"Hvad håber du på?" spurgte Glenn men jeg sad i min egen lille verden. Hans ord var utydelig og jeg kunne ikke fokusere på andet end hvad min far lavede. Jeg ønskede at han fik en så høj straf, at smilet fra hans læber forsvandt langsomt og hans øjne ville se tomme ud. Han skulle mærke smerten. Men ligemeget hvad dommeren ville sige, ville der aldrig være nogen retfærdighed. Han havde taget mit liv, og han fik kun taget et par år fra sit.
Dommeren begyndte at snakke om anklagerene, men jeg lyttede ikke. Jeg hørte ikke hvad han var skyldig eller uskyldig i. Jeg stirrede bare på hans smil som endnu ikke var forsvundet. Jeg var så bange for at han ikke fik en ordentlig straf, eller værre endnu - at han slet ikke fik en straf.
"Bryan Jules Peterson, jeg dømmer dig hermed med 2 års ubetinget fængsel og en bøde på 50.000 kr."
Hans smil forsvandt ikke. Hans advokat fik et kram. Glenn gav mig et klap på ryggen. Salen begyndte at blive tom, mens menneskene begyndte at gå hjem, men jeg blev siddende. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre eller hvor jeg skulle tage hen. Jeg vidste ikke om jeg havde vundet eller tabt. Jeg følte mig som en taber, og en stor en af slagsen. Havde al den smerte, som jeg havde været igennem i flere år, gjort så min far kun fik taget 2 år af sit kostbare liv? Jeg kunne ikke tro det. Jeg ønskede ikke at se nogen i øjnene. Jeg følte mig snydt.
Jeg ventede i et godt stykke tid, før jeg gik ud fra salen. Denise stod og ventede, men jeg kiggede ikke på hende. Jeg gik forbi hende, som var hun luft. Jeg gik videre, uden at stoppe. Der var en masse der ville interviewe min far, og det fik de lov til. Han stod med et smil, og den ene hånd på sin advokats røv. Jeg kiggede ned i jorden, og prøvede at gå væk fra mængden. Jeg vidste ikke hvor jeg ville ende, og inderst inde var jeg også ligeglad. Jeg fortrød at have meldt ham. Jeg fortrød at have ødelagt mit liv endnu mere, end det allerede var. Ingen stoppede mig, og det var jeg taknemlig for.
Jeg gik længe og endte nede i Århus midtby. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle tage hen, så jeg ringede til den eneste person, som kunne få mig til at have det bedre med mig selv.
"Hey," sagde jeg.
"Hey. Hvorfor ringer du?"
"Er du i Århus?"
"Ja, hvad da?"
"Kan vi ses?"
"Øh, det kan vi vel godt. Ved du hvor jeg bor?"
"Nej, men regner jeg med, at du fortæller mig."
Jeg fik adressen og ringede efter en taxa, som hentede mig meget kort tid efter. Jeg blev sat ude foran et kollegium, det samme som Søren havde boet i for nogle år tilbage. Jeg ledte efter nummer 23, som lå helt nede bagerst. Jeg ringede på, og døren blev åbnet. Jeg gik ind ad den første dør, og så op ad trapperne. Der lugtede af sved og hash på gangene. Da jeg var kommet op på 1. sal, gik jeg ned ad den lange gang, hvor der var en ny dør hver tredje meter. Helt henne ad gangen, stod hun med en stor joint i den ene hånd og en helt nyåbnet øl. Hun tog en slurk af øllen, og kiggede på mig, studerede hvert skridt jeg tog.
"Du ligner lort," grinte hun.
Hun havde stadig de sorte render under øjnene. Hun havde ikke andet end trusser og en sort, stropløs top på. Hendes makeup var tværet ud omkring hendes øjne, og hun havde farvet sit hår helt sort og havde klippet sig karse i siderne. Hendes hår hang, fedtet som altid, ned ad hendes æggeformede hoved.
"Tak og i lige måde," sagde jeg. Jeg nåede hen til hende og fik et varmt kram.
