Bag facaden - del 30.

Jeg ventede på at Victor faldt i søvn, inden at jeg ville smutte tilbage til Henriks fest. Jeg begyndte lige så stille at tage mit tøj på, mens jeg tog en cigaret fra en pakke der lå på gulvet. Jeg kiggede hurtigt hen imod sengen, hvor Victor sov tungt. Jeg smilede lidt for mig selv, og gik så ud fra værelset, med cigaretten i hånden. Jeg tændte min mobil med det samme jeg var kommet ud af hoveddøren og ventede på at den startede op. Jeg prøvede flere gange at ringe til Henrik, men uden held. Klokken var ved at nærme sig 2 og jeg frygtede at han allerede var gået i seng. Jeg prøvede også at ringe til Denise og Melanie, men ingen af dem tog telefonen. Jeg overvejede flere gange at ringe til Mia, men jeg vidste ikke hvor klogt det var. Men efter at have siddet i vejkanten i næsten en halv time, valgte jeg at læse den besked, hun havde sendt til mig.

Undskyld. Jeg elsker at være sammen med dig, og jeg savner dig virkelig meget.

Jeg savner det vi havde selvom at du har gjort det tydeligt, at der ikke bliver mere.

Jeg bliver bare så fandens jaloux når jeg ser dig sammen med andre piger. Jeg ved

ikke hvorfor, og jeg burde ikke. Jeg vil virkelig gerne snakke med dig om det hele.

Mia.

Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle have det med beskeden. Jeg havde på ingen måde nogen følelser for hende, og var på det sidste blevet meget træt af hende. Men jeg ville heller ikke såre hende dybere, end jeg allerede havde gjort. Jeg var næsten ved at ringe hende op, da Henrik ringede.

"Hvad så? Hvor er du henne?" spurgte han med det samme jeg havde taget den. 

"Ude foran Victors hus, men jeg tænkte på, om du ikke kan hente mig?"

"Hvorfor? Er du okay?"

"Ja, jeg har det fint. Jeg vil bare gerne feste lidt mere."

"Jeg er sgu lidt for fuld til at køre. Men kan du ikke tage en taxa herind?"

"Jeg har ingen kontanter på mig."

"Jeg skal nok gi', bare lige ring til mig når du nærmer dig, så jeg kan komme ned og betale."

Jeg lagde på, og ringede med det samme efter en taxa, som kom meget hurtigt, da der var en vogn i nærheden. Da jeg holdt ude foran Henriks lejlighed, kom han slingrende ud ad døren med et meget stort smil på læberne. Hans øjne var røde. 

"Hvor meget?" spurgte Henrik chaufføren og jeg steg ud af bilen. 

"189."

Henrik gav ham nogle penge og han trak mig hen i gyden inden at vi gik op.

"Hvad skete der?" spurgte han og hans ansigt blev seriøst. "Hvorfor tog du pludselig afsted?"

"Jeg havde det ikke al for godt, og havde egentlig bare brug for at komme væk fra det hele."

"Men... lavede i noget? Dig og Victor?"

Jeg begyndte at grine. "Nej sgu, jeg er ikke bøsse," løj jeg.

Han gav mig et klap på skulderen.

"Stadig brug for at komme lidt væk?" spurgte han og begyndte at smile.

"Hvad mener du?"

"Jeg har fået disse mexicanske svampe fra min dealer, som jeg ikke gider at tage alene. Er du frisk?"

Jeg tænkte ikke særlig længe før jeg svarede. 

"Fuck ja."

Han gav mig et par stykker som jeg hurtigt proppede i munden. De var meget syrlige og smagte af en form for hasselnødder. Det tog mig lang tid at få dem ned, og jeg ventede men følte ikke at der var nogen virkning. 

"Har du en smøg?" spurgte jeg og Henrik tændte en for mig.

"Skal du med op?" spurgte han.

"Jeg bliver lige her et stykke tid," svarede jeg. 

"Kom op når du er klar, vi venter på dig."

I det gik Henrik og jeg satte mig i gyden. Jeg begyndte at kunne se en masse forskellige farver, men det var ikke noget jeg synes var helt vildt. Jeg tog et par hiv af cigaretten og kiggede stadig rundt. Farverne var allerede forsvundet. Jeg var lidt skuffet over virkningen af stoffet og jeg begyndte at få en slem hovedpine. 

Jeg begyndte at tænke tilbage, til hvad der lige var sket. Jeg fik det meget dårligt, og prøvede at tænke positivt. Men jeg kunne ikke få Victors krop ud af mine tanker. Jeg kunne ikke få hans øjne som stirrede på mig, væk fra nethinden. Jeg sad og gemte mit ansigt i mine knæ, og prøvede at få styr på det hele. Tårer gled ned ad mine kinder og jeg kunne kontrollerer mine følelser.

"Det er skræmmende, ikke?" hørte jeg en meget velkendt mandestemme sige, men jeg kunne ikke tyde hvem det var. Men jeg ønskede heller ikke at personen skulle se mig i denne tilstand. 

"Hvilket?" svarede jeg nærmest mumlende og troede ikke at han kunne høre mig.

"Ikke at vide, hvad man reelt tænder på, især hvis man har et rygte at passe på."

Jeg kiggede op, men der var ikke nogen. Men jeg fik hurtigt øje på en skikkelse i hjørnet af gyden, men det var for mørkt til at jeg kunne tyde hvem det var.

"Hvem er du?"

Han trådte frem i lyset. Jeg kunne med det samme genkende ham. Han havde en sort langærmet trøje på og et par stramme blå jeans. Hans sko var slidte og havde ikke den originale sorte farve. Hans hår var samme længde som sidst jeg så ham, men smule mere pjusket. Han var bleg, men hans brune dådyrøjne skinnede i lamperne. Han kom hen imod mig, og jeg pressede mig ind mod væggen af skræk. Jeg turde ikke sige noget og mit hjerte galoperede afsted. Han satte sig ved siden af mig og tændte en cigaret. Han pustede elegant røgen ud og kiggede på mig mens han smilede.

"Hvad så Danny, du ligner en der har set et spøgelse?" sagde han.

"Du eksisterer ikke."

"Nej. Jeg er en illusion som dine sanser opdigter. Det er egentlig rimelig sejt, ikke?"

"Men du er død. Ikke?"

Han begyndte at grine, og jeg huskede hvor meget jeg havde savnet ham.

"Jo."

"Hvorfor?"

"Du er meget indebrændt, er du ikke?"

"Over hvad?"

"Over at jeg begik selvmord. Eller var det fordi at jeg gjorde det, efter at du havde mislykket i det? Er det jalousien der spiller ind, mere end sorgen for at have mistet mig?"

"Nej."

"Er du glad for at leve? Kan du lide livet?"

Jeg kiggede på ham og studerede hans ansigt og krop. Han var præcis som jeg huskede ham. 

"Det ved jeg ikke."

"Men alligevel har du ikke endt dit liv."

"Jeg har noget at leve for..."

"Jaså. Hvad?"

Jeg tænkte mig om. Intet sagde en stemme i mit hoved, men jeg prøvede ikke at lytte til den. 

"Intet?" sagde han og smilet forsvandt.

"Hvorfor begik du selvmord, når dit liv endelig var på plads, efter så meget bøvl?"

"Du har mange spørgsmål."

"Ja."

"Men jeg kan ikke svare på dem."

"Hvorfor ikke?"

Han rejste sig op og jeg gjorde det samme. Vi stod overfor hinanden. Han kiggede op og ned ad mig og jeg kunne se hvor seriøs hans ansigt pludselig blev.

"Du ser jo forfærdelig ud," udbrød han.

"Lad være med at skifte emnet."

"Jeg begik selvmord, fordi at jeg ikke kunne klare livet. Du følte måske at det var faldet på plads for mig, da jeg endelig havde fået Helena, men det var ikke så perfekt som du tror. Jeg havde ar på mig, oplevelser jeg ikke kunne glemme eller snakke om, som åd mig levende."

"Du tror at jeg har det let, eller hvad?"

"Nej. Tværtimod, du har det værre. Meget værre, men vi er ens på mange punkter. Jeg er dog glad for at Mark kender til din hemmelighed nu, så du snart kan fatte at der faktisk er nogen der vil dig det godt."

"Du kendte også til den."

Jace sukkede og kom tæt hen imod mig. Han sendte mig et skævt smil og kiggede mig ind i øjnene.

"Du hørte hvad der skete, men du havde ikke nosserne til at gøre noget ved det."

"Ja, du har fundet min dagbog, kan jeg høre."

"Hvorfor kom du ikke ind?"

"Jeg turde ikke."

Jeg skubbede ham væk og prøvede at gå.

"Du har altid været meget stærkere end mig."

Jeg vendte mig hurtigt om, men blev stående hvor jeg var. Han lænede sig ind imod væggen.

"Jeg føler mig ikke stærk."

"Men det er du."

Jeg sagde ikke noget i lang tid. Jeg havde ikke lyst til at forlade ham, især ikke nu hvor jeg endelig havde ham ved mig. 

"Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor du begik selvmord, gør jeg?"

"Nej."

"Hvordan er det at dø?"

"Man føler at man sover og begynder at blive helt følelsesløs i kroppen. Ens sanser forsvinder langsomt og man ser det lys, som alle snakker om. Men der er ikke nogen til at guide en, man skal selv finde derind. Pludselig bliver det hele bare mørkt."

"Fortryder du at have dræbt dig selv?"

"Nej."

Jeg kunne mærke hvordan tårene gled ned ad mine kinder.

"Hvorfor ikke?"

"Jeg var aldrig velkommen, især ikke derhjemme. Vi var uheld, os to. Jeg var bare den svage tvilling, der ikke overlevede."

"Så du savner ikke nogen hernede?"

Han smilede. "Nej. For i er ikke væk, så kikset som det end kan lyde. Jeg kan se ja, høre ja og følge jer alle sammen."

"Hvis det er så skønt at dø, hvorfor må jeg så ikke?"

"Spørger du om tilladelse til at tage dit eget liv? Hør dig selv! Hvor er den Danny der trodsede sin far, svinede alle til? Ham med det høje selvværd som ingen kunne pille ned!"

Jeg havde ikke noget svar.

"Du ligner lort. Du har ingen glans i øjnene. Du ligner et omvandrende lig, så du kunne ligeså godt være død. Du har tabt dig utrolig meget. Du elskede ellers at træne og imponerer pigerne nede i salen med din krop. Hvad skete der?"

"Du tog dit eget liv."

"Hey! Du var fucked up inden jeg døde. Jeg gider ikke have skylden."

"Du har ødelagt meget hernede, Jace."

"Nej, i har ødelagt det selv."

"Du ved ikke hvor meget skyldfølelse alle har, for din død. Især Helena og mor."

Han begyndte at grine hysterisk.

"Helena? Åh stop, Danny, du dræber mig."

Jeg kiggede skeptisk på ham.

"For tidligt til jokes? Okay så. Helena savner mig ikke, og jeg ved virkelig ikke hvor du har det fra. Hun har Phillip og det har hun altid haft. Jeg var ikke mere end en brik i hendes leg."

"Du var så vanvittig forelsket i hende."

"Det var jeg også i Janine, og se hvor det endte."

Jeg satte mig ned på jorden igen og kunne se en kvindelig skikkelse henne ved døren ind til opgangen, som ledte op til Henriks lejlighed. Jeg kunne ikke se andet, end at hun havde lyst hår og var slank. Jeg kiggede hen på Jace, som sad til venstre for mig med et meget stort smil på læberne. Der var ingen af os der sagde noget, men pigen kom hen imod os.

"Jeg ville ønske at du stadig var her," sagde jeg men der kom intet svar.

"Hvem snakker du med?" sagde pigen og jeg kunne nu se at det var Helena der stod foran mig. Jeg tørrede hurtigt mine øjne og rejste mig op, og så til venstre. Han var væk. 

"Hvad vil du?" sagde jeg koldt.

"Henrik spurgte om jeg ville gå herned, da du havde været her en times tid. Derudover vil Mia også gerne snakke med dig."

"Jeg er rimelig populær i dag, hva?"

Hun rystede på hovedet og gik hen imod døren igen. Jeg fulgte efter. Men inden jeg gik ind, kiggede jeg tilbage. Jace stod der og vinkede.

"Vi ses på et eller andet tidspunkt," råbte han og jeg smilede. Derefter forsvandt han igen.