Voldtægt.
Mange misbruger ordet, og mange bruger det forkert.Der er ikke mange der forstår, hvor meget et seksuelt overgreb kan betyde, hvor meget det kan ødelægge ens liv, og ikke mindst - ens psyke. Der er mange, der ikke kan forstå, hvorfor man er bange, hvorfor man græder eller skriger i søvne om natten. Hvorfor man ikke kan sove, og ligger søvnløs i sin seng, og bare tænker. Tænker over, hvordan ens liv, kunne være, hvis det ikke var sket. Man giver sig selv skylden. Andre kan ikke se, hvor svært det er, at indse, at det ikke er ens skyld. Jeg vidste ikke hvad voldtægt var.Jeg kom ind i min celle. Min dom lød 24 måneder, 18 hvis der var god opførsel. Jeg skulle rådne op i en lille celle i 2 år. Min psyke havde ikke godt af det, og det var ikke lige et sted, hvor man fik venner. Jeg sad sammen med mordere og volds forbrydere, ikke fordi at jeg var meget bedre selv. Jeg svajede midt imellem, vidste egentlig ikke hvor jeg hørte til. Jeg holdt mig til mig selv. Jeg kunne ikke se nogen i øjnene. Jeg følte mig al for alene. Alene, og mest af alt - fortabt. Ingen fra min familie kontaktede mig. Jeg havde ikke regnet med at se nogen - med undtagelse af Danny. Men han svigtede mig. Der var ingen at snakke med, så jeg sad alene med mine tanker. Det var dog let nok at anskaffe sig stoffer i fængslet. Man skulle bare finde personen der 'legede' pusher. Det var ikke svært, da han nærmest stod i gården og solgte dem. Vagterne stoppede ingen af os. De havde sikkert et håb om, at vi alle tog en overdosis. Hvis jeg var en sikkerhedsvagt for mordere og voldsforbrydere, og sikkert også pædofile, havde jeg også håbet om, at alle ville falde død om. Jeg kunne ikke engang se mig selv i øjnene uden at skamme mig. Jeg fortrød at jeg havde kommet sammen med Francesca. At jeg havde gjort hende ondt, skar mig ind i hjertet. "Hey."Frokosttid. Jeg havde siddet inde i 6 måneder, og ingen havde sagt noget til mig, uden at det involverede stoffer, cigaretter eller penge. Stemmen var fremmed, og meget lys i forhold til, at det kom fra en mand. Men bag ved mig stod der en meget ung dreng. Han så ikke særlig gammel ud, men alligevel rimelig hærget. Han havde brunt skulderlangt hår og meget store grønne øjne. Han var næsten 2 meter høj, så jeg følte mig som en dværg. "Hej?"Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige, eller gøre. Jeg sad ned, helt alene ved et spisebord med 4 stole. Jeg havde valgt ikke at få nogle venner derinde, men det var ved at blive rimelig ensomt. Det var ikke just gode typer, der var derinde. "Er der nogen der sidder her?"Jeg rystede på hovedet. Jo færre ord, jo bedre. "Mikkel," sagde han, og gav mig akavet hånden. Jeg tog ikke imod den."Hør, Mikkel. Jeg er ikke herinde for at få venner."Han rejste sig surt op, og gik hen imod nogle rimelig store fyre, der sad i den anden ende af rummet. Jeg kunne føle at der var noget galt, men jeg tænkte ikke over det.
Jeg sad inde i min celle. Det var aften og jeg sad alene i min seng og læste en af de gamle Harry Potter bøger. Jeg synes ikke at de var specielt gode, da jeg mere elskede krimier. Det var ikke fordi at magi og fjollede troldmænd ikke kunne læses, men det fangede bare ikke min interesse så meget som krimier. Der var helt mørkt i cellen, med undtagelse af lyset over min seng. Jeg hørte skridt ude på gangene men der var altid nogen derude. Når man siger fængsel, plejer man at tænke på små bitte celler, lavet af grå sten. Men disse var lavet af beton. Væggene var gule. Det kunne lige så godt have været et plejehjem eller et psykiatrisk hospital. Selvom vi alle var volds forbrydere, eller mordere, var sikkerheden slet ikke i top. Sikkerhedsvagterne så os nærmest kun på TVet i et lille rum de sad i. De var meget ligeglade, om nogle døde derinde.Jeg hørte nogle skridt. De lød ikke bekendte, men nærmerede sig min celle. Jeg lukkede bogen og rejste mig op, for at gå ud på den mørke gang. Men med det samme jeg kiggede ud, tog en fat i mig. Jeg blev holdt op ad en mur, og kunne mærke hans krop meget tæt op ad min."Sig én lyd, og du dør."
_____________________________________
Jeg åbnede mine øjne og havde en uudholdelig hovedpine. Jeg kunne mærke slaget Helenas kæreste havde givet mig, og da jeg endelig kunne fokusere, kunne jeg se over halvdelen af festen stirre på mig. Jeg følte at jeg blev rød i hovedet, og prøvede langsomt at rejse mig op. Danny kom ind, og hjalp mig op, og bagefter kom Mia ind på toilettet."Hvad er der sket?" spurgte hun i en meget skinger og overrasket stemme.Helenas kæreste var forsvundet og det var Helena desværre også. De var måske ude i stuen, men jeg havde mine tvivl. "Den grimme skaldede fyr slog min bror ned.""Hvad? Phillip? Helenas kæreste? Hvorfor?""Fordi at idioten troede at Jace knaldede hans glamourøse kæreste."Der var stilhed. Danny var meget ligeglad med hvad andre tænkte."Jeg går en tur," sagde jeg, og smuttede ud igennem menneskemængden. Jeg kom til hoveddøren, og gik under en halv kilometer væk fra lejligheden, hvor jeg fandt en bænk. Jeg satte mig og tændte en cigaret."Må jeg sætte mig?"Jeg kendte stemmen. Helena. Inden jeg kunne svare satte hun sig ned ved siden af mig."Jeg gider ikke undskylde på Phillips vegne," sagde hun, og tog cigaretten ud af min hånd. Da jeg kiggede på hende, sagde hun: "Du kan undvære den."Jeg tændte en ny, og kunne ikke lade være med at smile en lille smule, trods en slemme hovedpine."Der er intet at undskylde for," svarede jeg og tog et hiv. "Hvis min kæreste var på et toilet med en fremmed fyr, havde jeg også slået ham."Hun grinte, og tog et hiv. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Det hele virkede så akavet."Jeg har ikke tilgivet dig Jace.""Det beder jeg dig heller...""Men det vil jeg gøre. På et tidspunkt. Jeg kan bare ikke fatte," hun holdt en lille pause. "Jeg kan ikke fatte at du findes. At du eksisterer! Jeg troede at du ikke fandtes. At du var en eller anden opmærksomhedskrævende tyk tøs, med ingen selvtillid.""Måske er jeg bare god til forklædning."Hun grinte. Hendes grin var så smukt, at jeg ville ønske at jeg i det sekund, var komiker. "Hvorfor fortalte du mig ikke sandheden? Eller bad Danny om det?"Jeg tænkte meget over, hvad jeg skulle svare hende."Fordi..." Pause. "Fordi at jeg ikke ville såre dig yderligere.""Yderligere?""Francesca. Du ved. Selvom du sendte mig det hjerte, vidste jeg at du ikke sendte det, fordi at du var glad for at vi fandt sammen.""Jeg var glad for at i fandt sammen!" sagde hun. "Eller nej, jeg hadede det. Jeg hader hende. Jeg kunne slet ikke se hvorfor du valgte hende. Hun er pæn nok men..."Jeg kunne mærke mine øjne gå i vand. Jeg kunne ikke snakke om Francesca på den måde, eller lade nogen gøre det."Jace? Er du okay?""Francesca er i koma. Har hun været siden... ja, siden du fik at vide at jeg var død.""Hvad? Hvorfor? Hvordan?""Som jeg sagde, jeg sad inde. Lægerne siger, at hun ikke vågner op igen.""Hvordan skete det?!" Hun hævede sin stemme."Jeg gik amok på hende. I et trip."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar