"Er du okay?" spurgte en fremmed mandestemme og jeg åbnede mine øjne. Det eneste jeg kunne se, var sort. Jeg blinkede et par gange, og kunne nu se nogle hvide prikker. Jeg lukkede dem endnu engang, mens jeg prøvede at komme ud af fosterstillingen. Jeg rørte langsomt på min krop, og kunne mærke en prøve at hjælpe mig op.
"Er du okay?" gentog mandestemmen og jeg kiggede op og så en meget spinkel brunhåret fyr med briller. Han var nok på min egen alder og var ikke mere end få centimeter højere end mig selv.
"Jeg er okay," svarede jeg smilende.
"Er du ikke Danny Jules?" spurgte han og studerede mit ansigt meget nøje. Han kneb sine øjne sammen, så han lignede en kineser, med hans ellers store dådyrøjne.
"Kender jeg dig?"
Denise kom op til mig og begyndte at røre min krop med hurtige bevægelser.
"Du er okay? Hvad, hvordan? Du blev kørt over!"
"Han ramte mig ikke," svarede jeg.
Hun skubbede mig hårdt så jeg tog to skridt tilbage.
"Hvad fanden lavede du midt ude på vejen?!" råbte hun. "Du kunne have været død."
"Jeg kan ikke huske det," løj jeg, da jeg ikke ønskede at snakke om de stemmer jeg havde hørt lige inden. Jeg følte mig sindsyg og jeg ønskede ikke at andre skulle stemple mig.
"Aldrig gør mig så bange igen!" sagde hun og gav mig et meget varmt kram. Fyren stod overfor mig og kiggede med store øjne. Det var som om at han studerede hver evig eneste del af min krop og mit ansigt.
"Kender jeg dig?" gentog jeg efter et lille minuts akavet stilhed og han smilede.
"Nej, jeg ved bare hvem du er."
"Det er vidst aldrig godt."
Fyren grinede en lille smule, og kom så hen og gav mig et venligt klap på skulderen.
"Hyggeligt at møde dig," sagde han og vendte sig om og gik hen imod hans bil, som stadig stod tændt. Jeg kiggede måbende efter ham, og vidste ikke helt hvordan at jeg skulle reagere på denne lille episode. Jeg følte ikke at jeg var i chok på nogen måde, men alligevel rystede jeg.
Vi gik ind i huset igen, hvor Denises mor ville køre mig hjem, hvis jeg ville have et lift. Inderst inde ønskede jeg ikke at tage hjem, men jeg ville heller ikke være en belastning, så jeg takkede pænt ja. Denise kørte ikke med, så det var bare hendes mor og jeg. Der var en akavet stilhed hele vejen, og da vi kom hen til mit hus, sagde jeg pænt tak og åbnede bildøren og steg ud. Jeg kiggede mens hun kørte væk, og kiggede ind på huset. Jeg kunne se at Mark var hjemme, da der var lys på hans værelse. Mit værelse var mørkt sammen med bryggerset. Jeg tog fat i håndtaget og kunne mærke hvordan min hjerterytme steg. Jeg trak vejret dybt, og åbnede døren. Jeg smed mine sko midt i bryggerset og gik ind i køkkenet. Jeg kunne se at min mor var faldet i søvn på sofaen. Der stod en kvart flaske rødvin på sofabordet, og glasset ved siden af flasken, var tom. Jeg sukkede dybt mens jeg stod i køkkenet i mine egne tanker.
Jeg kiggede rundt i skuffer og skabe for at finde noget at spise, da jeg kunne høre min mave rumle. Jeg fandt en banan og et stykke rugbrød, samt noget appelsinjuice. Min mor havde købt den med frugtkød, som jeg ikke kunne fordrage, men der var intet bedre. Hun glemte altid, at det var Jace der elskede frugtkøddet.
Mens jeg sad og spise og drak, tænkte jeg. Jeg tænkte tilbage til fortiden, om hvor meget der var sket i de få år. Jeg havde ændret mig, men det sker. Mens jeg kiggede tilbage, kunne jeg egentlig ikke se, at jeg havde ændret mig, udover kropsbygning og højde. Jeg var den samme, og det irriterede mig. Min personlighed var den samme. Mit sprog var det samme. Jeg havde ikke lært af mine fejl, da jeg begik dem gang på gang.
Jeg gik ind på værelset, satte en film på og slukkede al lyset. Jeg skulle have noget at falde i søvn til, hvis jeg egentlig kunne sove. Jeg var bange for at jeg skulle de skridt, der fik mig hjerte til at sidde oppe i halsen.
Du kunne have været død i dag.
Jeg rystede mit hoved for at slippe for tankerne, men de forsvandt det. Det var som om jeg havde en diskussion med mig selv.
Du kunne have været fri for at lide.
Jeg prøvede at skrue lyden op, men stemmerne blev bare højere.
Hvad prøver du at gemme? Eller prøver du at gemme dig selv? Du kunne være død. Du kunne være et helt andet sted nu, befri dig selv for alle disse lidelser..
"Jeg har ingen lidelser," mumlede jeg men det var løgn. Jeg vidste godt, at jeg burde gøre noget ved min situation. Der var så mange ting jeg kunne gøre, men jeg ville ikke. Jeg ville ikke være et bedre menneske, men hvorfor, vidste jeg ikke. Jeg kunne ikke forklare mine handlinger. Jeg kunne ikke forklare hvorfor jeg gjorde, hvad jeg gjorde. Det var nok grunden til, at jeg ikke turde lade nogen komme tæt på mig. Jeg kunne ikke forklare hvorfor jeg sagde og gjorde noget som helst. Jeg ville sidde i mine egne tanker, grave efter sandheden, men jeg ville ikke finde den.
Jeg havde brugt undskyldningerne stoffer og sætningen, undskyld jeg var fuld, alt for mange gange, til at den lød troværdig i mine egne ører.
Jeg hørte en banke på døren og jeg fik en klump i halsen, som jeg sank da jeg så Agnetes hoved poppe ind.
"Sover du?" hviskede hun. Jeg tændte lyset ved min seng, og viftede hende ind. Hun lagde sig med hovedet på mit skød, mens hun kiggede på TVet. Jeg smilede bare af hende og satte mig en smule op, så vi begge lå godt.
"Tænker du nogensinde på ham?" udbrød hun pludselig. Hun kiggede stadig på skærmen, men jeg blev en smule overrasket.
"Ja," svarede jeg.
"Jeg tænker hele tiden på ham. Jeg føler at jeg har mistet en del af mig selv."
"Samme her."
"Jeg drømmer ofte, at dette er en ond drøm. At han er lige på sit værelse, ryger en joint og smiler mens jeg kigger bekymret på ham. Det gjorde jeg altid. Bekymrede mig om ham."
Jeg sagde ikke noget, men lod Agnete snakke videre. Jeg havde ikke set hende i meget lang tid, og jeg vidste at hun havde brug for at snakke om ham. Selvom at jeg kunne mærke tårene trille ned ad mine kinder, sagde jeg ikke noget.
"Har du nogensinde drømt en så virkelig drøm og så når du vågner, så græder du, fordi at drømmen var bedre end virkeligheden?"
"Ja."
Der begyndte at komme gråd i hendes stemme.
"Det gjorde jeg nu her, lige inden jeg kom herind. Den var så virkelig Danny! Jeg drømte at Jace var her. Han gav mig et så varmt kram, at jeg næsten kunne mærke det, da jeg vågnede. Jeg fortryder, ikke at have gjort noget. Jeg så ham, inden at han kørte ud og..."
Hun kunne ikke sige det. Jeg kunne høre at hun græd, men hun ville også snakke. Så hun blev ved, men ordene var svære at tyde, på grund af gråden.
"Jeg så ham gå ud af døren med et meget trist ansigtsudtryk. Hans blik var dødt. Han så helt følelseskold ud og jeg forstod det ikke. Han havde endelig fået Helena, det han så længe havde drømt om, og det som han så længe havde kæmpet for. Men jeg spurgte ham, hvad han skulle. Ved du hvad han svarede?"
"Nej," svarede jeg i refleks.
"Ud efter cigaretter. Det var hvad han sagde, og selvom at jeg vidste at det var løgn, da han havde en pakke i lommen, lod jeg ham køre. Jeg kunne have stoppet ham, Danny! Jeg kunne have stoppet ham!"
Hun satte sig op og omfavnede mig. Jeg nåede hurtigt at se hendes ansigt som var helt rød, af at græde.
"Jeg kunne stoppe ham så vi ville ham her. Vi ville kunne høre ham grine, vi ville kunne høre ham råbe. Alle de irriterende ting han sagde og gjorde, det savner jeg nu. Jeg savner ham så meget og kan stadig ikke forstå, at han ikke kommer tilbage."
Hun begyndte at hulke og jeg holdt om hende. Jeg ville ikke slippe hende, og jeg kunne mærke flere og flere tårer glide ned ad mine kinder. Jeg snøftede et par gange, men gav ikke slip på Agnete. Hun blev ved med at græde, og vi lagde os ned. Men jeg gav stadig ikke slip.
"Må jeg sove her?" spurgte hun og snøftede. "Jeg vil ikke være alene."
Jeg smilede til hende og begyndte at nusse hende mellem øjnene med pegefingeren. Hun lukkede øjnene og faldt stille og rolig i søvn. Jeg sad og græd. Jeg vidste at han ikke kunne høre mig, men jeg sagde det alligevel.
"Fuck dig Jace. Fuck dig."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar