"Hallo?! Skal du ikke hjem?!"Hun råbte lige ind i mit øre. Jeg havde aller mest lyst til at slå hende, men jeg vidste at det ville der ikke komme noget godt ud af. Jeg startede bilen uden at sige noget som helst. Jeg satte kursen mod Randers. Hun råbte og skreg og til sidst ringede hun til min mor via min mobil for at høre hvad det var der skete. Hendes stemme rystede og efter et meget langt opkald lagde hun endelig på.
"De har taget Jaces børn," sagde hun.
"På tide."
Endnu engang begyndte hun at flippe ud. Jeg lukkede af og tændte radioen hvor de spillede en af de gamle Nik & Jay sange. Jeg sukkede, men det var bedre end at lytte til hende.
"Er du fuldstændig ligeglad med dem?"
"Ja."
"Også din egen søn?"
Jeg holdt ind til siden, og bremsede hårdt op så hun nærmest fløj fremad. Jeg vendte mig op for at kigge hende i øjnene og først der kunne jeg se tårerne der løb ned af hendes kinder. Hendes øjne var helt røde. Hun kiggede ned af sig selv og kiggede mig så igen i øjnene.
"Han vil altid være Jaces søn. Han fortjener bedre end hvad jeg kan give ham."
"Du har sgu da ændret dig." Der var en kort stilhed. "Har du ikke?"
Jeg kiggede ud af forruden og begyndte at køre igen. Uden at svare. Havde jeg ændret mig? Nej. Tværtimod. Hvordan skulle jeg kunne gøre det? Den eneste støtte jeg nogenlunde havde haft, havde valgt at forlade os alle, alle dem der elskede ham, alle dem der støttede ham og det havde han gjort med vilje, uden at tænke på dem eller mig. Jeg havde set hans lig. Frygten i hans øjne. Den stive, blege livløse krop der lå på en kold metalplade under obduktionen. Nogen skulle jo sige at det var Jace. Nogen skulle jo gøre det sure arbejde og når ingen andre havde nosserne til det, var jeg nærmest tvunget til at gøre det.
"Jo," løj jeg. Lige nu havde jeg kun en plan: at få hende sat af hjemme hos sig selv.
"Så har han jo hjulpet dig."
I mine tanker slog jeg hende. Sparkede hende til døde. Hjulpet mig?! Jeg havde lyst til at grine, men jeg forblev stille. Jeg ville ikke sige noget eller se hende i øjnene. Jeg gad ikke have hendes medlidenhed. Jeg gad ikke høre om, hvor meget hun troede at hun kendte mig. Hvor meget min tvillingebrors selvmord havde hjulpet mig. Jeg kunne på ingen måde tage hende seriøst. Hvem fanden troede hun lige at hun var?
Det tog en evighed at køre til Randers, da der var kø på motorvejen. Jeg dagdrømmede mens hun snakkede og spurgte om, hvornår jeg kom tilbage til klassen igen. Jeg prøvede at fantasere om et bedre liv, end det jeg levede nu, hvis man på nogen måde kunne kalde det et liv. Jeg kunne ikke se nogen glæde eller skønhed i naturen. Jeg elskede ellers altid at være i naturen. Jeg røg naturen. Men jeg kunne ikke se nogen skønhed længere. Jeg tænkte tilbage. Hvornår havde jeg egentlig været glad?
"Vi er der."
Turen var lang og langt fra stille. Helena havde spurgt om alt muligt. Hun ville nok glemme Jaces død ved at holde en samtale kørende. Men det hjalp ikke noget. Hun måtte indse at han var væk og at han ikke ville komme tilbage denne gang. Hun havde selv set ham blive slæbt ud af bilen. Jeg kørte hurtigt hjemad. Satte farten op til 190 km/h bare for at prøve at få min puls op. Men intet skete. Jeg var ikke bange for at det ville gå galt. Jeg kunne ikke mærke adrenalinen pumpe indeni mig.
Med det samme jeg kom hjem gik jeg ned ad gangen. Højre dør var Jaces værelse, venstre var mit. Jeg overvejede at gå ind på hans værelse. Og jeg gjorde det. Jeg rodede lidt igennem hans ting. Fandt diverse kedelige teenagedrenge ting som pornofilm, pornoblade, bilblade og håndjern. Ikke det jeg ledte efter. Hvis han havde været i live ville jeg have mobbet ham med det. Det vidste jeg. Men det var han ikke. Jeg blev nødt til at indse at han ikke kom ind ad døren og bustede mig. Jeg satte mig på hans seng. Kiggede lidt rundt. Jeg havde lyst til at græde. Græde smerten ud, som jeg vidste var indeni mig et sted. Men jeg kunne ikke.
"Forhelvede Jace," mumlede jeg for mig selv. Jeg begyndte at kigge i hans natbord hvor jeg fandt en masse kokain og hash. Heller ikke noget der overraskede mig. Men nederst i skuffen var en sort bog. En bog jeg aldrig havde set før.Jeg tog den op af skuffen og listede ind på mit eget værelse. Der var ingen hjemme, men jeg var stadig bange for at min mor, eller min far, kom gående. De havde lavet en underlig regel om at vi ikke måtte gå ind på Jaces værelse. Jeg vidste ikke helt hvorfor. Ville de lade det vare et år efter hans død og så gå derind, grædefærdige og slet ikke være kommet videre?
Inde på mit eget værelse satte jeg mig i sengen og åbnede den sorte bog. Jeg var nysgerrig. Men den var blank. Der stod kun hans dødsdag i højre hjørne. Jeg bladrede lidt frem og tilbage, men der var ingenting. Jeg havde på fornemmelsen at dette ikke var den eneste sorte bog han havde.
Min telefon ringede. Mia. Jeg havde ikke snakket med hende siden Jace døde. Jeg havde egentlig ikke snakket med andre end min pusher. Jeg gik igen ind på Jaces værelse og tog hans hash og kokain. Ingen grund til at det skulle gå til spilde jo.
Mia skrev en SMS: Tag din telefon. Kvinder, var det eneste jeg tænkte. Jeg var bange for at hun troede at vi havde noget der var mere seriøst, end hvad jeg kunne klare lige nu. Hun var sød og hun var lækker. Et godt knald var hun skam også, men der var vidst ikke mere i det end det. Hun prøvede altid at få mig til at snakke om mine følelser og min fortid. Hun blev ved med at sige: Jamen Danny, jeg kender dig jo slet ikke!
Hvorfor ville hun kende mig?
Jeg valgte dog at ringe til Mia. Jeg havde alligevel ikke noget bedre at tage mig til.
"Er du okay?"
"Ja, hvorfor skulle jeg ikke være det?"
"Helena sagde at du var virkelig mærkelig da du kørte hende hjem."
"Min bror er lige død. Burde jeg være jublende og glad?"
"Nej. Ikke det jeg mente."
"Men det var det du hentydede til."
"Jeg ved ikke hvordan det er at miste en bror, men..."
"Nej. Det gør du ikke. Så jeg synes ikke at du skal prøve at lege bedrevidende."
"Du er en idiot lige nu, ved du godt det?"
Jeg lagde på. Dette fik jeg ikke noget ud af. Jeg sniffede en bane af min afdøde brors kokain. Men der var ingen effekt, så jeg tog en bane mere. Ingenting. Jeg ville ikke tage en overdosis, så jeg valgte bare at ryge en smøg i stedet for. Minutterne gik langsomt fremad. Klokken blev ni om aftenen og der var stadig ingen hjemme. Jeg gik ud til min bil med en smøg i munden og begyndte at køre. Jeg ringede til Mia på vejen og undskyldte. Ikke fordi at jeg følte at jeg havde noget at undskylde for. Men hun inviterede mig hjem til hende, så det var hvad jeg ville opnå. Sex og forhåbentlig en bedre søvn end hvad jeg havde fået de sidste mange nætter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar