Bag facaden - del 26.

"En som ikke er mig?" grinte jeg. Jeg kunne ikke tage ordene seriøst og begyndte at smågrine mens Denise kiggede meget seriøst på mig. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige, eller hvordan jeg skulle reagere på hendes afvisning. Det var ikke noget jeg havde prøvet, især ikke hvis jeg egentlig kunne lide pigen. 

Jeg vendte mig om, og begyndte endnu engang at gå ad den lange landevej. Jeg orienterede mig bagud, og så at Denise stadig stod samme sted, som da jeg begyndte at gå. Hun så bekymret ud men jeg kunne ikke se om hun græd eller om hun bare havde meget glansfulde øjne. Men da jeg havde gået i et lille minut begyndte hun endnu engang at løbe op til mig.

"Jeg kan ikke lide at vi efterlader hinanden på denne her måde," sagde hun. Jeg vendte mig om og kiggede på hende. Hun stod meget tæt på mig og tog min hånd. "Kan vi ikke gå tilbage og snakke?"

Jeg nikkede uden at sige noget og vi gik tilbage på hendes værelse, hvor vi satte os ned i hendes seng. Der var ikke nogen der sagde noget de første få minutter, og jeg overvejede igen at gå.

"Jeg ved på ingen måde hvad skal sige," sagde hun. 

"Jeg tror ikke at der er noget at sige."

"Jeg holder af dig, men kun som en ven."

"Det er også helt i orden," sagde jeg og smilede. "Jeg tror at du gør et større nummer ud af det, end det i virkeligheden er."

"Så du har ikke nogen følelser i klemme?"

Jeg grinte en smule. "Nej, det har jeg ikke."

Hun åndede lettet op og tændte en cigaret. 

"Det troede jeg," sagde hun. "For jeg vil ikke miste dig, for jeg har en fornemmelse af, at du er god for mig. Altså, som min ven. Det lød virkelig kikset."

"Jeg ved hvad du mener," svarede jeg. 

Der kom endnu en stilhed. Jeg kiggede lidt rundt og kunne kun høre vores åndedræt og vores hjerter banke. Jeg studerede hendes fyldige læber, og så hvordan hun bed sig selv blidt i underlæben hvorefter hun slikkede sig om munden. Hun tog et hiv af cigaretten og nød røgen trænge ned i hendes lunger hvorefter hun pustede det ud.

"Jeg troede ikke at nogen kunne slå Henrik livløs," sagde jeg, mest for at bryde stilheden. Men da jeg havde sagt det, fik jeg et blik fra Denise og jeg ønskede at jeg kunne trække ordene tilbage.

"Hvad mener du?"

"Han er så stor. Jeg kan på ingen måde se, hvordan nogen kunne slå ham ned."

"Henrik har altid været høj, men aldrig muskuløs, ikke før nu i hvert fald. Men det er jo flere år siden, før nu kendte ham vil jeg vædde med."

"Ja okay," sagde jeg. "Ikke været heldig med fyre?"

Hun smilede. "Ikke det der ligner."

"Du går måske efter de forkerte typer."

"Ikke mere," grinte hun. "Jeg har heldigvis lært at sige fra."

Vi snakkede lidt sammen, men der skete ikke noget. Jeg nød at sidde og lytte til hendes stemme, mens hun fortalte om hendes fortid med drenge. De fyre hun havde været sammen med, lød til at være nogle svin. Alle havde været utro og alle havde været påvirket af stoffer. Jeg vidste ikke hvorfor, jeg syntes at de var svin, da jeg egentlig var præcis den person, hun beskrev i som sine ekskærester. Jeg var sammen med mange, jeg tog stoffer og var til og med også voldelig. Jeg havde ikke kontrol over mine følelser og jeg sårede alle på min vej. Mens hun sad og snakkede om sine ekskærester, gravede jeg mig selv dybere og dybere ind i mig selv. Jeg følte at hun snakkede om mig, trods at jeg aldrig havde fysisk skadet nogen piger, udover Helena den anden dag. 

Men hun fortjente det, hørte jeg en stemme i mit hoved. Jeg blev en smule bange. Min underbevidsthed havde taget over mig og begyndte at snakke til mig. Jeg følte at jeg kiggede forvirret rundt på Denises værelse, men hun kiggede ikke mærkeligt på mig. Jeg gik udenfor, mens hun var på toilettet. Jeg gik et stykke fra deres hus. Det var endnu engang blevet mørkt og jeg kunne ikke se hvor jeg gik. Jeg anede ikke hvor jeg var på vej hen, men jeg ville have stemmerne til at stoppe.

Du er ikke god nok til nogen. 

Jeg slæbte mig selv på knæ hen ad gruset. Jeg kunne ikke se nogen, men stemmerne forsvandt ikke. Jeg kiggede rundt, men der var pludselig ingen lys. Jeg kunne ikke se huset. Himlen var helt sort uden en eneste stjerne, og månen var gemt væk bag skyer. 

Du kan ikke overleve.

"Stop!" skreg jeg. "Hvem er du?"

Du kan ikke overleve denne verden. 

Jeg rejste mig op og kiggede mig over skulderen, og følte at jeg gik i ring. Jeg gik rundt om mig selv men kunne ikke finde ud af hvor stemmen kom fra.

Du er svag. En svækling.

"Stop!" skreg jeg igen. "Jeg er ikke svag."

Jeg satte mig ned på mine knæ og lukkede mine øjne. Stemmen forsvandt og da jeg åbnede mine øjne igen, kunne jeg se huset. Denise var fulgt efter mig, men stod i døren. Hun viftede med armene og jeg kunne se hendes mund bevæge sig, men jeg kunne intet høre. Jeg drejede mit hoved en smule og jeg så forlygterne fra en bil få meter fra mig. Inden alt gik sort kom alle lydene frem. Denise der skreg at jeg skulle passe på og hornet fra bilen. Men alt forsvandt. Det hele blev sort.