Jeg vidste ikke om jeg skulle være lettet over, at det ikke var seriøst med Patrick. Jeg vidste dog heller ikke hvad jeg skulle skrive til hende. Jeg sad i flere minutter og bare tænkte over, hvad jeg skulle skrive. Skulle jeg være den trøstende ven, som sagde at hun var bedre uden ham. Men jeg vidste, at hun ikke ville blive glad. Jeg vidste, at jeg ikke bare kunne fortælle det, som hendes rigtige venner, ville fortælle hende. Jeg ville være bedre end det, jeg ville være en sand ven. Det var en mærkelig fornemmelse siden hun ikke var i mit rigtige liv, men kun i mit virtuelle liv. Jeg var lidt overrasket over at Helena sagde at han var en nar. Da jeg skrev med ham, havde han fortalt hvor vild han var med hende. At hun ikke var som alle andre piger han kendte. Det var hun heller ikke. Jeg satte mig ved computeren, og hun skrev med det samme, jeg loggede på.
RAVRimadinosaur siger:Har du tid til at skrive med mig? :/J siger:Ja. Hvad sker der? Hvorfor var Patrick en røv?RAVRimadinosaur siger:Det er ikke hvad jeg vil snakke om. Jeg vil ikke snakke om mig, men om dig.J siger:Hvad er der om mig?RAVRimadinosaur siger:Jeg ved ikke noget om dig. Jeg vil lærer dig at kende. Du er så... hemmelighedsfuld. Som om du har en stor byrde.J siger:Ingen byrde. Ingen hemmeligheder.RAVRimadinosaur siger:Er du altid så følelseskold?!J siger:Hold nu op. Hvad går dig på, hvad skete der med ham Patrick?RAVRimadinosaur siger:Hold nu op med at dreje det mod mig igen, det gør du altid!J siger: Fortæl nu hvad der sker? Jeg er slet ikke med.RAVRimadinosaur siger:Jeg tænkte på dig hele tiden. Jeg kunne ikke få dig ud af mit hoved. Du er som fastbrændt i min hjerne, og jeg fatter det ikke, for jeg har aldrig mødt dig, aldrig hørt din stemme. Aldrig følt et kys, et kram. Og stadig drømmer jeg konstant om dig, drømmer om os. Patrick var ikke en nar, jeg var. Jeg kan ikke have en samtale uden at inkluderer dig og det hader jeg mig selv for.
Hvad skulle jeg svare? At jeg havde det på samme måde? Det kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke fortælle hende det, for så ville hun mødes, og min fantasi ville være slut. Hun var den perfekte pige, og det kunne jeg ikke ødelægge. Jeg ville virkelig gerne møde hende, for jeg havde også den perfekte fantasi, om Helena og jeg. Jeg følte at jeg kunne fortælle hende alt, men der var noget der holdt mig tilbage. Jeg var bange for at dele noget med nogen, jeg var bange for at lyde ynkelig.
J siger: Det skal du ikke, Helena. Virkelig. Jeg er en skidt fyr. Jeg holder af dig, så meget man nu kan uden at have mødt hinanden. Men lad være, jeg beder dig, lad være med at falde for mig!
Hun loggede af få sekunder efter at jeg sendte beskeden. Havde jeg skrevet noget forkert? Jeg håbede inderst inde at hun ikke var sur, og at det var bare hendes internet der drillede, men efter en halv time, var hun stadig ikke på. Jeg prøvede at sende en SMS til hende, men hun svarede stadig ikke. Jeg overvejede at ringe, så desperat var jeg efter at snakke med hende, men jeg vidste ikke om jeg turde. Jeg følte mig som en stalker, da jeg fandt hendes adresse på krak. Jeg overvejede virkelig at køre derhen, men det ville virke for mærkeligt. Men jeg havde intet at lave den lørdag aften. Så jeg hoppede ind i bilen. Jeg kørte hen imod Randers og fandt hendes hus. Det var stort og meget moderne, med en stor forhave. Der stod en Mercedes udenfor, og en mand, som nok var hendes far, stod og vaskede den. Han fik dog øje på mig, og kom hen imod mig."Kan jeg hjælpe dig?" spurgte han, da jeg havde rullet mit vindue ned."Bor Helena her?""Ja, skal jeg hente hende."Jeg tænkte. Var det nu, efter så mange måneder, at jeg skulle møde hende? Nej. Det kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke møde hende, ikke når hun var sur på mig."Nej, det er okay. Men sig til hende, at Jace var her.""Jace?""Er skotte."Han nikkede, og gik hen mod hans bil igen, og jeg kørte væk. Men jeg kunne ikke tage hjem, så jeg tog syd på. Jeg havde skrevet med en pige dernede, som jeg ikke havde en perfekt fantasi om. Francesca, hed hun, og havde en lige så fucked fortid som jeg. Hvis hendes ikke var mere fucked, med en død mor og søster, og en alkoholisk far. Jeg havde faktisk skrevet en hel del med hende, men jeg havde kun haft Helena i mine tanker hver gang. Hun var nogle måneder yngre end Helena, men havde et flot ansigt. Jeg havde en eller anden fantasi med kvindelige dukker, der havde et symmetrisk ansigt, og lyst hår. Efter Janine kunne jeg slet ikke se på mørkhårede piger, på samme måde. Jeg spurgte Francesca om jeg måtte komme på besøg, da jeg var i nærheden. Det var en lille hvid løgn, men hun sagde ja. Hun var nok overrasket over at jeg tog derned.
Helena havde ikke skrevet med mig i flere dage, og det bekymrede mig. Jeg blev nede hos Francesca, og snakkede med hende. Men jeg kunne ikke stoppe med at tænke på Helena, tænke på hvordan hun havde det. Jeg følte mig tom indeni, uden hende. Men jeg tog hurtigt hjem igen, og kunne ikke lade være med at tænke på Helena. Jeg overvejede endnu engang at smutte forbi hendes hus, men jeg vidste, at når jeg ankom, kunne jeg alligevel ikke få mig selv til at gå ind. Min telefon bippede. Det var en SMS fra Helena.
Hold dig væk, Jace. Du har været i Randers, foran mit hus! Det er ikke engang det jeg er sur over, men du kom ikke ind, du sagde ikke hej. Du tog ned til Francesca, du... jeg troede vi havde noget! For helvede hvor er du bare en idiot. Jeg ved ikke hvad det er du gør ved mig, men jeg kan ikke lide det. Jeg kan ikke lide den måde, du får mig til at føle mig. Jeg... ved ikke hvad jeg skal skrive, jeg ved det virkelig ikke. Jeg ved ikke hvorfor jeg er sur over at du ikke sagde hej, når du nærmest har stalket mig. Jeg elsker dig. Og jeg hader dig. Jeg elsker dig for fanden.
Skulle jeg tager op til hende? Skulle jeg? Hvordan kendte hun Francesca? Jeg kunne slet ikke tænke klart. Jeg kunne slet ikke fokusere. Mit hoved kørte rundt, mens jeg kørte i min bil. Jeg kunne mærke hvordan mine ben rystede, hvor trangen til kokainen styrede mig. Det hele gik i sort, men først så jeg de skarpe lygte bore i mine øjne, og så lød der et brag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar