Jeg kunne dufte græsset og mærke solens varme på min krop. Jeg begyndte at gå, og mærkede hvordan de små sandkorn borede op i mine bare fødder. Jeg kunne høre havet, og jo længere jeg gik, jo mere kunne jeg mærke en lille vind. Jeg var på stranden, med mine børn, hvis latter jeg kunne høre bag mig. Ordene far og leg indgik ofte i deres sætninger, og jeg kunne mærke et smil brede sig på mine læber. Der var glæde i mit hjerte, en indre ro jeg ikke kunne forklare. Jeg legede med mine tanker. Jeg kunne ikke mærke nogen fysiske eller psykiske smerter. Det eneste jeg kunne føle var glæde. Ingen sorg, som jeg plejede, kun glæde. Jeg tænkte på mine børn, hvis forældremyndighed jeg havde fået tilbage. Der var ingen nye ar på mine håndled, fra frustrationer og smerte. Jeg gik ned til vandet, og dykkede under. Jeg lukkede mine øjne, og kunne se Helenas yndefulde ansigt. Hendes babyblå øjne, der var helt symmetriske med hendes mørkeblonde øjenbryn. Hendes smalle næse, og fyldige læber, der var lige til at kysse. Hendes tynde figur, som jeg ikke kunne slippe, og hendes perfekte røv, som lige var en håndfuld. Hun var perfekt, hele hendes person, hele hende, var perfekt. Der var fejl, men i mine øjne, var hun perfektion. Hun var hende fra drømmene, hvor jeg var aller mest glad. Jeg kom op ad vandet, og gled mine hænder igennem mit hår, hvorefter jeg gik op mod stranden igen, løbende efter mine børn. Jeg hørte Helenas latter, og kiggede op mod hende. Men hun blev uklar, og forsvandt langsomt væk. Det var som om at jeg faldt, og det hele blev mørkt igen. Jeg blinkede, men der var mørke. Jeg hørte mumlende stemmer. De var i panik, og var stresset, det var tydeligt at høre. Jeg blinkede flere gange føltes det, og jeg kunne endelig åbne mine øjne så småt. Det hele var hvidt og uklart. Jeg kunne ikke forstå hvor jeg var, hvad der skete. Jeg kunne høre en sirene, men det føltes så langt væk. Hele min krop var følelsesløs, og jeg prøvede at bevæge mine arme, men det var som om, at de ikke eksisterede. Det eneste var mit hoved. Jeg prøvede i hærdigt om at fokusere så jeg kunne se klart, og fokusere på hvad menneskene omkring mig sagde. Men det hele var mumlende, uklart for mine øjne og ører. Jeg var selv ved at gå i panik, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne ikke gøre noget."Vi mister ham!"Mandlig stemme, med al for meget panik, at det kunne være sundt. Jeg kunne se silhuetter, men jeg var bange nu. Hvad skete der. Pludselig blev det mørkt igen, og jeg prøvede virkelig at bevæge mig. Men der skete ingenting. Jeg var ikke bange, nærmere rædselsslagen. Jeg kunne ikke huske noget som helst, jeg kunne ikke engang huske hvad jeg lavede. Hvordan var jeg havnet i denne situation? Hvad var det, der skete?Jeg prøvede endnu engang at åbne mine øjne, men de rullede rundt i mit hoved. Endnu engang var det eneste jeg kunne se hvidt med silhuetter. "Vi mister ham, for fanden! Er vi der ikke snart?"Samme mandestemme, mere panik. Det eneste jeg kunne tænke var hvem de var ved at miste, og hvor vi var på vej hen. Intet gav mening i mit hoved. Jeg følte at hele min krop var spændt fast. Det jeg lå på, var hårdt og ubehageligt. Jeg var ved at kunne føle min krop igen, og det eneste jeg kunne mærke var smerter. De var over hele min krop, men det føltes bare som en stor smerte. Jeg prøvede at løfte mine arme, men jeg kunne ikke. Jeg følte, at der var store sten på dem. Jeg følte mig... jeg ved ikke hvad jeg følte, men jeg skreg. Jeg skreg af smerte, for det gjorde så ondt lige pludseligt. Det var som om at alle smerterne kom på engang."Morfin!"Jeg kunne mærke hvordan de stak mig med en nål i min hofte. Men det stoppede ikke smerterne med det samme. Hvad skete der? Jeg var forvirret. Jeg kunne slet ikke forstå hvad det var der skete. Men morfinen begyndte at virke, og jeg så endnu engang kun mørke.
Jeg vågnede op til en konstant bip lyd. Jeg kunne mærke noget ved min næsen, men var for træt til at løfte mine arme. Min krop var svag, mit hoved var svagt. Jeg var slet ikke til stede i min krop, men jeg prøvede virkelig at vågne op. Jeg var stadig forvirret, men var glad for at smerten var forsvundet. Jeg tænkte kun på Helena. Jeg kunne ikke glemme hende, hvad det var hun havde skrevet. Men endnu mere tænkte jeg nu på, hvad der skete efter jeg fik den besked. Det eneste jeg kunne huske, var at det hele gik sort, og et skarpt hvidt lys. Jeg prøvede at huske, men jeg kunne ikke.Jeg kunne endelig åbne mine øjne helt, og det hele var hvidt. Jeg åbnede dem lige, så jeg kunne se en læge komme hen mod mig. Hun gik hurtigt igen, uden at sige et ord til mig. Det var som om, hun ikke vidste at jeg var vågen. Jeg prøvede at bevæge mig, men kunne ikke. Jeg var helt svag i min krop. Jeg lukkede mine øjne og prøvede at sove, men Helenas ansigt kom hele tiden frem. Jeg kunne ikke slappe af, da jeg hele tiden tænkte på hende. Det var som en forbandelse. Men til sidst kunne jeg ikke holde mine øjne åbne længere, og jeg drev af sted til drømmeland, hvor jeg endnu engang så hendes ansigt.
Jeg vågnede op til lyden af en ringende telefon. Det var min egen, men jeg havde ikke overskuddet til at tage den. Ikke engang til at finde den. Jeg åbnede mine øjne, og det føltes som en evighed før jeg kunne fokuserer på det hele, helt klart. Min krop var stadig svag, men jeg kunne i det mindste løfte mit hoved en smule. En læge kom ind i det jeg prøvede at sætte mig op. "Du kan godt lægge dig ned igen, Jase," sagde han og jeg kunne ikke lade være med at rulle med øjnene. Det var ikke første gang, at nogen ikke kunne udtale mit navn. "Du var heldig," sagde han. "Vi stoppede heldigvis de indre blødninger fra de brækkede ribben i tide. Det var sgu tæt på, men du er heldigvis ude for livsfare nu.""Hvad skete der?""De var ude for en bilulykke 4 dage siden. Mere ved jeg desværre ikke, andet end at du svævede mellem liv og død i ambulancen på vej herhen.""4 dage?""Ja. Du kan slet ikke huske noget?"Jeg rystede stille på hovedet. Jeg ville egentlig ikke huske noget."Du har besøg forresten."Jeg kiggede undrende på ham, men tænkte nok at det var min bror eller en anden fra min familie. Men det var Francesca. Hun kom stille ind med en flot buket blomster, og et "god bedring" kort. Hun satte sig ned i stolen der stod ved siden af min seng, og kiggede bare på mig med glatte øjne. Det lignede at hun havde grædt, da de var helt røde. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Hun var den sidste jeg havde set inden ulykken og den første jeg så, efter. Var hun virkelig den eneste der brød sig om mig? Den eneste der bekymrede sig? Endnu engang styrtede tankerne rundt i mit hoved. Jeg havde den laveste selvtillid, at jeg troede alle hadede mig. Men over 3 timers kørsel væk fra Århus, sad Francesca der. Jeg var bange for, at hun var vild med mig, på den måde, jeg havde været vild med Janine - og muligvis den måde, at jeg var vild med Helena på. Men jeg undlod at spørge, da jeg ikke ville såre hende. Jeg holdt af hende, men ikke på den måde, hun nok ønskede. Vi havde da haft det hyggeligt sammen, og jeg havde nok sendt nogle signaler om, at jeg ville mere. Vi havde redet på de heste hendes far ejede, og havde puttet til film om aftenen. Jeg fortrød nu, at jeg havde givet hende de kys på munden, for jeg følte ikke, at det var mig der gjorde det. Det var ondt, da jeg forestillede mig Helena, når jeg kyssede hende. "Hvordan vidste du at jeg var her?" spurgte jeg."Du svarede ikke, så fandt et mobilnummer i telefonbogen til din familie. Din bror Danny tog den og fortalte at de var på vej til hospitalet da jeg ringede, da du var kørt galt."Hun gav mig et blidt smil."Er min familie her?""Har sendt en SMS. De er på vej, Jace. Åh var så nervøs!" Hun omfavnede mig, og gav mig et kys på munden. Hvad havde jeg gjort? Jeg var forelsket i en, men var ved at danne par med en anden!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar