Michael blev fundet to dage efter, om mandagen, da han mødte op i skolen. Den knægt havde ikke en særlig funktionel hjerne. Ingen vidste hvad der skete med ham derefter, men ingen så ham i hans klasse igen. Jeg prøvede bevidst at glemme alt hvad Danny havde fortalt mig, men det var som om, at det var en umulig opgave, at give mig selv. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro. Jeg havde dog ikke snakket med min far i flere uger. Når jeg så ham, følte jeg denne vrede, der blussede op indeni mig. Jeg knyttede altid mine næver, men gik med det samme ind på mit værelse. Hver nat, siden Janine var kommet hjem fra hospitalet, havde hun sneget sig ind på mit værelse, igennem vinduet. Vi hyggede os hver nat, enten med at putte, se en film eller have sex. Nok mest det sidste. Derudover røg vi også, og somme tider, sniffede vi kokain. Det var mest for at glemme virkeligheden. Jeg var på den syvende himmel, hver evig eneste nat. Hele dagen glædede jeg mig bare, til at komme hjem, og natten skulle falde.Vi havde været sammen i 4 mdr., og jeg havde det helt store planlagt den nat. Jeg havde købt blomster, chokolade og en lille sød bamse. Men hun kom ikke. Først troede jeg bare at hun var forsinket, men hun kom slet ikke. Jeg prøvede at skrive og ringe til hendes mobiltelefon, men der var ingen der tog den eller skrev tilbage. Mit hjerte hamrede mere end nogensinde. Jeg blev vildt bekymret, og kunne ikke snakke med nogen. Alle sov. Jeg faldt i søvn, mens jeg ventede. Jeg vidste ikke om jeg skulle være skuffet eller bekymret. Jeg håbede dog at hun kom i skole dagen efter, men hun var ikke til at se. Mit hjerte sad nærmest oppe i halsen. Jeg turde ikke tage hen til hende, da hendes forældre troede at hun var Guds barn. De kendte ikke til hendes piercinger eller tatoveringer, og for alt de vidste, var deres datter stadig jomfru. Derfor tog Janine aldrig nogen med hjem, især fordi at hun havde de mest kristne forældre der var i hele Århus. Jeg prøvede at finde ud af, hvad der foregik, men det var umuligt. Jeg var næsten ved at tage hen til hendes forældres hus, men jeg kunne ikke. Det gjorde ondt, så jeg tog med Danny hen til Søren efter skole. Det havde vi egentlig gjort ofte, men Janine plejede at være med. Jeg kunne ikke klare det. Jeg vidste ikke om jeg havde gjort noget forkert, eller om hun lige pludselig bare ikke gad mig mere. Mens jeg sad ved Søren, røg og sniffede, løb mine tanker løs. Da stofferne tog virkningerne, glemte jeg det hele, og jeg smilede helt uden grund. Jeg elskede at være hos Søren, hvor der blev drukket øl og spillet kortspil. Jeg nød denne tid sammen med min bror, selvom at vi ikke var os selv imens. Jeg nød tiden væk fra virkeligheden, og væk fra vores forældre. Mark havde også været en idiot lige siden vores forældre fandt ud af hans affære med en ældre kvinde, der oven i købet var gift. Det var første gang jeg nogensinde havde set min far være sur på Mark i over en uge. "Hvor er Janine?" spurgte Søren. Spørgsmålet gjorde ondt helt ind i maven, for jeg kendte jo ikke svaret, selvom at jeg ønskede det mere end nogensinde. Jeg rystede bare på hovedet, og sniffede endnu en bane. Hun blev ikke nævnt igen.
Jeg hørte ikke fra Janine, og skoleåret var snart slut. Jeg havde ikke set hende i flere måneder, og alle havde spurgt mig i starten, om jeg vidste noget. Det gjorde ondt. Jeg var mere og mere hos Søren, også selvom at Danny ikke var der. Vi snakkede aldrig om Janine mere, da han vidste hvor ondt det gjorde. Jeg vågnede ofte om natten, grædende, og ude af stand til at tage mig sammen til at stoppe. Jeg var endt ude i et misbrug, jeg slet ikke kunne kontrollere mere. Jeg kunne ikke engang huske, hvornår jeg sidst havde brugt mine penge på andet end transport, smøger eller stoffer. Min mor troede at jeg havde fundet en anden kæreste, siden jeg var væk så meget. Det var også det jeg havde fortalt hende. Hvordan skulle jeg ellers forklare, hvad jeg lavede efter skole, hver evig eneste dag, og hvorfor jeg var væk i weekenderne? Danny var ved at blive bekymret. Agnete vidste dog ikke hvad det var der skete med mig, hvorfor jeg havde poser under øjnene. Det blev værre med tiden. Jeg vågnede skrigende, som om jeg havde fysiske smerter, og min mor kom for første gang ind på mit værelse, og så mig græde. Hun sagde ingenting, men holdt bare om mig, fortalte at det hele nok skulle gå. Men det var tomme ord i mine ører. Jeg troede ikke på hende, hvordan kunne jeg tro på nogen? De vidste ikke hvordan det var. Ikke engang Danny. Min mor sad med mig resten af natten. Vi snakkede ikke, vi sad bare. Der var ingenting at sige, for min smerte kunne ikke beskrives med ord. Jeg rystede, men jeg frøs ikke. Først efter flere timer, og da solen var på vej op, sagde min mor noget. "Der er ikke en ny pige, er der?"Jeg rystede på hovedet. Jeg kunne ikke snakke om det. Selv efter flere måneder, gjorde det ondt. Jeg var opsat på, aldrig at blive forelsket igen. Aldrig nogensinde at falde for en pige igen. Min mor gik ud. Jeg begyndte at gøre mig klar til skole, men min mor kiggede underligt på mig."Du har læseferie," sagde hun. "Gå nu i seng igen og se om du kan få noget søvn."Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere. Tiden var forsvundet. Eksamener. Jeg var slet ikke klar, jeg tænkte på ikke klart. Jeg vidste ikke engang hvad dag det var.Ugerne gik, og intet nyt skete, udover at Danny og jeg afsluttede folkeskolen. Endelig var der sommerferie. Ikke fordi at det ville blive let. Jeg tænkte ikke på andre end Janine, og kunne slet ikke fokusere. Det var et held, at jeg fik nogenlunde karakterer.
Vi var henne hos Søren i starten af august, lige før vi skulle starte på gymnasiet. Selvom at jeg ikke følte mig klar til det, var det hvad jeg skulle gøre, for at min mor ville holde kæft om, at jeg aldrig ville få en ordentlig uddannelse eller job. Vi sad endnu engang bare og snakkede, sniffede, røg og spillede kortspil. Intet havde ændret sig der. Lige pludselig fik jeg en SMS. Det var fra et ukendt nummer. Mit hjerte stoppede mens jeg læste:Vær' ikke sur. Jeg kan forklare det hele. Mød mig på Horsens sygehus, spørg efter mig.Janine.
Jeg viste Danny beskeden, og min telefon gik derefter på runde. Jeg sad helt mundlam. Jeg havde ikke engang lyst til en cigaret. Der var gået 8 mdr. siden jeg sidst havde set hende, og nu skrev hun til mig. Hvordan kunne hun forklare hvad der var sket, og hvorfor var hun i Horsens? Spørgsmålene snurrede rundt indeni, men jeg vidste at jeg blev nødt til at tage til Horsens. Hvis jeg nogensinde skulle få svar på de spørgsmål, jeg havde rendt rundt med indeni mit hoved i 8 mdr. så skulle jeg tage til Horsens.Sørens ven kørte mig derhen, med Danny og Søren på bagsædet. Vi snakkede om hvorfor det var, at hun ikke havde kontaktet mig før nu. Der var dog ingen, der kunne komme med en god grund. Jeg var rasende indeni, men alligevel var jeg ikke sur på hende. Kærlighed gør jo blind. Da vi ankom til sygehuset, spurgte jeg efter hende. En sygeplejerske ledte mig hen til et værelse, og åbnede døren. Der lå hun, stadig så smuk som jeg huskede hende. Jeg kunne ikke sige noget. Mine øjne blev store, og jeg var mere mundlam end nogensinde før. Bare ved det kig, inde i det værelse, blev de fleste af mine spørgsmål besvaret. Der var en læge derinde, som holdt en lille nyfødt baby. Men det var ikke det eneste, for i Janines arme, lå der en anden. Mine ben skælvede. Jeg håbede inderligt at dette bare var en ond drøm. Det var surrealistisk, at jeg slet ikke kunne forholde mig til det. Da jeg var faldet lidt til ro, begyndte Janine at forklare.
"Jeg vidste at jeg var gravid, med det samme min menstruation udeblev. Jeg overvejede en abort, men siden at man skal bruge forældres underskrift når man er under 18, kunne jeg ikke. Jeg vidste virkelig ikke hvordan jeg skulle fortælle mine forældre det. De ville tvinge mig til at få en abort, og jeg ville aldrig få et normalt liv igen. Jeg ville aldrig måtte forlade huset uden en ved min side. Men de fandt ud af det, da min vandrejournal fra lægen ankom med posten. De ville have mig et sted hen, hvor kristne piger var, der havde haft sex. Jeg var bange, vidste ikke hvad jeg skulle gøre. De havde taget min mobil, min computer. Jeg turde ikke tage hen til dig, for jeg vidste at der ville de lede. Så jeg tog hen til en ven her i Horsens, hvor jeg har boet siden. Han frarådede mig til at kontakte dig. Hvorfor, ved jeg ikke. Men efter jeg havde født, vidste jeg, at jeg blev nødt til det. Jeg kunne ikke leve uden dig. Jeg kunne ikke."Hun holdt en pause. "Jeg er ked af det. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg vidste ikke hvordan du ville reagere."Det vidste jeg heller ikke. Jeg reagerede ikke. Jeg sad og tænkte ikke.
Da jeg fortalte mine forældre det, flippede de nærmest ud. Men efter lidt tid, var de rolige, og Janine og de to små babyer, som var to piger, flyttede ind. Det var hårdt. Især fordi at som månederne gik, var det mig der stod med dem. Det var mig der stod med det hele, mens jeg skulle passe min skolegang. Janine endte det samme sted, som hun var inden jeg mødte hende. Det var op til flere gange tæt på, at børnene blev taget fra os. Forholdet mellem Janine og jeg, var ikke særlig godt. Jeg vidste at hun knaldede udenom, men kokainen fik mig til at tænke på noget helt andet. Men hun blev gravid igen. Jeg vidste at det barn ikke var mit, men jeg kunne ikke efterlade det, som hun havde efterladt hendes to døtre. Jeg håbede inderligt at hun fik en spontan abort, men en lille dreng blev født. Jeg ville ikke have en DNA test, om jeg var faren, selvom at min mor opfordrede mig til det. Jeg var et al for godt menneske.Janine røg ind og ud fra misbrugscentre og fængsel. Hun så ikke sine børn vokse op. Min mor havde sagt sit job op, for at passe dem. Jeg kunne endnu engang ikke klare den virkelighed, som mit liv havde endt i. Jeg kunne ikke klare at tænke på det. ______________________________________
Som jeg sad der i klasselokalet og tænkte tilbage på mit liv, fortrød jeg egentlig ikke, at jeg havde taget de børn til mig. Mine to døtre, der næste år skulle starte i skole, var blevet så store. Selvom at min mor havde adopteret dem alle, var de stadig mine. Jeg vidste at jeg ikke havde været den bedste far, men jeg havde i det mindste været der, i modsætning til Janine, som nu endnu engang sad inde. Jeg troede at hun var den eneste ene, men kærlighed gør blind. Det vidste jeg i hvert fald nu. Siden jeg havde mødt Janine, havde mit liv ændret sig. Jeg havde været naiv, og troet at hele mit liv havde været en dans på roser. Det havde det også, men i stedet for duften af de smukke blade, havde mine bare tæer, trådt på tornene og groet så langt ind, at de aldrig ville kunne blive fjernet igen. Arene på mine ben og håndled, gjorde ondt at se på, men de mindede mig om den kamp jeg havde kæmpet siden jeg var 15. Jeg havde ikke snakket med Janine i næsten 2 år. Børnene spurgte aldrig efter hende, da de var vokset op uden hende. Det havde været hårdt, men det havde været det hele værd. Jeg ville altid være evig taknemmelig over min mor.
Jeg pakkede mine ting sammen, og gik hurtigt ud af klasselokalet, med Danny i hælene. Han stoppede mig dog. "Hvad laver du? Du skal ikke lade din chance gå forbi dig endnu engang. Du har løjet, du har taget nogle forkerte valg, men er det ikke på tide at tage konsekvensen for dine stupide handlinger nu?"Han havde ret, men jeg vidste ikke om jeg kunne gå derind, og se hende i øjnene. Jeg vidste ikke om jeg kunne klare at fortælle hende den barske sandhed. Men Danny havde ret, jeg skulle ikke være en kylling. Så jeg gik derind igen, og satte mig ned, i håb om, at hun ikke så mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar