig op ad væggen. Jeg kunne mærke radiatoren i min ryg. Jeg tænkte tilbage, til dengang min far gjorde det, ved politistationen, hvor Janine var blevet indlagt."Lad ham være!" skreg Helena, og jeg kunne se næsten alle gæsterne ude foran toiletdøren. Han satte mig ned, men lige i dét at jeg skulle til at gå, fik jeg en knytnæve på siden af hovedet.