Denise og jeg valgte at gå udenfor for at ryge en smøg sammen og få noget frisk luft. Jeg kunne mærke glæden i min krop, over at hun havde lyst til at have mig for sig selv. Den glæde jeg havde ventet på siden første gang jeg så hende. Henrik havde alt for travlt med at snakke med Melanie og det passede mig fint, så han nænnede ikke at vi sneg os ud af hoveddøren.
Vi tændte op i hver sin cigaret da vi stod på fortovet. Der kom hele tiden biler kørende og et par dyttede. Denise havde stadig en meget stor trøje på og det irriterede mig da jeg ikke kunne se hendes overkrop. Jeg prøvede at lade være med at stirre på hendes røv, men somme tider kunne jeg ikke lade være. Jeg prøvede hele tiden at studere hendes ansigt. Hendes flotte store blå øjne som skinnede og nærmest smilede af sig selv. Hendes lysebrune hår var sat op i en knold med enkelte totter hængende på siden af hendes æggeformede ansigt. Hendes øjenbryn var tegnet op med en brun blyant og hendes smalle læber var ikke dækket med andet end en gennemsigtig, men skinnende, lipgloss og hun smilede hele tiden. Ikke med tænder, men hendes
læber lavede en meget fin bue opad. Hun fik de sødeste rynker på kinderne imens og hver gang at vi fik øjenkontakt begyndte hun at kigge ned på hendes sko.
"Nu står vi så her," sagde jeg for at bryde den akavede stilhed. Hun smilede bare men sagde ingenting.
"En speciel grund til at vi skulle her ned?" spurgte jeg efter et lille stykke tid.
"Jeg havde bare brug for at komme væk fra stanken af hash," svarede hun. "Lyst til at tage hen på baren?"
"Så du vil hellere have en tyk lugt af cigaretrøg end en lille hashtåge?" grinte jeg.
"Ja. Jeg kan på ingen måde klare den stank."
Vi valgte af gå ind på baren hvor der ikke var en sjæl, udover en gammel alkoholiker der sov i en bås. Vi satte os i vores egen bås hvor vi bestilte en rom og cola hver. Vi tændte hver vores cigaret og sad i flere minutters stilhed.
Vi snakkede ikke rigtig om noget vigtigt. Vi snakkede lidt frem og tilbage om vores familier. Hun havde 3 ældre brødre, hvor Jan og Henrik var to af dem. Hun boede lidt udenfor Århus sammen med hendes forældre og Jan og havde boet der hele sit liv. Hun var nærmest det omvendte af mig, havde aldrig taget stoffer eller noget lignende, men hun vidste godt hvad det var Henrik lavede. Hun havde altid været omringet af stofmisbrugere men havde åbenbart haft viljen til at holde sig fra det. Jeg beundrede den vilje. Jeg beundrede hendes person. Jeg var interesseret i hvert ord hun sagde og studerede hendes bevægelser nøje. Da vi havde siddet og sludret en lille time valgte vi at gå op til festen igen. Jeg havde også brug for mit fix og en joint da jeg kunne mærke mine nerver. Mine ben rystede og jeg havde ingen kontrol over min krop. Jeg havde siddet længere end jeg plejede uden at tage noget, og det var min krop ved at reagere på.
På vej op til Henrik kunne vi høre en masse skrigeri og vi var en smule nervøse for hvad der foregik. Vi udvekslede et bekymret blik men gik derind. Jeg kunne med det samme høre Janines stemme, og bagefter var det Sørens. Jeg mærkede en klump i min hals og mit hjerte begyndte at hamre som en sindsyg. Henrik kom styrtende ud i gangen og hev mig ind på Mikkels værelse, hvor Mikkel sad ved sin computer og blev en smule overrasket.
"Hey!" sagde Mikkel men Henrik ignorerede ham og begyndte at råbe ad mig.
"Hvad fanden tænkte du på?!" råbte han og skubbede mig ind i væggen.
"H-hvad?" stammede jeg og vidste ikke helt hvad det var han mente. I et sekund troede jeg at han var sur over at jeg havde taget hans søster med ned på baren.
"Søren er helt oppe i det røde felt på grund af dig! Der er total kaos derude og Søren har ringet efter nogle af hans venner."
"Hvordan har han fundet ud af det?"
"Jamen din snotdumme tøs, Mia, drak sig så pisse stiv og snakkede med alle om hvordan du knaldede Janine igår, og glemte vidst lige at det var Janines kæreste hun pludselig sagde det til."
"Fuck," mumlede jeg, men vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre.
Jeg tog min sko af, og fandt det kokain jeg havde liggende dernede. Jeg lagde lidt på min hånd og sniffede det op. Jeg blinkede et par gange og prøvede at fokusere. Henrik var gået ud af værelset og Mikkel sad og stirrede på mig med store øjne. Jeg smilede til ham, men han vendte bare blikket mod sin computerskærm igen. Jeg gik derefter ud i stuen hvor at alt var i kaos. Henrik holdt Janine tilbage, som var ved at overfalde Mia som stod i et hjørne og græd. Søren sad i sofaen med nogle af hans venner, og med det samme jeg kom ind, pegede en af dem på mig og hviskede i hans øre. Sørens øjne blev store og kiggede direkte på mig. Han rejste sig op, og gik med hurtige skridt hen imod mig. Han tog sin arm op men jeg gik hurtigt baglæns.
"Hey!" sagde jeg, og prøvede at blokere hans slag som kom lidt tid efter hinanden.
"Jeg troede at du var min ven!" råbte han og jeg kunne mærke at alle blikke vendte hen mod os. Jeg stod i et hjørne med Søren meget tæt på.
"Jeg er din ven!" råbte jeg tilbage.
"Venner knalder ikke hinandens kærester!"
"Og venner tager ikke hinandens forelskelser," sagde jeg stille og roligt.
"Lad være med at drej denne her imod mig," sagde han. Hans stemme var stadig arrig men han begyndte at falde ned. "Du har været ovre hende i lang tid. Hvordan kunne du gøre det?"
"Du er jo for fanden ikke forelsket i hende Søren. Hun er en billig kælling og det har du syntes siden Jace var sammen med hende."
"Hey," råbte Janine. "Jeg kan godt høre dig!"
"Godt!" råbte jeg.
"Hold kæft!" råbte Søren og slog med al sin kraft sin knytnæve på kæbe. Jeg faldt ned på mine knæ, men rejste mig hurtigt op igen. Jeg blev svimmel men kunne ikke mærke nogen form for smerte. Henrik gav slip på Janine og kom hen og hev Søren væk fra mig. Men Søren kom fri fra Henriks greb og slog mig endnu engang så jeg faldt ned på mine knæ. Jeg nåede ikke at rejse mig op, før at han gentagene gange begyndte at sparke mig i maven. Jeg kunne høre folk skrige og bad ham op at stoppe. Henrik prøvede at få Søren væk fra mig, men Janine hoppede op på ham og han tumlede rundt med hende. Jeg, der lå og blev sparket i maven, begyndte at grine. Da Søren endelig stoppede hev han mig op og holdt mig op ad væggen. Kun mine tåspidser rørte gulvet. Jeg kunne mærke smerten i min mave nu og jeg begyndte at få en meget slem hovedpine.
Sørens ansigt var ildrødt og det lignede at han ville råbe ad mig. Men endnu en knytnæve på min kæbe der fik mig til at falde på siden fik jeg i stedet for en masse onde ord. Henrik havde løsrevet sig fra Janine og kom hen imod Søren. Han tog ham i nakken og smed ham ned på gulvet. Søren rejste sig hurtigt op, og løb hen imod mig, men Henrik stoppede ham. Han hev Søren op og endnu engang smed han ham ned på gulvet.
"Så stopper i!" råbte han så højt han kunne. "Søren, Janine, ud. Nu."
Janine gik hen imod Søren og hjalp ham op, og de gik ud af stuen. Jeg hørte hoveddøren smække og Henrik hjalp mig op. Jeg stod i et sekund og gik derefter ud på badeværelset hvor jeg smed kold vand i hovedet på mig selv. Derefter tog jeg bane af det resterende kokain jeg havde i min sko, og valgte så at gå ud ind i stuen igen. Henrik sad på sofaen og snakkede med Mia, mens Melanie, Denise og Jan stod i den anden ende og snakkede. Resten var blevet smidt ud. Jeg gik hen imod Denise, Melanie og Jan.
"Er du okay?" spurgte Melanie.
"Ja, jeg har det fint, men har i noget is? Eller bare noget koldt. Min kæbe er ved at tage livet af mig."
Denise gik ud i køkkenet og kom hurtigt med en pose frosne ærter som hun lagde på min kæbe. Jeg tog posen og mumlede tak og hun smilede. Der var ikke rigtig nogen der vidste hvad de skulle sige.
"Må jeg snakke med dig?" hørte jeg Mia sige bag mig. Jeg vendte mig rundt og vi gik ind på Henriks værelse. Vi begge satte os ned i hans seng men der gik et stykke tid før at hun sagde noget. Vi havde begge tændt en cigaret i den akavede stilhed.
"Undskyld," sagde hun. "Jeg er ked af at jeg fortalte Søren det med Janine og dig."
"Okay."
"Er du sur?"
"Nej."
"Du virker jo pisse sur."
"Bare lad mig være."
Jeg stormede ud af døren og ønskede egentlig ikke at se på hende. Det hun gjorde var uacceptabelt på alle måder, om hun så var fuld eller ej. Jeg vidste at det var dårligt at blive uvenner med hende, for hvor skulle jeg ellers sove henne, men i dette øjeblik kunne jeg ikke klare synet af hende.
Mia og jeg fik lov at sove på hver vores luftmadras i stuen mens Henrik og Melanie sov inde på hans værelse. Denise og Jan sov på en anden luftmadras i stuen. Jeg var ikke vild med tanken, at Melanie sov alene inde hos Henrik. Jeg var mere eller mindre bekymret for hende, da hun ikke engang var blevet 18 endnu, og lå inde og sov sammen med en 29 årig pusher. Men jeg bestemte på ingen måde over hende, så der var ikke meget jeg kunne gøre. Jeg kiggede over på den anden luftmadras hvor jeg så Denise med åbne øjne. Hun smilede til mig. Hun gjorde tegn til at vi skulle gå ned og ryge. Vi begge rejste os stille og roligt op, og tog vores jakker på. Derefter listede vi ned i strømper og stod og røg.
"Sikke meget drama," sagde Denise da vi var kommet ned.
"Det er desværre ikke nogen overraskelse i sidste ende."
Vi tog et par hiv af vores cigaretter. Jeg kiggede ud mod vejen, hvor der holdt biler på stribe. Det begyndte at sne, og det lagde sig som et flot lagen over byen. Vi snakkede ikke mere sammen den nat, men gik bare op og sov. Eller Denise faldt hurtigt i søvn, mens jeg lå lysvågen med mine tanker. Jeg prøvede at sove, men hver gang jeg lukkede mine øjne, begyndte jeg at tænke for meget. Jeg så min fars ansigt op til flere gange, og hver evig eneste gang slog jeg øjnene op, for at bevise overfor mig selv at det kun var mine tanker der spillede et lille puds med mig.
Da klokken blev 6 stod jeg op. Jeg havde ikke fået sovet, og jeg ville egentlig bare være alene. Jeg rejste mig op, og kunne nu mærke smerterne fra de slag jeg havde fået. Jeg gik hen til Henriks sofabord og målede nogle gram kokain op. Derefter ledede jeg efter pengene i min lomme og lagde dem ned i skuffen, hvor alle hans stoffer lå. Jeg sniffede en bane inden at jeg gik hen imod min bil, der holdt to blokke væk fra Henriks lejlighed. Jeg valgte at køre hen på Jaces gravsted, da det var det eneste sted jeg kunne være helt alene. Jeg havde den største paranoia hele vejen derhen. Jeg troede at jeg blev forfulgt, men der var ingen. Få biler kørte rundt, men ikke nogen der fulgte efter mig.
Da jeg kom hen til hans gravsted satte jeg mig ned i sneen og kunne mærke mine bukser blive våde. Jeg kunne mærke tårene glide ned ad mine kinder, og jeg kunne ikke stoppe dem. Jeg begravede mit ansigt i mine hænder og kiggede op på den sorte himmel. Der var ikke en eneste stjerne og man kunne kun skimme månen. Jeg kiggede så på hans gravsten.
"Om 6 dage er det en måned siden," begyndte jeg, og kunne mærke hvordan ordene bare pressede på at komme ud, "og jeg savner dig. Jeg savner dig så ulideligt meget. Jeg prøver mere end du tror, at leve men somme tider ville jeg ønske at det var mig der lå under jorden. Jeg ville ønske at det var mig der havde haft nosserne til at tage mit eget liv. Jeg kommer aldrig til at tilgive dig for det du har gjort. Du har lagt hele mit og andres liv i ruiner, og jeg tror ikke at nogen nogensinde vil kunne tilgive dig for det.
Jeg fandt ud af, at du vidste hvad der skete. Du vidste i al den tid, hvad der foregik men du kom aldrig og hjalp mig. Du kom aldrig og stoppede det hele. Hvis bare du havde lavet en lille lyd ude foran døren, ville han stoppe. Men du skrev, at du stod og lyttede. Du lyttede til mig lide, du hørte mig skrige og græde efter hjælp, men du gjorde intet. Jeg forstår dig ikke Jace. Havde du en hemmelighed selv? Forgreb han sig også på dig?"
Jeg holdt en lille pause og jeg snakkede med gråd i stemmen.
"Tror du virkelig at et brev ville gøre op for hvad du har udsat os alle for?! Tror du virkelig at det hele ville stoppe for os andre. Smerten vi mærker. Du tænkte kun på dig selv. Du er så fandens egoistisk og ligger sikkert med det største smil, fordi at det er så fandens let for dig, bare at sige farvel og aldrig komme tilbage."
Jeg stoppede. Hele min krop rystede men jeg tændte en smøg og fortsatte så.
"Man skulle tro, at vores øjne ville gå op for, hvor dårligt du havde det. Men hvordan skulle nogen af os vide hvordan du havde det, når du aldrig snakkede? Vi ville have hjulpet dig, Jace! Hvis du bare havde sagt hvad du havde gang i, ville jeg have reddet dig. Vi har alle ar på sjælen, som aldrig forsvinder, men jeg kæmper videre Jace, jeg kæmper videre! Jeg er ikke svag, og jeg er ikke egoistisk."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar