Bag facaden - del 12.

Jeg tog dynen over mine ben igen. Jeg lod som ingenting mens hun sad med hænderne for munden. Hun sagde intet i flere minutter. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg synes ikke at jeg tænkte klart for tiden. Alt begyndte at falde fra hinanden. Denne uvirkelige fantasi om perfektion jeg havde i tankerne forsvandt langsomt. Jeg havde en rædselsfuld smag i munden. Jeg skulle aldrig have skåret i mig selv, men det var det eneste i mit liv jeg kunne kontrollerer. Det var det eneste jeg havde styr på. Jeg kunne ikke snakke med andre om mit liv. Jeg var så evig bange for at hvis jeg fortalte nogen det, ville de grine op i mit ansigt. Ikke tro på mine ord var det værste der kunne ske. 

Jeg følte at Mia læste mig som en åben bog mens vi sad der. At hun kendte alle mine hemmeligheder. Endnu engang var det bare min egen naivitet der trådte ind. Hvordan skulle hun kende til min fortid efter at have set få ar. Jeg følte mig så dum mens jeg sad og tænkte. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige eller gøre. Jeg prøvede at vedvare min rolighed, men indeni var jeg ved at sprænge. Jeg kunne ikke lide ikke at vide hvad der foregik indeni hendes hoved. Hvad hun tænkte på. Det eneste positive jeg kunne se ved denne situation var at der var en film i baggrunden jeg kunne se mens jeg ventede på hendes respons. 

Jeg kiggede ind i skærmen mens jeg snakkede. Jeg ønskede ikke at kigge på hendes ansigt. Jeg ønskede ikke at se hende i øjnene. 

"Lad være med at flip ud over det," svarede jeg. Jeg prøvede at tænke på en løgn jeg kunne fortælle.

"Det er lang tid siden," løj jeg, og havde et håb om at hun ikke havde set de nye snitsår. "Fortid."

"Går røv er det så," råbte hun. "Der var nogen der ikke var helet. Hvorfor gør du imod dig selv?"

"Stop med at snakke om det," svarede jeg. Jeg tog fjernbetjeningen for at finde noget at bruge mine hænder til mens hun snakkede. Jeg havde stadig ikke kigget på hende. 

"Kig på mig," sagde hun. Jeg kiggede stadig på fjernsynet.

"Kig på mig!" råbte hun nu. Jeg kiggede hurtigt på hende. Hun havde tårer i hendes øjne, nogle løb ned ad hendes kinder. "Hvorfor?"

Jeg kiggede på fjernsynet igen. "Det er det eneste jeg kan kontrollere."

"Hvad mener du?"

"Nemlig. Du vil ikke kunne forstå det."

"Hvorfor snakker du ikke med nogen om det?"

"Fordi at ingen ville tro på mig."

"Danny kig på mig mens du snakker!"

Jeg kiggede på hende igen. Hun tog fjernbetjeningen ud af mine hænder og slukkede det. 

"Hvorfor vil du ikke snakke med mig?"

"Der er ikke meget at snakke om."

"Jeg kan ikke hjælpe dig, hvis du ikke fortæller mig hvad der sker med dig."

Jeg rejste mig op. Begyndte at tage tøj på. 

"Stop med det der," sagde hun og rejste sig op. Hun tog tøjet fra mine hænder. Hun kunne ikke lade være med at stirre på mine inderlår. Men efter lidt tid kiggede hun mig endelig i øjnene.

"Måske har jeg ikke brug for hjælpe," sagde jeg.

"Du fucking skære i dig selv. Det er et råb om hjælp!"

"Og det område er du ekspert i eller hvad?"

Hun begyndte lige pludselig at tage sit tøj af. Efter at hun stod i kun undertøj hentede hun en vaskeklud, gjorde den våd og begyndte at skrubbe hendes egne inderlår. Derefter hendes håndled. Små hvide ar kom frem. 

"Jeg ved mere end du tror Danny," svarede hun og smed kluden på gulvet. "Jeg har været der, men er der ikke mere. Ikke at snakke om det, er det værste du kan gøre. Du er ikke svag fordi at du har problemer. Om de er store eller små er fuldstændig irrelevant!"

Hun begyndte at græde.

"Du kan ikke kontrollere smerten ved at skære i dig selv for evigt."

Jeg gik hen til og omfavnede hende. Jeg ville ikke slippe. Jeg vidste ikke hvad jeg egentlig følte, men det var positivt. Jeg kunne ikke fortælle hende hele historien, men hun forstod mig på et punkt. Et lille punkt, men det var stadig noget. 

Næste morgen kyssede hun mig og begyndte at lave kaffe. Jeg havde ikke rigtig sovet hele natten, og gik ud på toilettet for at sniffe min morgen bane. Da jeg kom ud kløede jeg min næse og slog mine arme rundt om hende  mens hun trykkede på knappen som tændte el kogeren. Jeg gav hende derefter et kys på kinden og gik over ved sengen hvor mit tøj lå. Inden jeg kunne nå at samle mine bukser op, kom hun hen imod mig, og væltede mig ned på ryggen i hendes seng. Hun begyndte at kysse min hals og bevæge hendes hænder længere ned.

"Vi har ikke tid til det her," sagde jeg, men med et smil på læberne.

Hun kyssede mine læber, derefter min kind og bevægede sig nedad. 

"Mia, stop." 

Men hun stoppede ikke. Det eneste jeg kunne var at lægge mig tilbage. Jeg kunne mærke at hun tog mine underbukser af. Jeg tog en pude over mit hoved og bed i den. Jeg stivnede i kroppen mens hun legede med sin tunge. Jeg havde aller mest lyst til at rive hende op på sengen med mig, og kneppe hende. Men jeg lod være. Jeg lod hende fortsætte, og nød hvert evig eneste øjeblik hvor hendes tunge legede med min pik. Jeg trak vejret dybt og prøvede at kontrollere min vejrtrækning. Jeg tog puden væk fra mit ansigt og lukkede mine øjne.

Da hun var færdig kyssede hun mig på halsen og gik ud på badeværelset. Jeg lå stadig på sengen, ønskede egentlig ikke at flytte mig. Jeg smilede lidt for mig selv. Derefter begyndte jeg at smågrine. Jeg vidste ikke hvorfor. Men jeg stoppede da jeg satte mig op, for at tage mit tøj på. Da hun kom ud fra badeværelset skænkede hun kaffen, men drak ikke sin kop. Hun kunne ikke stoppe med at kysse mig, og jeg kunne dufte at hun lige havde været ude for at børste tænder. Det havde jeg nok også gjort som det første, hvis jeg havde været hende. 

Vi havde ikke snakket mere om igår, og det var sådan jeg havde det bedst. Jeg ønskede ikke at nævne det og egentlig ønskede jeg at vi aldrig skulle snakke om det igen. Men det var åbenbart ikke Mias plan.

"Hvordan skjuler du dine ar til idræt?" spurgte hun. 

"Jeg har ikke idræt," svarede jeg og tog en ordentlig slurk af kaffen. Derefter tændte jeg en smøg.

"Hvorfor ikke?"

"Skulder og knæskade."

"Hvordan har du fået dem?"

"Sport," løj jeg. 

"Dig? Dyrke sport?" Hun begyndte at grine hysterisk. 

"Hvad nu?"

"Jeg kunne ikke se dig dyrke sport."

Heller ikke jeg, tænkte jeg. Jeg havde pjækket de fleste idrætstimer væk i folkeskolen. Aldrig spillet fodbold eller nogen anden form for sport, især ikke efter overgrebene. 

Jeg tænkte tilbage til dagen efter det første overgreb. Jeg lå i min seng hele dagen. Svarede ikke engang min daværende kæreste på telefonen. Jace kom ind til mig, spurgte hvad der var galt. Derefter huskede jeg tilbage på samtalen vi havde.

"Hvad er der galt?" havde Jace spurgt om.

"Jeg har det bare dårligt."

"Har du ondt?"

Han havde sat sig ved siden af min seng. Han kom til at røre min skulder som var blevet blå.

"Hvad er der sket?" havde han spurgt helt chokeret.

"Jeg faldt ned fra sengen," havde jeg løjet. 

Han havde ikke spurgt om mere end det. 

Jeg fortrød at jeg ikke havde fortalt ham hele sandheden den dag. 

Da vi kom hen i skolen havde vores lærer en besked til mig, om at gå op på kontoret. Jeg troede at jeg havde gjort noget galt. Jeg troede at det havde noget med Oliver og jeg at gøre, men så forstod jeg ikke hvorfor han ikke kom med op. 

Da jeg trådte ind på vores rektors kontor, så jeg en meget genkendelig person. Mark Han kiggede på mig med store glansfulde øjne. Jeg satte mig i stolen ved siden af Mark. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere end nogensinde før. Jeg vidste hvad det var han havde fortalt vores rektor, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg vidste ikke om jeg var klar til at stå frem med det. Men værst af alt, var jeg bange. Nej, jeg var nærmere rædselsslagen for de efterfølgende ting der ville og kunne ske.

"Din bror her har fortalt mig nogle foruroligende informationer som jeg ikke kan ignorere," begyndte vores rektor at sige med hans tynde stramme mund. Det eneste jeg kunne var at kigge ned på mine sko. Jeg turde ikke sige eller gøre noget. Pludselig kunne jeg mærke Marks hånd på min ene skulder.

"Han har fortalt at din far her for nogle dage siden har seksuelt misbrugt dig og at det ikke var første gang."

Jeg skubbede Marks hånd væk. Kiggede på ham, og derefter vores rektor.

"Jeg ved ikke hvad Mark har hørt," svarede jeg. "Godt nok hader jeg mig far, men det er løgn."

Jeg kiggede undskyldene på Mark, men han trak ikke en mine. Derefter gik jeg hurtigt ud fra kontoret. Jeg havde ikke lyst til at gå tilbage til klassen, men jeg havde heller ikke lyst til at smide min skolegang væk på denne måde. Det første jeg vidste var at jeg skulle have en cigaret for at få mit hjerte til at hamre en smule langsommere.

Da jeg stod udenfor kom Mark ud. Han så på ingen måde sur ud. 

"Jeg har taget dit lagen," sagde Mark og tændte en cigaret. "Du bliver nødt til at fortælle politiet det. Du kan ikke ignorere dette for evigt."

"Det er gået fint indtil videre. Og hvorfor har du taget mit lagen?"

"Sædrester."

"Idioten bruger kondom, skal du nok se. Du finder intet på ham. Der er intet der kan få ham ind at sidde. Tror du ikke at jeg har tænkt over det før?"

"Hvad vil du gøre? Lade det ske igen og igen?"

Jeg svarede ikke. Jeg vidste ikke hvad jeg ville gøre.

"Danny, du er en idiot lige nu."

"Du ved ikke hvordan det er," mumlede jeg. "At ligge i en seng, lige meget hvilken, og blive mere bange for fodtrin end skud. Du ved ikke hvordan det er, at lade som ingenting, selvom at ens verden er ved at falde sammen. Jeg prøver at samle mod. Mod til at fortælle nogen om hvad det er der sket, men jeg kan ikke. Jeg hører hans trusler i mit hoved hver evig eneste gang jeg bare tænker på det. Tror du virkelig at jeg nyder det, at det er derfor at jeg intet har sagt?"

"Nej, det var ikke det jeg sagde..."

"Jeg prøver at få styr på tingene, Mark. Jeg har ikke brug for din hjælp. Så vil du ikke lade være med at fortælle mor og min rektor om det her. Jeg har ikke brug for det. Jeg kan ikke klare det. Jeg vil ikke mindes om hvad der sker om natten, om dagen."

"Okay," var det eneste Mark sagde.

"Tak."

"Jeg sagde okay. Jeg vil ikke se dig lide mere."

Jeg kunne mærke vreden. Jeg kunne mærke hvordan den blussede op. Jeg gik tæt på ham, og selvom at han var tyve centimeter højere end mig selv, følte jeg mig stor. Jeg kiggede ham i øjnene. 

"Nu bekymrer du dig om mig? Hver gang at den mand har tævet mig foran dine øjne, har du bare hjulpet. Hver gang at han har været en modbydelig idiot, har du været enig. Hver evig eneste gang at han bad dig om at holde mig, så han kunne slå og sparke mig i maven og ansigtet, gjorde du det. Så du skal ikke komme nu, og sige at du holder af mig eller vil hjælpe mig. Hvis du virkelig ville, kan du gå tilbage i tiden. Ordne det lort du selv har gjort. Du er ikke en skid bedre end ham, Mark."

Jeg gik indenfor igen hen imod mit klasselokale. Men jeg gik ind ad en anden dør. Jeg sad på toilettet. Lod bare tårerne rende ned ad mine kinder. Mit hjerte hamrede hurtigere end før. Jeg var bange, ked af det, vred. Jeg havde de mest blandede følelser nogensinde, og ikke en eneste af dem var glæde. Jeg sniffede en bane og gik derefter tilbage til klasselokalet, efter at have ordnet mig selv i spejlet så man ikke kunne se hvad der var sket. 

Mens jeg sad i klassen og hørte på min lærer snakke om præteritum i det spanske sprog, kunne jeg mærke min mobil vibrere i min lomme. Jeg kiggede på den. Det var en besked fra Mark.

Jeg ved at jeg på ingen måde har været den bedste bror. Men det er kun derfor at jeg prøver at gøre en forskel. Hvis jeg havde vidst hvad der var sket i alle disse år, havde jeg aldrig gjort de ting jeg gjorde. Jeg ved at dette er en sølle undskyldning, og der er ingen ord der kan gøre op for hvad jeg har gjort imod dig, men jeg er på ingen måde som ham.  

Jeg slettede beskeden med det samme. Jeg havde ikke lyst til at tænke på mit liv. Jeg havde egentlig ikke lyst til at tænke. Jeg ville væk, men ikke dø. Jeg ville bare forsvinde i et stykke tid så jeg kunne samle de sidste brikker i mit liv. 

Jeg sad og spillede computer i hele timen. Jeg kunne spansk udenad og havde ikke brug for at lære dens grammatik. Alle i vores familie var stærke i sprog. Jace kunne både fransk og spansk. Agnete var ved at lære latin da spansk kedede hende. Vi var egentlig en meget klog familie hvis man så den udefra. Sådan var det nok altid når man kiggede på en familie ude fra. 

Man ville se ind ad vinduet. Se dem sidde ved middagsbordet og smile og grine. Men man ville ikke vide hvad det egentlig var der foregik. Man kunne kun se den facade de satte op for alle andre, for ikke at vise deres svaghed.

Midt i mine tanker begyndte min telefon at vibrere. Et ukendt nummer skrev. 

Jeg skal snakke med dig. Henrik.

Efter skole kyssede jeg Mia, og sagde at jeg sov hos hende igen i nat. Derefter kørte jeg til Århus for at se hvad det var Henrik ville. Da jeg kom derind sad han med en sort bog i hånden. En samme slags jeg havde fundet på Jaces værelse.

"Sig at det der står heri ikke er sandt?" sagde han.

"Hvad står der."

Han bedste mig slukke al lyset og rullede for. Derefter åbnede han bogen. Teksten var selvlysende. Selvfølgelig, var min tanke. Derefter slog Henrik op på en side, og gav mig bogen. Jeg læste.

Jeg kan ikke holde til skrigeriet mere. 2 år har dette stået på. Jeg græder mig selv i søvn når jeg kan høre hans mumlen. Jeg har overvejet at gå derind, mens det sker. Men jeg er bange for hvad der skal ske. Jeg er bange for at han vil gøre det samme imod mig. 

Jeg husker tilbage til første gang at det var sket. Danny havde bare sagt at han havde det dårligt, og at han var faldt ned af sengen. Jeg ville ønske at jeg kunne sige, at jeg vidste hvad der var sket. Men jeg var en idiot. Jeg troede kun at det var den ene gang. 

Men jeg var oppe i flere timer hver nat, for at vente på at han kom. Jeg hørte trinene, frygtede ofte at han kom ind til mig, men det var kun Danny. Jeg gik altid hen til døren for at lytte. Jeg kunne kun høre en masse mumlen. Men jeg kunne høre at Danny var i smerte. Min far stønne. Da det stoppede, løb jeg ud på badeværelset, og ventede på at far var gået. Derefter gik jeg hen til døren. Jeg kiggede kun ind en gang. Danny græd. Den bror jeg troede ingen følelser havde, græd. 

Henrik vidste nu også hvad der var sket. Men det var ikke det værste. Jace havde hele tiden vidsvad der skete og han gjorde ikke en skid. Jeg kiggede i lang tid på Henrik. 

"Jeg ved ikke hvad fuck han snakker om," var det eneste jeg kunne sige. 

"Så al det der står i denne dagbog, er løgn?"

"Sikkert."

"Jeg er ikke dum, Danny."

"Hvor fanden fandt du den?"

"Den lå på din kommode. Jeg var nysgerrig."

Jeg kunne ikke være sur på ham, for at have taget den. Jeg tænkte egentlig om han havde taget andet fra huset, men inderst inde var jeg ligeglad. 

"Kig mig ind i øjnene og sig at al der står i denne her bog, er løgn."

Jeg gik meget tæt på ham, og kiggede ham i øjnene. Vores næser mødtes, så tæt var vi på hinanden.

"Alt i denne bog er løgn. Jeg ved ikke hvor han får det fra, men en god forfatter bliver han da aldrig."

Jeg trådte tilbage. 

"Jeg tror på dig," sagde han. "Men hvis jeg finder ud af at dette er løgn, ved jeg ikke hvad jeg gør."