Vi gik ind i hendes lejlighed. Der var ikke andet end en stor sovesofa som var fyld med dyner og puder. Foran det var et sofabord, hvor der lå en masse små poser, kreditkort, sølvpapir og slik. Overfor sengen, på den anden side af væggen, hang et stort fladskærms fjernsyn. Der flød tallerkener rundt omkring i hele lejligheden, nogle tomme mens andre stadig havde madrester på. Køkkenet var fuld af opvask. Da vi kom længere ind, så jeg et bur med to rotter i, som begge puttede sig op ad hinanden i høet. Vi satte os på sengen og jeg tændte en af mine cigaretter, og opdagede at jeg ikke havde særlig mange tilbage.
"Sig mig, hvad laver du her?" hendes ansigt var seriøst.
"Jeg havde brug for et gemmested."
"Hvad med hos din nye kæreste, der har du da gemt dig de sidste mange måneder," sagde hun, og inden at jeg kunne åbne munden, fortsatte hun. "Folk snakker. Jeg ved også det med din far, retssalen og din nye kost. Jeg skal da vide hvad faren til mit ene barn er op til."
"Stop nu Janine," sagde jeg.
"Kun hvis du fortæller hvad fanden du laver her!"
"Jeg havde brug for et sted, hvor jeg kunne kom væk fra mine egne tanker."
"Ah, gamle Danny har ikke forladt os endnu," grinte hun. Hun hentede et nogenlunde rent glas fra et af skabene i køkkenet og tog en lunken colaflaske frem. Hun hældte et halvt glas op og fandt så en helt ny vodkaflaske frem og hældt noget ned i colaen, så glasset var helt fyld. Hun tog nogle få sip af det, og gav mig det så.
"Tørstig?"
Jeg tog glasset og tømte det meget hurtigt.
"Hvordan har du det med, at han kun fik to år?" spurgte hun pludseligt, og inden at jeg kunne spørge hvor hun vidste det fra, sagde hun: "Nyhederne."
"Jeg aner det ikke."
"Jeg har altid vidst at der var noget mellem dig og din far, men jeg havde aldrig troet..."
"Jeg vil helst ikke snakke om det, hvis det er okay."
"Ja, selvfølgelig. Hvad har du så lyst til?"
"Hvad har du?"
Hun smilede. "LSD, svampe, kokain, speed, heroin og selvfølgelig, hash, skunk og pot."
"Er du begyndt at deale?"
"En smule. Arbejder lidt for Henrik, fordi at han har meget travlt med hende jomfruen."
"Melanie."
"Ja, nemlig."
"Hvad har du lyst til?"
"Bare kokain."
"Kedelig som altid, hva?"
"Ja, du kender mig."
Hun lagde et par baner op på bordet. Jeg tog en, så to. Jeg lagde mig ned i hendes seng, og trak vejret dybt, helt ned i maven. Jeg prøvede at lade som om, at dette var mig, to år siden. At sidde i Janines klamme lejlighed med alt for mange stoffer i kroppen, en smøg i hånden og alkohol i glassene.
Janine tændte fjernsynet om på en kanal om overvægtige amerikanere, og lagde sig ovenpå mig. Hun hvilede hendes hoved på mit bryst og kørte sin ene pegefinger rundt omkring på min overkrop.
"Du har tabt dig," sagde hun. "Jeg kan tydeligt mærke dine ribben."
"Din røv er blevet større," sagde jeg og grinede.
Hun sendte mig et smil. "Tror du at livet er for alle?"
"Hvad mener du?"
"Det jeg sagde."
"Jeg ved det ikke."
"Du har aldrig været særlig snakkesalig, har du?"
"Nej."
"Der kunne jeg bedre lide Jace. Ham kunne man snakke med. Om følelser, problemer og tanker. Dig. Du har altid været alt om sex, lyst og stoffer."
"Fedt."
"Føler du nogengange, bare lidt, at du mistede din bedre halvdel da Jace døde?"
"Det føler jeg hele tiden."
"Samme her."
"Hvad mener du?"
"Jace betød sgu også noget for mig."
"Og alligevel fuckede du rundt med ham, som var han affald."
"Ja," sagde hun og smilede en smule. "Der er vi lidt ens, hva?"
"Desværre."
"Ikke desværre."
"Det er da ikke fedt, at gøre mennesker ondt."
"De er selv udenom det. At falde for nogen som os."
Jeg havde ikke noget at sige. Jeg lukkede mine øjne, og inden jeg vidste det, faldt jeg i søvn. Jeg drømte ikke. Jeg var helt væk.
Da jeg vågnede var der mørkt udenfor. Janine sad og var ved at riste en cigaret til hendes joint, og drak endnu et glas med cola og vodka. Jeg vidste ikke om jeg skulle sige noget eller gøre noget, men jeg kunne mærke hvordan mit hoved gjorde ondt. Jeg havde det ikke bedre, som jeg plejede at gøre i Janines selskab.
"Godmorgen," sagde hun uden at kigge hen imod mig. Hendes stemme lød skuffet.
"Noget galt?" spurgte jeg.
"Jeg troede at det ville være som i gamle dage, men du har åbenbart ændret dig."
"Som i gamle dage? Troede du at jeg kom herhen for at have sex med dig?"
"Noget i den dur."
"Jeg har en kæreste."
Hun begyndte at grine hysterisk, og så hurtigt som hun startede, stoppede hun igen. "Kæreste? Du kan ikke være forelsket pga du har fucket dit system op med stoffer."
"Så derfor kan jeg ikke have en kæreste?"
"Hvis hun er så vigtig, hvorfor er du så ikke sammen med hende nu, i stedet for mig?"
Jeg rejste mig hurtigt op, og stormede ud af hendes lejlighed. Jeg gik hurtigt ned ad gangen. Hun råbte efter mig, men jeg kunne ikke høre hvad. Jeg vidste ikke om jeg var på vej hen til Denise, men jeg vidste at jeg ikke skulle se Janine igen. Jeg kom ud fra kollegiet og tjekkede først min mobil da jeg var igang med at skyde genvej igennem en lumsk gade.
Jeg så at Denise havde ringet op til flere gange, og valgte at ringe hende tilbage.
"Du har haft ringet?" sagde jeg og kunne høre at hun var oprevet.
"Hvor fanden er du?"
"Tilst, hvad da?"
"Din far er stukket af. Politiet aner ikke hvor han er henne. Kom tilbage, sig hvor du er, så vi kan hente dig."
"Jeg er på vej ned i byen. Tag det roligt, han aner sgu ikke hvor jeg er henne."
Jeg lagde på, og slukkede min telefon. Jeg var ikke bange, for jeg opfangede ikke hvad det var hun sagde. Skoven var mørk, men jeg kunne se lys og jeg gik hen imod det. For enden af skoven holdt en masse biler, men de fleste så forladte ud. Jeg prøvede at finde et busstopsted men kunne ikke se det, som plejede at være der. Jeg gik længere ned ad gaden, men den så meget tom ud. I et stykke tid troede jeg, at jeg var faret vild. Pludselig hørte jeg nogle skridt bag mig, som fik mig til at gå en smule hurtigere. Jeg vidste ikke om jeg skulle være bange, men da jeg så at en mand som var ude at løbe en aftentur, løb forbi mig, satte jeg farten ned. Men inden at jeg kunne se bag mig, om der var nogen, mærkede jeg et slag på mit baghoved, som fik mig til at falde. Jeg ramte asfalten med mit hoved, men nåede at tage af med mine hænder. Jeg blev vendt om, men alt var tåget og utydelig. Jeg begyndte at have den værste hovedpine, jeg nogensinde havde oplevet, og jeg kunne mærke at jeg blev løftet fra jorden. Jeg blev løftet hen imod en varevogn, og dørene blev åbnet. Jeg blev smidt ind i vognen som et dyr, og dørene blev lukket. Jeg prøvede at få det hele til at hænge sammen, og da jeg var ved at komme til mig selv igen, ledte jeg efter min telefon, men den var blevet taget ud af min lomme. Bilen kørte, og det hele hoppede rundt. Jeg prøvede at sparke døren op, men det var så godt som umuligt. Vi kørte i omkring en halv time, og mit hjerte begyndte at banke hurtigt, da bilen blev stoppet. Jeg kunne høre de velkendte trin ude foran bilen, og døren blev åbnet. Jeg satte mig helt forrest af rummet, men han hev fat i mit ben og hev mig ud. Han slæbte mig i benene hen ad en grusvej. Jeg havde ingen anelse hvor vi var, men pludselig kunne jeg kende det. Det var den skov, hvor jeg aller første gang havde fået tæsk af ham. Jeg prøvede at komme væk, ved at sparke og flå, men han var for stærk.
Han gik ind i skoven, stadig holdt mine ankler og slæbte mig hen ad jorden. Jeg kunne mærke at jeg ramte sten og grene, og prøvede at holde smerten inden i mig. Jeg råbte efter hjælp og kunne se et smil vise sig på sine læber.
"Ingen kan høre dig, Danny."
Hans stemme var hæs.
"Hvad er det du vil?"
Han svarede ikke.
"Vil du straffe mig, for at melde dig?"
Han svarede ikke.
"Synes du ikke at du har straffet mig nok?!"
Jeg råbte nu.
"Du skulle aldrig have været til," sagde han. Hans stemme var stadig hæs, men den var helt rolig. Han gav slip på mine fødder som faldt ned på jorden. Jeg prøvede at kravle væk, selvom at jeg vidste at der ikke var nogen nytte. Han hev mig endnu engang i fødder, og jeg kunne mærke ham bore sine knæ ned i min ryg. Jeg skreg af smerte, mens han bandt mine håndled bag min ryg, med et reb. Han strammede det så hårdt, at jeg blev nødt til at bide mig selv i læben, for ikke at skrige. Jeg kunne smage blod. Han hev mig op i armene, og skubbede mig hen imod et træ.
Han hev en stor kødkniv frem, og jeg kunne se den skinne i månelyset. Han gik hen imod mig, satte sig på knæ foran mig, mens han kørte knivens sider op og ned ad mine arme. Jeg trak vejret hurtigt, prøvede at lukke øjnene.
"Hvorfor mig?" græd jeg. Tårene løb ned at mine kinder. Jeg ville og kunne ikke holde mine følelser inde mere. "Hvorfor skulle det hele gå ud over mig?"
"Fordi at du var den sværeste at knække."
"Du knækkede mig, okay? Var det hvad du ville?"
"Nej."
"Hvad så?!"
"Du knækkede ikke. Jace gjorde."
"Er du syg i hovedet eller hvad?"
"Du tror at jeg kun gjorde dette for lysten eller hvad? Jo da, din mor og mit sexliv har aldrig været det vilde, og du ville jo så gerne eksperimentere. Eksperimentere det ukendelige, ikke?"
Jeg svarede ham ikke. Jeg prøvede at bevæge mine hænder, for at få dem fri, men rebet fra meget stramt.
"Jeg vil ikke høre det," græd jeg.
"Du kan ikke klare sandheden, og det har du aldrig kunne."
"Du kommer til at fortryde det."
"Du føler at jeg har ødelagt dit liv, ikke?"
"Det har du!"
"Det er du Danny. Du har ødelagt dit eget liv."
Jeg prøvede at koncentrere mig om at trække vejret langsomt og helt ned i maven, men kniven der rørte min hud gjorde det ikke lettere. Det begyndte at dryppe ned med en smule regn, men vi blev ikke meget våde, da træerne skyggede for dråberne.
"Vil du dræbe mig?" spurgte jeg.
Han tog knivens skarpe side og pressede den imod min overarm. Den gik ind, og det sveg. Jeg bed mig i læben, lukkede øjnene og holdt vejret, og da han hev den ud af min hud igen, trak jeg vejret igen. Men han stoppede ikke. Han begyndte at skære videre i min overarm, og jeg kunne ikke gøre andet, end bare at sidde og mærke kniven gennembore min hud. Han stoppede, og kom tættere på mig.
"Kig på mig," sagde han.
Jeg åbnede mine øjne og han var lige foran mig. Han gav mig et kys på munden, og smilede. Jeg kunne smage vodka og hans ånde lugtede af hash. Han gik. Han forsvandt i mørket og jeg prøvede at komme fri. Jeg gned mine hænder op og ned, og kunne mærke hvordan rebet blev en smule løsere. Kniven lå i jorden og jeg smed mig ned for at komme hen til den. Jeg rullede mig rundt, og kunne nu mærke dens skarpe side ved min ene hånd. Jeg skar mig, men jeg var ligeglad. Det eneste jeg kunne tænke på, var at komme væk. Jeg havde nu kniven i min hånd, og prøvede at få den skarpe side op mod rebet. Jeg havde set det en del på TV, men havde aldrig troet at jeg ville ende sådan. Jeg kunne mærke at jeg skar i rebet og brugte alle mine kræfter.
"Yes," sagde jeg da jeg kunne mærke at jeg havde skåret igennem efter et stykke tid. Jeg fik rebet væk fra mine håndled som var meget ømme, og rejste mig hurtigt op, mens jeg stadig holdt kniven i min hånd. Men som jeg skulle til at løbe væk, kom min far løbende hen imod mig. Han havde en spade i håneden, og slog mig hårdt i ryggen med den, så jeg faldt ned i jorden, men havde stadig kniven i min hånd. Jeg kravlede frem, og han hev mig op. Jeg trak vejret hurtigt, og kunne lugte at han lige havde røget en cigaret og drukket whisky.
"Tør du?" sagde han, og kiggede ned på kniven. Han smed spaden var sig, og tog fat om min hals. Han klemte til, men ikke nok til at kvæle mig.
"Du tør ikke," sagde han og grinede. "Du har altid været lidt af en svans."
Han smed mig ind i træet og jeg turde ikke at rejse mig op. Kniven havde boret sig ind i mit lår, og han kom hen imod mig og hev mig op.
"Ikke så modig nu, hva?" sagde han.
"Hvis du vil dræbe mig, så gør det," sagde jeg stille.
"Vil du gerne dø?"
Jeg tog mine hænder ned mod kniven og tog fat om skaftet. Han slap mig så jeg faldt ned, endnu engang, i jorden. Jeg hev kniven ud af mit lår med at skrig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, selvom at det var oplagt. Jeg tænkte, selvom at der ikke var tid til det. Ville jeg leve eller ville jeg dø? Jeg havde ikke andre muligheder. Skulle jeg bare ende det hele, knække sammen som min far ønskede. Lade min mor miste de sønner, som aldrig skulle have været til. Jeg græd lydløst mens jeg tænkte og studerede kniven. Jeg rejste mig op. Min far stod, så høj og stor han var. Han havde samlet spaden op, og var begyndt at grave. Havde han virkelig tænkt sig at begrave mig i en skov? Jeg smilede lidt af tanken.
Han slog mig flere gange med spaden, men jeg sagde ikke en lyd. Jeg lå nu ned, endnu engang i jorden, uden at bevæge mig mens han slog løs på hele min krop. Pludselig stoppede han. Jeg trak vejret dybt, prøvede at få modet til mig. Jeg lå på maven, og havde lukket mine øjne. Jeg kunne høre og mærke at han begyndte at læne sig hen imod mig. Kniven var stadig i min hånd, og da jeg kunne mærke hans hånd på mit lår vendte jeg mig om. Jeg brugte al min kraft, på at stikke kniven så langt ind i hans bryst som muligt. Min far faldt tilbage, men jeg var ikke færdig.
"Jeg er ikke den svage dreng, som du tror. Du knækker mig aldrig," sagde jeg og hev kniven ud, for at stikke den ind igen, et andet sted. Min far skreg af smerte, og jeg tabte kniven. Han holdt sig for de åbne sår, og vred sig i smerte. Jeg kravlede væk, og satte mig ned. Mine hænder var fyldt med blod. Jeg så på ham mens blodet løb ud af hans krop, og da han lå helt livløs, gik jeg hen imod ham. Jeg prøvede at finde en puls på hans hals og håndled, lyttede derefter som han trak vejret. Men han var væk. Jeg prøvede at tørre hans blod af, i hans bukser og trøje, hvorefter jeg rejste mig op og prøvede at gå, men jeg faldt ved et træ. Jeg kunne nu mærke al den smerte han havde forårsaget med spaden, og jeg hvilede mig ved et træ.
Det var slut.
Han skulle aldrig røre mig igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar