Sandhed avler had - del 2.

Jeg sad alene på en bænk udenfor, og så på de andre træne, snakke og sælge stoffer. Jeg nød hvordan solen varmede mit ansigt og det lille vindpust der gjorde at det ikke virkede al for varmt. Det var næsten skyfri og graderne blev ved med at stige. Jeg nød at komme ud i den friske luft, selvom at jeg følte mig som et dyr der var spærret inde. Jeg ønskede at komme ud hurtigst muligt, men som dagene gik langsomt forbi, forsvandt håbet om at være fri. Jeg ville ikke se min familie eller Denise for den sags skyld. Jeg turde ikke se dem i øjnene, hvis de dømte mig for det, som jeg havde gjort. Det var mine ord imod min fars, og han havde mange flere på sin side. Jeg var ikke elsket eller populær. Jeg sårede mennesker på stribe.
Jeg tog en dyb indånding mens Thomas og to af hans venner kom hen imod mig. Jeg var ikke i humør til at have en samtale med nogen, og det eneste jeg ville, var at lære at spille poker eller finde ud af hvem der solgte kokain, nu hvor den gamle pusher var blevet overflyttet til en anden afdeling, da hans retssag var færdig, og han havde fået sin dom. Thomas satte sig ned på den samme bænk, som hvor jeg sad, mens hans venner gik videre hen imod døren, for at komme indenfor. Der var en stilhed, hvor jeg ikke helt vidste hvad jeg skulle stille op eller gøre.
"Jeg så nyhederne igår," sagde Thomas. "Gjorde du?"
Jeg rystede stille på hovedet.
"Din far er blevet udskrevet men sidder varetægtsfængslet vest på, da de ikke ville have jer begge til at sidde i Horsens," sagde han. "Jeg håber at svinet får skåret sin pik af."
"Jeg har ikke lyst til at snakke om det," svarede jeg og begyndte at rejse mig op.
"Jeg ved hvordan du har det," sagde Thomas, som blev siddende. Jeg blev en smule interesseret i hvad han havde at sige, så jeg satte mig ned igen.
"Jeg var selv offer for incest," sagde han. "I 12 år."
"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige."
"Der er ikke så meget at sige," svarede han. "Der er heller ikke så meget at gøre, andet end at snakke om det i stedet for at fortrænge det, så det kommer op på et senere tidspunkt."
"Jeg ved ikke hvorfor, men jeg føler bare at det er..."
"Pinligt," afbrød Thomas. "Sådan tror jeg at de fleste har det, men der er intet at være flov over."
"Hvorfor er du herinde?" spurgte jeg af ren nysgerrighed, og for at ændre emnet.
"Overlagt manddrab," svarede han med et lille smil i mundvigen. "Jeg meldte aldrig lortet, og handlede selv. Idioten fortjente det, ingen tvivl der."
"Var det, det værd?"
"Hvilket?"
"At dræbe ham og få en høj dom?"
"Ja, det var det hele værd."

Om aftenen sad jeg i min seng, og tænkte lidt over hvad Thomas havde sagt. Jeg tændte fjernsynet og ventede på at 22 nyhederne kom, og håbede at der var nyheder om min sag. Ikke fordi at jeg havde lysten til at høre hvad der skete med min far, men mest fordi at jeg var nysgerrig om hvor jeg stod henne. Medierne havde så meget magt og fortalte meget mere end hvad jeg egentlig fik at vide. Jeg havde endnu ikke mødt min advokat men havde snakket i telefon med ham et par gange. Det var en af min mors venner, som skulle støtte mig, da jeg ikke var tilfreds med den sidste advokat jeg havde. Men jeg vidste ikke andet, end at han hed Simon og havde aldrig tabt en sag. Min mor havde sat et møde op med ham i morgen og jeg var en smule nervøs da jeg ikke vidste hvad der foregik.
Nyhederne startede. Det første der var, var de krige som stadig var igang. Demonstrationer, hvor mange døde der var og en masse som snakkede om hvor synd det var for dem. Tiden gik, og jeg vidste ikke helt om jeg bare skulle slukke, men pludselig sagde de noget som vækkede min interesse.
"Flere studenter støtter op mod 22 årige Danny Jules Petersons sag. De har her i dag haft store demonstrationer om at løslade Danny og lade hans far, som nægter sig skyldig i alle anklager, blive fængslet uden retssag. Vi fik lov til at snakke med Dannys kæreste, Denise:
'Jeg synes at det er uhyggeligt, at Danny skal straffes, for at hans far har ødelagt hele hans teenageår plus mere.'
Der er stadig ikke kommet en dato for retssagen men begge parter har møder med advokater i denne uge, og datoen vil blive sat i morgen kl. 10"
Resten hun sagde havde ikke nogen relevans, men jeg fældede en tåre da jeg så Denises ansigt og hørte hendes stemme. Jeg indså i det øjeblik at jeg savnede hende. Jeg havde haft for travlt med mig selv og mit liv, at jeg helt havde glemt hende. Jeg overvejede at bruge et opkald på hende i morgen, men vidste ikke helt hvad det var jeg skulle sige.

Natten gik hurtigt. Jeg faldt i søvn efter at have røget en lille skolejoint, som var meget let at skjule i cigaretpakker. Jeg havde ikke tænkt forfærdelig meget som var noget nyt for mig. Jeg blev dog vækket meget brat af en fængselsbetjent, der fortalte at min advokat var her. Jeg strakte mig og tog det samme hvide tøj på, som jeg plejede. Jeg havde ingen forventninger til dette møde, men jeg havde heller ikke nogen form for idé af, hvad der skulle ske eller hvad vi skulle snakke om.
Jeg kom ind i et rum med seks runde borde med en stol på hver side. Ved det ene bord sad en høj, ung og slank mand med mørkebrunt hår og store briller. Han havde en mappe og tog papirer op i det jeg trådte ind i rummet. Da han så mig, rejste han sig op og gik hen imod mig.
"Hej Danny, mit navn er Simon Svenningsen og jeg er din nye advokat," sagde han mens han gav mig hånden. Han viste mig hen til det bord han lige havde siddet ved og vi satte os ned.
"Jeg har fulgt din sag nøje og læst grundig på lektien, så vi ikke skulle spilde tiden med fortid, men mere fokusere på nutiden," sagde han med et lille smil gemt i mundvigen.
"Det lyder godt," svarede jeg for at være høflig.¨
"Du står meget stærkt," sagde Simon. "Der var vidner der så din far smide dig ind i varevognen tæt på Viby, så din forklaring om selvforsvar ser stærk ud. På en måde er det positivt, da sagen omkring incest bliver set mere ind i. Vi snakker endnu engang med din familie, venner og kæreste samt andre du har været sammen med i de mange år, du har været udsat for de seksuelle overgreb."
"Så jeg bliver frikendt for mordforsøg?" spurgte jeg, da det var det eneste jeg ønskede.
"Det er meget muligt," svarede han og havde et stort smil på læberne. "Derudover har jeg haft et par samtaler med diverse dommere og andre advokater om at få dig løsladt. Mest på grund af alle de demonstrationer, vidner og det nye bevismateriale som er kommet op, som jeg skal til møde med en dommer om efter dette møde."
"Seriøst? Er det muligt? Og hvilket nye bevismateriale?" spurgte jeg med overraskelse i min stemme.
"Jeg kan desværre ikke fortælle dig det, men du får det at se ved retssagen" svarede Simon. "Har du nogen spørgsmål?"
"Egentlig ikke udover om du ringer, når du ved noget nyt."
"Selvfølgelig, ellers får jeg en af fængselsbetjentene til at give dig besked. Men håber at se dig ude i friheden snarest!" sagde Simon, og pakkede sine ting sammen. Han gav mig hånden og gik ud af døren. Jeg sad et stykke tid ved bordet, og tænkte over hvad jeg lige havde fået at vide. Det hele lysnede op og jeg vidste hvad jeg skulle nu.

Jeg tog telefonen op og indtastede hendes nummer. Den ringede et par gange inden at hun tog den, og i den korte ventetid gik jeg fra side til side, så langt som ledningen rækkede. Jeg stod på tæer og havde et stort smil på mine læber. Jeg kunne mærke en indre glæde indeni mig, som jeg ikke havde følt i et stykke tid.
"Det er Denise," sagde hun og jeg lukkede øjnene mens jeg nød lyden af hendes stemme.
"Det er Danny," sagde jeg og kunne høre hvordan hun begyndte at skrige af glæde.
"Jeg har ikke hørt fra dig i evigheder! Hvordan har du det? Hvordan er fængslet? Hvornår kommer du ud? Fortæl fortæl fortæl!"
"Tag det roligt," grinte jeg. "Jeg har lige været til møde med min advokat, som sagde at jeg muligvis kunne blive løsladt i denne uge på grund af noget nyt bevismateriale. Er det noget du ved noget om?"
"Ej hvor fedt! Må jeg ikke komme og besøge dig? Jeg savner dig," sagde hun og jeg kunne høre en smule gråd i hendes stemme.
"Nej," svarede jeg. "Jeg er snart ude, så kan du få mig at se. Men det bevismateriale, ved du noget."
"Jeg må ikke sige noget," svarede hun. "Det er Mark og jeg der har anskaffet det. Mark ville have haft det ved den første retssag men det var forsvundet. Han fik det så anskaffet igen, og vi har fået at vide at det er ugyldig hvis du ved noget om det da du kunne have sat det op."
"Det er da for mærkeligt," svarede jeg.
"I know, men der er ikke så meget at gøre. Men ringer du lige når du ved noget nyt og ikke ring efter en måned. Så tror jeg jo, at der er noget galt!"
"Det lover jeg."
Jeg lagde på og stod i et stykke tid og tænkte over hele situationen. Det hele føltes så surrealistisk, at jeg troede at jeg drømte. Jeg vidste at denne dag ville gå langsomt fremad, mens jeg ville vente på at Simon ringede til mig. Jeg kunne ikke vente på de gode nyheder, men jeg var også bange for at jeg satte mine forhåbninger alt for højt op. Jeg var bange for at jeg blev skuffet hvis jeg ikke blev løsladt men mest af alt tænkte jeg på det nye bevismateriale. Jeg havde et lille håb om, at Simon ville snakke med mig om det inden retssagen, men jeg kunne heller ikke forstå hvordan jeg kunne have sat det op. Jeg var så forvirret omkring det, og var så nysgerrig at det ødelagde mig. Jeg var dog mest bange for at beviset ikke var stærkt nok til at sætte min far bag tremmer i lang tid, i stedet for de 2 år han fik.
"Hey," hørte jeg Thomas råbe efter mig. "Vil du med ud og ryge?"
Jeg nikkede og gik i hælene på ham ud i gården hvor jeg tændte min cigaret med den ene lighter jeg havde tilbage. Den var ved at løbe tør for gas, så jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre, når jeg ikke havde den mere.
"Jeg hørte at du havde snakket med din advokat her til morgen," sagde han mens han tog et stort hiv af hvad lignede en cigaret, men lugtede af cannabis. "Nogen gode nyheder?"
"Jeg kommer nok ud herfra," svarede jeg.
Hver gang jeg var sammen med Thomas, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at vi på en måde havde så meget tilfælles. Jeg følte bare at han var meget mere selvsikker og stærk end jeg nogensinde blev, men så igen, jeg vidste hvordan man kunne skjule sig for andre mennesker. Jeg vidste hvordan man kunne sætte en facade op.
"Ej hvor fedt!" sagde han og gav mig et hårdt klap på skulderen. "Er du ikke glad for det?"
"Jo, selvfølgelig," svarede jeg men jeg havde ikke lysten til at smile. Mit humør gik ned og jeg havde ingen anelse hvorfor. "Jeg vil bare gerne have at det hele er overstået. Jeg gider ikke vente mere. Jeg føler at jeg har ventet hele mit liv."
"Jules!" råbte en meget stor fængselsbetjent. Han kom hen imod mig og gav mig en serviet som jeg åbnede.

Retssalen - Fredag d. 6. Juli kl. 10

Løsladt - Onsdag d. 4. Juni kl. 16

Du skal møde op i retssalen kl 09.

"Hvad så?" spurgte han. "Er der noget galt?"

"Hvor lang tid plejer der at gå fra man får sin dato, til retssagen starter?" spurgte jeg.

"Altså min er om cirka 2 måneder, hvad da?"

"Min er i overmorgen og jeg bliver løsladt klokken 16 i dag."

"Systemet er sgu på din side, Danny," sagde Thomas. 

Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare. Jeg havde lige sagt at jeg ville ønske at det hele ville være slutte, og så fik jeg stukket et papir i hånden som var svaret på alle mine bønner. Jeg var ikke nær så nervøs som sidste retssag men alligevel kunne jeg mærke hvordan mit hjerte bankede hurtigere. Jeg kunne mærke sveden dryppe ned ad min ryg og mine hænder rystede. Jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig, at retssagen ville komme så hurtigt og at jeg blev løsladt så hurtigt. Jeg kunne ikke forestille mig at mit liv blev det samme som før.

Jeg gik hen for at pakke de få ting jeg havde fået med i fængslet. Jeg vidste ikke helt hvorfor jeg ingen glæde kunne føle, når jeg fik min frihed. Jeg havde ikke fortalt Denise det endnu, da jeg ville overraske hende så Mark kom og hentede mig. Mest af alt ville jeg spørge indtil det bevismateriale som jeg ikke fik noget som helst at vide om. Det var frustrerende ikke at vide noget som helst om sin egen retssag, men jeg havde fået at vide, at det ikke var som sidste gang. At der for det meste bare ville blive lagt en masse beviser frem, som ville bevise min uskyld. Bevise min fars sande person og få ham bag lås og slå. Jeg ville gerne vide hvad sandsynligheden var for en høj straf, men inderst inde var jeg bange for svaret. Jeg var bange for sandheden. 

Klokken var ved at blive 16 og jeg nyhederne sammen med Thomas og de fleste andre på min afdeling. Alle var helt oppe at køre over at jeg blev løsladt, og mens vi sad der, kom min sag endnu engang på fjernsynet. Alle demonstranter, mennesker jeg vidste hvem var som mennesker jeg aldrig havde set i mig liv, var ude foran fængslet med skilte. De jublede mens kameraet gik over dem, og jeg forstod ikke hvordan at dette var blevet så stort. Det hele var live, og jeg så min storebrors sorte BMW køre op ad den lange vej hen imod fængslet, og holde på parkeringspladsen. Da han steg ud af bilen, jublede alle menneskene højere end nogensinde. Mark havde solbriller på og kameraet zoomede ind på ham. Han havde et stort smil og hans hår var ny klippet, da hans isse skinnede i sollyset. Han havde et hvid tanktop på og nogle mørke jeans og han gik hen imod hoveddøren. Jeg rejste mig op og gik hen til Thomas. Jeg sagde ikke noget, men gav ham et langt knus. Jeg havde så ondt af ham, da han havde været udsat for værre end mig selv, men skulle sidde inde fordi at han ikke havde modet til at stå frem, og melde det. Han havde ikke haft de mennesker bag ham, som jeg havde. 

Jeg havde en lille Rema 1000 pose med mine ting i, som ikke var andet solbriller, cigaretter, et ur og en forældet chokoladebar. Jeg havde fået mit eget tøj på igen og jeg troede aldrig at jeg havde været lykkeligere, over at være i det, i stedet for de hvide sække man gik rundt i inde i fængslet. Jeg blev lukket ud  af hoveddøren hvor min storebror stod med en cigaret i munden og alle menneskene stod der. Mit hjerte var oppe i halsen og jeg følte ikke at jeg kunne trække vejret. De råbte mit navn og jublede. Mange kastede ting hen imod mig som bestod af undertøj og blomster. Jeg kunne ikke lade være med at smile en smule, men Mark hev mig hen mod bilen. Der var et kæmpe hegn mellem mig og de mange mennesker, og vi skulle køre igennem dem. Mark satte bilen igang og da portene åbnede og vi kørte langsomt igennem dem, blev der banket på bilruderne. Mark dyttede dem væk og efter et stykke tid var vi kommet igennem dem og var på vej mod Århus. Mark stoppede ikke med at smile.

"På fredag," sagde han. "På fredag er du fri og han er lukket inde meget længe."

"Hvordan kan du være så sikker?"

"Får du at se på fredag," svarede han og jeg vidste allerede nu, at jeg godt kunne opgive, at spørge ind til hvad bevismaterialet var. 

Sandhed avler had - del 1.

Jeg strøg mit hår væk fra mit ansigt, og slikkede mig langsomt og koncentreret på min overlæbe. Jeg prøvede at fokusere på de andres ansigtsudtryk og så hvordan få af dem rystede, og man kunne ikke få øjenkontakt med dem. De stirrede alle ned i bordet men få gange fik jeg øjenkontakt med en eller flere af dem. Mine ben rystede, og jeg kløede min pande hvor sved dryppede langsomt ned. Jeg tog en dyb indånding, inden at jeg tog et kort fra bunken. Jeg kiggede først på ham der sad til højre for mig. Hans lyse hår klistrede sig fast til hans svedige pande, og hans næsebor var udspilede. Han bed sig selv i underlæben så det blødte. Ham til venstre for mig var arrig, men overraskende rolig. Et lille smil gemte sig i hans højre mundvige og han kiggede rundt, ligesom mig, på alle de andre der sad rundt om bordet. Der var en masse omkring os, som kiggede med. Nogle heppede, men de fleste turde ikke sige noget. Men jeg kunne høre dem hviske mit navn og ordet død. Det gjorde mig ikke mindre nervøs, men jeg viste det ikke. En efter en, trak vi et kort fra bunken, og en efter en smed de kortene fra sig og forlod bordet med et arrigt ansigtsudtryk. De tørrede sveden væk fra panden, og pludselig sad vi kun to ved bordet.
"Er du klar Danny?" spurgte den lyshårede, og bed sig selv hårdere i læben, og derefter slikkede han blodet væk. Jeg nikkede, og vi smed begge vores kort på bordet. Jeg sprang nærmest tilbage og var ved at vælte. Jeg strakte mine arme op, hvorefter jeg lænede mig over bordet, og samlede hver evig eneste krone der var væddet om. Den lyshårede slog hårdt ned i bordet og forlod rummet. Der blev klappet og råbt og jeg fik et par enkelte skulderklap.
"Klokken er 20, tilbage til jeres celler," sagde den høje fængselsbetjent med et stort og mørkt fuldskæg. Han slog sin knippel ind på væggen, indtil at jeg var den sidste der gik ud af døren.
"Vandt du nu igen?" spurgte han, da han så pengene i min højre hånd.
"Jep," svarede jeg med et smil. Han fulgte mig ned til min celle, og stod ude foran den store jerndør mens jeg gik ind. Han lukkede og låste døren, og jeg stod nu helt alene. Til højre for mig var en sovesofa, som havde den hårdeste madras jeg længe havde oplevet. Til venstre var der et skrivebord i hjørnet med en masse aviser og papirudklip. Ved siden af skrivebordet hang et fjernsyn, og ellers var det tomt. Jeg gik i de samme hvide bukser og trøje, som alle andre. Jeg delte ikke et toilet med nogle skumle typer da jeg havde mit eget, med en lukket dør og uden video overvågning.
Jeg lagde mig ned på sovesofaen og tog min dyne over hovedet. Jeg smed tøjet og lukkede mine øjne. Det var min 5. nat. Jeg fulgte nyhederne nøje, da jeg ville vide hvad der var sket med min far. Han blev holdt i live ved hjælp af en respirator. Det havde ikke været svært at lære nye mennesker at kende, da det fleste vidste hvordan man kunne skaffe stoffer, ellers tog de stoffer. Jeg havde vundet i poker hver evig eneste aften jeg havde været her, og det gjorde mig en smule upopulær. Men i mine øjne, var dette ikke permanent. Jeg skulle nok komme ud, og der ville ikke gå lang tid. Jeg ventede på, at nyhederne sagde, at min far var erklæret død og så ville den helt store retssag komme igang. Var jeg bange for om jeg skulle bruge de næste mange år i en celle? Nej. Det var ikke noget jeg tænkte over. Jeg havde mange på min side, og det var jo kun selvforsvar.
"Og nu til knivstikkeriet i Århus som skete 5 dage siden. 22 årige Danny J. Peterson stak sin far 3 gange i brystet, og hævder at det var i selvforsvar. Dagen derpå havde Danny og hans far været i retten, hvor at Bryan J. Peterson fik 2 års ubetinget fængsel. Bryan, som her til aften vågnede op fra sin koma, hævder at det var Danny var overfaldt ham."
Jeg kiggede stift på skærmen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, men lige nu følte jeg mig svag. Jeg havde i 5 dage troet at det hele var overstået. Jeg gik hen til skrivebordet, og tilbage til sengen. Jeg gjorde det flere gange, da jeg var rastløs. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle have det. Jeg løftede skrivebordet op og kylede det så hårdt jeg kunne hen imod metaldøren, hvorefter jeg begyndte at sparke til alt der kunne sparkes til. Tre betjente kom ind for at holde mig ned, og jeg prøvede at komme fri, men de var for stærke.
"Danny, tag det roligt."
"Han er live," hviskede jeg. "Idioten er i live."
Der var ikke en eneste der sagde noget, og jeg blev lagt over i min seng. De tog skrivebordet og stolen med dem, så jeg ikke kunne gøre mere skade på cellen. Jeg faldt ikke i søvn med det samme da mine tanker gik tilbage til den aften, hvor det hele skete. Jeg huskede hans ånde, som var han ved mig nu. Kysset på mine læber, som aldrig ville forsvinde. Stanken af alkohol og cigaretter. Jeg kunne ikke tænke, uden at han kom op i mine tanker. Da jeg endelig faldt i søvn, drømte jeg om den aften.
Det var mørkt, og jeg kunne mærke hvordan hele min krop var øm. Jeg kunne ikke gå uden at mærke en rædsom smerte i mine ben, ryg og hoved. Han lå der stadig, og det lignede at han var død, men jeg havde været for hurtig, med at erklære ham død. Jeg havde været for svag og i for mange smerter, til at give ham det endelig stik, som havde dræbt ham.
De blå blink kom, og jeg kunne høre et par mennesker råbe mit navn. Jeg genkendte Denises stemme, som også råbte efter mig. Denise fortalte senere, at nogen havde set min far og jeg holde ind og gå ind i skoven, så de havde ringet til politiet, kort tid efter at Denise havde ringet til dem, om en mulig kidnapning. Jeg synes at det havde varet al for længe, før at de kom, og da de så hvordan min far blødte, tog ambulancen ham med, i stedet for mig. Jeg skulle afhøres om hvad der var sket, selvom at jeg skreg mens de hjalp mig hen imod politibilen. De tog ikke hensyn til de mange blå mærker og hvordan jeg var blevet skåret i armen. Det var ikke vigtigt og en sygeplejerske kunne se på det, efter at de havde afhørt mig. Jeg fortalte dem det hele. Hvordan jeg var blevet smidt ind i bilen, og han nikkede og skrev notater.
"Det lyder ikke som noget Bryan kunne finde på," havde betjenten sagt, og der vidste jeg, at jeg skulle i fængsel. Min far havde politiet i sin hule hånd. Jeg havde givet op og nægtede at sige noget. De råbte og skreg og sagde at det kun blev værre for mig selv, men jeg blev ved med at stirre ned i bordet indtil at de tog mig væk. Jeg sov i arresten og blev dagen efter kørt til Horsens statsfængsel. Alle havde set i nyhederne hvad der var sket, og mange havde spurgt om det var sandt, at jeg var et incest offer. Jeg havde ikke svaret på det spørgsmål og kom nok aldrig til det. Bare at tænke på det, var hårdt.

Jeg vågnede ved at jeg faldt ned ad sengen og landede med mit ansigt ned i gulvet. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere og om jeg skulle rejse mig op. Jeg havde mest af alt ikke lyst til at gå derud, da min sag var den eneste som var i fjernsynet, og alle så fjernsyn om aftenen. Jeg havde ikke lysten til at eksisterer i det lille moment. Det hele virkede lige så uoverskueligt, som ved den første retssal og jeg vidste ikke om jeg kunne gå igennem det hele en gang til. Vidner var ikke nok og det var bare hans ord mod mit. Jeg vidste allerede nu, at jeg ville tabe alt og blive lukket inde, hvor han kunne komme og gå som han ville. Han ville have muligheden for at fortsætte hvor han slap. Jeg var så bange, at hele min krop rystede, og jeg prøveden at sætte mig op. Jeg gik ud og for at tage et bad og tog så tøj på. Jeg anede ikke hvad klokken var, eller hvor lang tid jeg skulle vente på at dørene blev åbnet. Jeg hørte pludselig en høj lyd, som betød at dørene var åbnet og jeg gik med hurtige skridt ned mod kantinen. Det eneste jeg havde lyst til var at spise og så gå tilbage til min celle. Jeg ville ikke se på nogen, især ikke dem som jeg havde spillet poker med.
"Hey," hørte jeg en velkendt stemme sige bag mig, mens jeg tog en bolle. Jeg havde ikke lyst til at vende mig om.
"Jeg så nyhederne igår," sagde han og lagde den hånd på min skulder," hvorefter jeg hørte dig gå lidt amok. Er du skyldig?"
"I hvad?" spurgte jeg. Det var den lyshårede fyr der havde tabt til mig igår.
"Har du stukket din gamle mand ned?"
"Ikke nok åbenbart," svarede jeg.
Jeg så et blik, som jeg kun havde set i en persons øjne før. Jaces. Det var en blanding af frygt og utryghed.
"Shit," sagde han. "Mit navn er forresten Thomas."
"Danny, men det vidste du jo."

Bag facaden - del 40.

Vi gik langsomt ind i retssalen igen, og satte os på de samme pladser. Mit hjerte sad oppe i halsen, og solen brændte min nakke. Mine hænder rystede og da vi sad ned, kunne jeg ikke stoppe med at ryste. Min far, som sad overfor mig, ved det andet bord sammen med sin lækre advokat, sad og smilede. De puffede lidt til hinanden og jokede rundt. Det gjorde mig ikke mindre sur, at jeg skulle sidde og se ham have det godt, mens jeg var ved at dø af nervøsitet. Jeg kunne ikke gøre op med mig selv, hvilken straf jeg nogensinde ville blive glad for, at han fik. Ingen straf ville være lang nok for ham. I det sekund jeg sad der, ville jeg ønske at vi ikke boede i Danmark, hvor dokumentfalskning og andre ting, som gjorde at landet mistede penge, fik længere straffe end folk som misbrugte og dræbte børn.

"Hvad håber du på?" spurgte Glenn men jeg sad i min egen lille verden. Hans ord var utydelig og jeg kunne ikke fokusere på andet end hvad min far lavede. Jeg ønskede at han fik en så høj straf, at smilet fra hans læber forsvandt langsomt og hans øjne ville se tomme ud. Han skulle mærke smerten. Men ligemeget hvad dommeren ville sige, ville der aldrig være nogen retfærdighed. Han havde taget mit liv, og han fik kun taget et par år fra sit. 

Dommeren begyndte at snakke om anklagerene, men jeg lyttede ikke. Jeg hørte ikke hvad han var skyldig eller uskyldig i. Jeg stirrede bare på hans smil som endnu ikke var forsvundet. Jeg var så bange for at han ikke fik en ordentlig straf, eller værre endnu - at han slet ikke fik en straf.

"Bryan Jules Peterson, jeg dømmer dig hermed med 2 års ubetinget fængsel og en bøde på 50.000 kr."

Hans smil forsvandt ikke. Hans advokat fik et kram. Glenn gav mig et klap på ryggen. Salen begyndte at blive tom, mens menneskene begyndte at gå hjem, men jeg blev siddende. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre eller hvor jeg skulle tage hen. Jeg vidste ikke om jeg havde vundet eller tabt. Jeg følte mig som en taber, og en stor en af slagsen. Havde al den smerte, som jeg havde været igennem i flere år, gjort så min far kun fik taget 2 år af sit kostbare liv? Jeg kunne ikke tro det. Jeg ønskede ikke at se nogen i øjnene. Jeg følte mig snydt. 

Jeg ventede i et godt stykke tid, før jeg gik ud fra salen. Denise stod og ventede, men jeg kiggede ikke på hende. Jeg gik forbi hende, som var hun luft. Jeg gik videre, uden at stoppe. Der var en masse der ville interviewe min far, og det fik de lov til. Han stod med et smil, og den ene hånd på sin advokats røv. Jeg kiggede ned i jorden, og prøvede at gå væk fra mængden. Jeg vidste ikke hvor jeg ville ende, og inderst inde var jeg også ligeglad. Jeg fortrød at have meldt ham. Jeg fortrød at have ødelagt mit liv endnu mere, end det allerede var. Ingen stoppede mig, og det var jeg taknemlig for.

Jeg gik længe og endte nede i Århus midtby. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle tage hen, så jeg ringede til den eneste person, som kunne få mig til at have det bedre med mig selv.

"Hey," sagde jeg.

"Hey. Hvorfor ringer du?"

"Er du i Århus?"

"Ja, hvad da?"

"Kan vi ses?"

"Øh, det kan vi vel godt. Ved du hvor jeg bor?"

"Nej, men regner jeg med, at du fortæller mig."

Jeg fik adressen og ringede efter en taxa, som hentede mig meget kort tid efter. Jeg blev sat ude foran et kollegium, det samme som Søren havde boet i for nogle år tilbage. Jeg ledte efter nummer 23, som lå helt nede bagerst. Jeg ringede på, og døren blev åbnet. Jeg gik ind ad den første dør, og så op ad trapperne. Der lugtede af sved og hash på gangene. Da jeg var kommet op på 1. sal, gik jeg ned ad den lange gang, hvor der var en ny dør hver tredje meter. Helt henne ad gangen, stod hun med en stor joint i den ene hånd og en helt nyåbnet øl. Hun tog en slurk af øllen, og kiggede på mig, studerede hvert skridt jeg tog.

"Du ligner lort," grinte hun.

Hun havde stadig de sorte render under øjnene. Hun havde ikke andet end trusser og en sort, stropløs top på. Hendes makeup var tværet ud omkring hendes øjne, og hun havde farvet sit hår helt sort og havde klippet sig karse i siderne. Hendes hår hang, fedtet som altid, ned ad hendes æggeformede hoved. 

"Tak og i lige måde," sagde jeg. Jeg nåede hen til hende og fik et varmt kram.

Vi gik ind i hendes lejlighed. Der var ikke andet end en stor sovesofa som var fyld med dyner og puder. Foran det var et sofabord, hvor der lå en masse små poser, kreditkort, sølvpapir og slik. Overfor sengen, på den anden side af væggen, hang et stort fladskærms fjernsyn. Der flød tallerkener rundt omkring i hele lejligheden, nogle tomme mens andre stadig havde madrester på. Køkkenet var fuld af opvask. Da vi kom længere ind, så jeg et bur med to rotter i, som begge puttede sig op ad hinanden i høet. Vi satte os på sengen og jeg tændte en af mine cigaretter, og opdagede at jeg ikke havde særlig mange tilbage. 

"Sig mig, hvad laver du her?" hendes ansigt var seriøst.

"Jeg havde brug for et gemmested."

"Hvad med hos din nye kæreste, der har du da gemt dig de sidste mange måneder," sagde hun, og inden at jeg kunne åbne munden, fortsatte hun. "Folk snakker. Jeg ved også det med din far, retssalen og din nye kost. Jeg skal da vide hvad faren til mit ene barn er op til."

"Stop nu Janine," sagde jeg.

"Kun hvis du fortæller hvad fanden du laver her!"

"Jeg havde brug for et sted, hvor jeg kunne kom væk fra mine egne tanker."

"Ah, gamle Danny har ikke forladt os endnu," grinte hun. Hun hentede et nogenlunde rent glas fra et af skabene i køkkenet og tog en lunken colaflaske frem. Hun hældte et halvt glas op og fandt så en helt ny vodkaflaske frem og hældt noget ned i colaen, så glasset var helt fyld. Hun tog nogle få sip af det, og gav mig det så. 

"Tørstig?"

Jeg tog glasset og tømte det meget hurtigt. 

"Hvordan har du det med, at han kun fik to år?" spurgte hun pludseligt, og inden at jeg kunne spørge hvor hun vidste det fra, sagde hun: "Nyhederne."

"Jeg aner det ikke."

"Jeg har altid vidst at der var noget mellem dig og din far, men jeg havde aldrig troet..."

"Jeg vil helst ikke snakke om det, hvis det er okay."

"Ja, selvfølgelig. Hvad har du så lyst til?"

"Hvad har du?"

Hun smilede. "LSD, svampe, kokain, speed, heroin og selvfølgelig, hash, skunk og pot."

"Er du begyndt at deale?"

"En smule. Arbejder lidt for Henrik, fordi at han har meget travlt med hende jomfruen."

"Melanie."

"Ja, nemlig."

"Hvad har du lyst til?"

"Bare kokain."

"Kedelig som altid, hva?"

"Ja, du kender mig."

Hun lagde et par baner op på bordet. Jeg tog en, så to. Jeg lagde mig ned i hendes seng, og trak vejret dybt, helt ned i maven. Jeg prøvede at lade som om, at dette var mig, to år siden. At sidde i Janines klamme lejlighed med alt for mange stoffer i kroppen, en smøg i hånden og alkohol i glassene. 

Janine tændte fjernsynet om på en kanal om overvægtige amerikanere, og lagde sig ovenpå mig. Hun hvilede hendes hoved på mit bryst og kørte sin ene pegefinger rundt omkring på min overkrop.

"Du har tabt dig," sagde hun. "Jeg kan tydeligt mærke dine ribben."

"Din røv er blevet større," sagde jeg og grinede.

Hun sendte mig et smil. "Tror du at livet er for alle?"

"Hvad mener du?"

"Det jeg sagde."

"Jeg ved det ikke."

"Du har aldrig været særlig snakkesalig, har du?"

"Nej."

"Der kunne jeg bedre lide Jace. Ham kunne man snakke med. Om følelser, problemer og tanker. Dig. Du har altid været alt om sex, lyst og stoffer."

"Fedt."

"Føler du nogengange, bare lidt, at du mistede din bedre halvdel da Jace døde?"

"Det føler jeg hele tiden."

"Samme her."

"Hvad mener du?"

"Jace betød sgu også noget for mig."

"Og alligevel fuckede du rundt med ham, som var han affald."

"Ja," sagde hun og smilede en smule. "Der er vi lidt ens, hva?"

"Desværre."

"Ikke desværre."

"Det er da ikke fedt, at gøre mennesker ondt."

"De er selv udenom det. At falde for nogen som os."

Jeg havde ikke noget at sige. Jeg lukkede mine øjne, og inden jeg vidste det, faldt jeg i søvn. Jeg drømte ikke. Jeg var helt væk. 

Da jeg vågnede var der mørkt udenfor. Janine sad og var ved at riste en cigaret til hendes joint, og drak endnu et glas med cola og vodka. Jeg vidste ikke om jeg skulle sige noget eller gøre noget, men jeg kunne mærke hvordan mit hoved gjorde ondt. Jeg havde det ikke bedre, som jeg plejede at gøre i Janines selskab.

"Godmorgen," sagde hun uden at kigge hen imod mig. Hendes stemme lød skuffet.

"Noget galt?" spurgte jeg.

"Jeg troede at det ville være som i gamle dage, men du har åbenbart ændret dig."

"Som i gamle dage? Troede du at jeg kom herhen for at have sex med dig?"

"Noget i den dur."

"Jeg har en kæreste."

Hun begyndte at grine hysterisk, og så hurtigt som hun startede, stoppede hun igen. "Kæreste? Du kan ikke være forelsket pga du har fucket dit system op med stoffer."

"Så derfor kan jeg ikke have en kæreste?"

"Hvis hun er så vigtig, hvorfor er du så ikke sammen med hende nu, i stedet for mig?"

Jeg rejste mig hurtigt op, og stormede ud af hendes lejlighed. Jeg gik hurtigt ned ad gangen. Hun råbte efter mig, men jeg kunne ikke høre hvad. Jeg vidste ikke om jeg var på vej hen til Denise, men jeg vidste at jeg ikke skulle se Janine igen. Jeg kom ud fra kollegiet og tjekkede først min mobil da jeg var igang med at skyde genvej igennem en lumsk gade. 

Jeg så at Denise havde ringet op til flere gange, og valgte at ringe hende tilbage.

"Du har haft ringet?" sagde jeg og kunne høre at hun var oprevet.

"Hvor fanden er du?"

"Tilst, hvad da?"

"Din far er stukket af. Politiet aner ikke hvor han er henne. Kom tilbage, sig hvor du er, så vi kan hente dig."

"Jeg er på vej ned i byen. Tag det roligt, han aner sgu ikke hvor jeg er henne."

Jeg lagde på, og slukkede min telefon. Jeg var ikke bange, for jeg opfangede ikke hvad det var hun sagde. Skoven var mørk, men jeg kunne se lys og jeg gik hen imod det. For enden af skoven holdt en masse biler, men de fleste så forladte ud. Jeg prøvede at finde et busstopsted men kunne ikke se det, som plejede at være der. Jeg gik længere ned ad gaden, men den så meget tom ud. I et stykke tid troede jeg, at jeg var faret vild. Pludselig hørte jeg nogle skridt bag mig, som fik mig til at gå en smule hurtigere. Jeg vidste ikke om jeg skulle være bange, men da jeg så at en mand som var ude at løbe en aftentur, løb forbi mig, satte jeg farten ned. Men inden at jeg kunne se bag mig, om der var nogen, mærkede jeg et slag på mit baghoved, som fik mig til at falde. Jeg ramte asfalten med mit hoved, men nåede at tage af med mine hænder. Jeg blev vendt om, men alt var tåget og utydelig. Jeg begyndte at have den værste hovedpine, jeg nogensinde havde oplevet, og jeg kunne mærke at jeg blev løftet fra jorden. Jeg blev løftet hen imod en varevogn, og dørene blev åbnet. Jeg blev smidt ind i vognen som et dyr, og dørene blev lukket. Jeg prøvede at få det hele til at hænge sammen, og da jeg var ved at komme til mig selv igen, ledte jeg efter min telefon, men den var blevet taget ud af min lomme. Bilen kørte, og det hele hoppede rundt. Jeg prøvede at sparke døren op, men det var så godt som umuligt. Vi kørte i omkring en halv time, og mit hjerte begyndte at banke hurtigt, da bilen blev stoppet. Jeg kunne høre de velkendte trin ude foran bilen, og døren blev åbnet. Jeg satte mig helt forrest af rummet, men han hev fat i mit ben og hev mig ud. Han slæbte mig i benene hen ad en grusvej. Jeg havde ingen anelse hvor vi var, men pludselig kunne jeg kende det. Det var den skov, hvor jeg aller første gang havde fået tæsk af ham. Jeg prøvede at komme væk, ved at sparke og flå, men han var for stærk. 

Han gik ind i skoven, stadig holdt mine ankler og slæbte mig hen ad jorden. Jeg kunne mærke at jeg ramte sten og grene, og prøvede at holde smerten inden i mig. Jeg råbte efter hjælp og kunne se et smil vise sig på sine læber. 

"Ingen kan høre dig, Danny."

Hans stemme var hæs.

"Hvad er det du vil?"

Han svarede ikke.

"Vil du straffe mig, for at melde dig?"

Han svarede ikke.

"Synes du ikke at du har straffet mig nok?!"

Jeg råbte nu.

"Du skulle aldrig have været til," sagde han. Hans stemme var stadig hæs, men den var helt rolig. Han gav slip på mine fødder som faldt ned på jorden. Jeg prøvede at kravle væk, selvom at jeg vidste at der ikke var nogen nytte. Han hev mig endnu engang i fødder, og jeg kunne mærke ham bore sine knæ ned i min ryg. Jeg skreg af smerte, mens han bandt mine håndled bag min ryg, med et reb. Han strammede det så hårdt, at jeg blev nødt til at bide mig selv i læben, for ikke at skrige. Jeg kunne smage blod. Han hev mig op i armene, og skubbede mig hen imod et træ.

Han hev en stor kødkniv frem, og jeg kunne se den skinne i månelyset. Han gik hen imod mig, satte sig på knæ foran mig, mens han kørte knivens sider op og ned ad mine arme. Jeg trak vejret hurtigt, prøvede at lukke øjnene.

"Hvorfor mig?" græd jeg. Tårene løb ned at mine kinder. Jeg ville og kunne ikke holde mine følelser inde mere. "Hvorfor skulle det hele gå ud over mig?"

"Fordi at du var den sværeste at knække."

"Du knækkede mig, okay? Var det hvad du ville?"

"Nej."

"Hvad så?!"

"Du knækkede ikke. Jace gjorde."

"Er du syg i hovedet eller hvad?"

"Du tror at jeg kun gjorde dette for lysten eller hvad? Jo da, din mor og mit sexliv har aldrig været det vilde, og du ville jo så gerne eksperimentere. Eksperimentere det ukendelige, ikke?"

Jeg svarede ham ikke. Jeg prøvede at bevæge mine hænder, for at få dem fri, men rebet fra meget stramt.

"Jeg vil ikke høre det," græd jeg.

"Du kan ikke klare sandheden, og det har du aldrig kunne."

"Du kommer til at fortryde det."

"Du føler at jeg har ødelagt dit liv, ikke?"

"Det har du!"

"Det er du Danny. Du har ødelagt dit eget liv."

Jeg prøvede at koncentrere mig om at trække vejret langsomt og helt ned i maven, men kniven der rørte min hud gjorde det ikke lettere. Det begyndte at dryppe ned med en smule regn, men vi blev ikke meget våde, da træerne skyggede for dråberne. 

"Vil du dræbe mig?" spurgte jeg.

Han tog knivens skarpe side og pressede den imod min overarm. Den gik ind, og det sveg. Jeg bed mig i læben, lukkede øjnene og holdt vejret, og da han hev den ud af min hud igen, trak jeg vejret igen. Men han stoppede ikke. Han begyndte at skære videre i min overarm, og jeg kunne ikke gøre andet, end bare at sidde og mærke kniven gennembore min hud. Han stoppede, og kom tættere på mig.

"Kig på mig," sagde han.

Jeg åbnede mine øjne og han var lige foran mig. Han gav mig et kys på munden, og smilede. Jeg kunne smage vodka og hans ånde lugtede af hash. Han gik. Han forsvandt i mørket og jeg prøvede at komme fri. Jeg gned mine hænder op og ned, og kunne mærke hvordan rebet blev en smule løsere. Kniven lå i jorden og jeg smed mig ned for at komme hen til den. Jeg rullede mig rundt, og kunne nu mærke dens skarpe side ved min ene hånd. Jeg skar mig, men jeg var ligeglad. Det eneste jeg kunne tænke på, var at komme væk. Jeg havde nu kniven i min hånd, og prøvede at få den skarpe side op mod rebet. Jeg havde set det en del på TV, men havde aldrig troet at jeg ville ende sådan. Jeg kunne mærke at jeg skar i rebet og brugte alle mine kræfter. 

"Yes," sagde jeg da jeg kunne mærke at jeg havde skåret igennem efter et stykke tid. Jeg fik rebet væk fra mine håndled som var meget ømme, og rejste mig hurtigt op, mens jeg stadig holdt kniven i min hånd. Men som jeg skulle til at løbe væk, kom min far løbende hen imod mig. Han havde en spade i håneden, og slog mig hårdt i ryggen med den, så jeg faldt ned i jorden, men havde stadig kniven i min hånd. Jeg kravlede frem, og han hev mig op. Jeg trak vejret hurtigt, og kunne lugte at han lige havde røget en cigaret og drukket whisky. 

"Tør du?" sagde han, og kiggede ned på kniven. Han smed spaden var sig, og tog fat om min hals. Han klemte til, men ikke nok til at kvæle mig.

"Du tør ikke," sagde han og grinede. "Du har altid været lidt af en svans."

Han smed mig ind i træet og jeg turde ikke at rejse mig op. Kniven havde boret sig ind i mit lår, og han kom hen imod mig og hev mig op. 

"Ikke så modig nu, hva?" sagde han.

"Hvis du vil dræbe mig, så gør det," sagde jeg stille.

"Vil du gerne dø?"

Jeg tog mine hænder ned mod kniven og tog fat om skaftet. Han slap mig så jeg faldt ned, endnu engang, i jorden. Jeg hev kniven ud af mit lår med at skrig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, selvom at det var oplagt. Jeg tænkte, selvom at der ikke var tid til det. Ville jeg leve eller ville jeg dø? Jeg havde ikke andre muligheder. Skulle jeg bare ende det hele, knække sammen som min far ønskede. Lade min mor miste de sønner, som aldrig skulle have været til. Jeg græd lydløst mens jeg tænkte og studerede kniven. Jeg rejste mig op. Min far stod, så høj og stor han var. Han havde samlet spaden op, og var begyndt at grave. Havde han virkelig tænkt sig at begrave mig i en skov? Jeg smilede lidt af tanken. 

Han slog mig flere gange med spaden, men jeg sagde ikke en lyd. Jeg lå nu ned, endnu engang i jorden, uden at bevæge mig mens han slog løs på hele min krop. Pludselig stoppede han. Jeg trak vejret dybt, prøvede at få modet til mig. Jeg lå på maven, og havde lukket mine øjne. Jeg kunne høre og mærke at han begyndte at læne sig hen imod mig. Kniven var stadig i min hånd, og da jeg kunne mærke hans hånd på mit lår vendte jeg mig om. Jeg brugte al min kraft, på at stikke kniven så langt ind i hans bryst som muligt. Min far faldt tilbage, men jeg var ikke færdig.

"Jeg er ikke den svage dreng, som du tror. Du knækker mig aldrig," sagde jeg og hev kniven ud, for at stikke den ind igen, et andet sted. Min far skreg af smerte, og jeg tabte kniven. Han holdt sig for de åbne sår, og vred sig i smerte. Jeg kravlede væk, og satte mig ned. Mine hænder var fyldt med blod. Jeg så på ham mens blodet løb ud af hans krop, og da han lå helt livløs, gik jeg hen imod ham. Jeg prøvede at finde en puls på hans hals og håndled, lyttede derefter som han trak vejret. Men han var væk. Jeg prøvede at tørre hans blod af, i hans bukser og trøje, hvorefter jeg rejste mig op og prøvede at gå, men jeg faldt ved et træ. Jeg kunne nu mærke al den smerte han havde forårsaget med spaden, og jeg hvilede mig ved et træ.

Det var slut.

Han skulle aldrig røre mig igen.

Bag facaden - del 39.

Jeg blev indenfor, det meste af tiden. Læste i utallige bøger og slukkede fjernsynet. Jeg ønskede ikke at se nyhederne, da min sag var kommet op. Jeg forlod kun Denises værelse, hvis jeg skulle på toilettet, i bad eller til eksamen. Jeg var så bange for at se min far dukke op, og når jeg skulle til eksamen, havde jeg altid Denise eller en af hendes forældre med. Folk i skolen fulgte med i nyhederne, og jeg havde på fornemmelsen at alle vidste, at det var mig der blev snakket om. De havde ikke brugt mit navn, men min intuition sagde, at de vidste det. Jeg følte at alle holdt øje med mig, på en eller anden måde. I dette øjeblik, savnede jeg Jace mere end nogen anden.
Jeg havde mareridt hver evig eneste nat. Enten hørte jeg min fars skridt eller så Jaces lig. Jeg prøvede at være stærk, men jeg kunne ikke. Denise troede at det hele var ved at falde på plads. Da hun så det falske smil på mine læber, da hun fik lov til at sætte den røde hue på mig. Ordene "stolt" og "flot" indgik i manges ord. Min mor kom ikke til min sidste eksamen, men jeg havde heller ikke inviteret hende. Jeg var bange for, når jeg nu skulle se hende, om få dage. Se hendes ansigt, og sikkert med en lille lommelærke med ind i retten. Jeg havde en masse forestillinger om, hvordan det hele ville se ud.

Det var aftenen før retssalen. Jeg lå sammen med Denise og så en film, for at prøve at få mine tanker væk fra det hele. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, eller hvordan jeg skulle reagere. Jeg vidste ikke, om jeg skulle tage fint tøj på, eller komme med mine hullede stramme bukser og stramme tshirts. Jeg prøvede at sove, men jeg kunne ikke falde i søvn. Klokken sneg sig langsomt fremad, og da Denise var faldet i søvn, virkede det hele så tomt. Jeg lå og så hvordan mine hænder og ben rystede voldsomt. Jeg kunne mærke hvordan tårene gled ned ad mine kinder og nogle gange glemte jeg at trække vejret.
Jeg var ked af, at jeg var svag. Jeg forstod ikke, hvordan hele min verden var faldet sammen så hurtigt. For knap 8 måneder siden, virkede det hele så perfekt. Jeg havde en bror, uden nogen former for selvmordstanker, og jeg klarede mine egne problemer. Nogle ville sige, at det ikke var perfekt, men i mine øjne var det, det perfekte billede jeg havde inden i mit hoved.
Jeg prøvede ikke at græde, da jeg ikke ville vække Denise, som sov så sødt ved min side. Jeg var glad for hende, men jeg kunne ikke forestille mig, at jeg ville dele resten af mit liv med hende. Selvom at jeg ikke kunne se hvorfor, eller hvornår, vidste jeg, at jeg nok skulle fucke det op, på et tidspunkt. Det var ikke et ønske, men det var hvem jeg var. Jeg havde så mange negative tanker om mig selv, som fyldte mit hoved. Jeg tænkte endda, at jeg måske havde fortjent alt det der skete mod mig.
Jeg lukkede øjnene, men kunne se hans ansigt for mine øjne. Jeg kunne ikke bekæmpe det, så jeg gik hurtigt ud på toilettet. Jeg kastede op. Kvalmen og tankerne var for meget for mig. Jeg havde aldrig i mit liv været så nervøs, som jeg var der.
Da jeg åbnede døren, stod Denises mor med et lille smil. Hun kom hen imod mig, og omfavnede mig mens hun holdt mig tæt indtil hende. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre, så jeg stod der, stiv som et bræt. Vi gik udenfor, hvor vi røg en cigaret sammen. I lang tid sagde vi ikke noget til hinanden.
"Er du nervøs for i morgen?" spurgte hun.
"Ja," svarede jeg og tog et langt hiv. "Jeg har aldrig følt sådan her. Jeg føler mig på ingen måde i live. Jeg føler mig som et stort nervevrag, som snart bryder sammen."
"I morgen er det hele slut."
"Er det?" sagde jeg og kiggede hende intenst i øjnene. "Det slutter aldrig. Han får en betinget, ubetinget straf, en bøde og hvad så? Om nogle år, kommer han ud, og er fri som en fugl. Han mister måske sin vennekreds, men kan flytte væk, få nogle nye bekendtskaber, et sted hvor ingen kender ham. Leve et liv, som om at det her aldrig var sket. Men hvad med mig? Jeg skal leve sådan her, resten af mit liv. Frygte hvert fremmed skridt ude foran min dør. Se ham i mine drømme, lugte ham selv når han ikke er her. Han har gjort mit liv til et mareridt, og jeg ville ønske, at han kunne mærke den smerte, som han har givet mig, på hans egen krop. Det slutter aldrig. Der er ingen retfærdighed, i det her."
"Fængslet er ikke venligt, ved pædofile," var det eneste hun kunne sige.
"Han kan bede om at komme i isolation, i den tid han skal være der. Hans liv bliver aldrig et helvede. Det bliver aldrig så slemt, som jeg har det hver evig eneste dag. Aldrig."
"Danny, jeg ved at det aldrig kommer til at blive et normalt liv for dig, men du må prøve. Gøre det bedste for dig."
"Jeg ved ikke hvad det bedste er for mig."
Jeg rejste mig op og skoddede min cigaret og gik indenfor igen, mens Denises mor stadig sad derude og kiggede ned på hendes sko. Jeg gik ind på værelset, men Denise lå ikke i sengen. Jeg satte mig ned på gulvet, og lænede min ryg tilbage på sengen. Lukkede mine øjne og prøvede at kontrollere min vejrtrækning.
"Danny?" kunne jeg høre Denise sige og døren til værelset blev lukket.
"Jeg kommer ikke til at kunne sove i nat."
"Hvad har du lyst til?"
"Alkohol. Kokain. LSD. Bare noget, som kan få mig væk."
"Stop nu. Jeg kan ikke lide når du er sådan."
"Så kan du aldrig lide mig."
Hun satte sig ned ved siden af mig og prøvede at tage min hånd, men jeg tog den ind til mig. Hun prøvede at holde om mig, men jeg skubbede hende væk. Jeg kunne ikke klare nærekontakten. Lugten af hende, gav mig endnu mere kvalme, end jeg havde i forvejen.
"Danny..."
"Lad være med at sige noget."
"Jeg ved at jeg ikke kan gøre noget, for at du får det bedre men..."
"Nej. Så stop med at prøve," afbrød jeg.
"Danny hold nu kæft, og lad mig tale!" råbte hun. Hun rejste sig op.
"Kig på mig," sagde hun. "Kig på mig!"
Jeg åbnede mine øjne og kiggede på hende. Hendes øjne var helt røde, og tårer gled ned af hendes kinder. De gled nærmest om kap.
"Jeg kan intet gøre," sagde hun og hendes stemme skælvede. "Og jeg hader det. Jeg hader at jeg ikke kan gøre noget som helst, for at du kan få det bedre. Men du skal ikke være sur på mig, for det er ikke mig som har forårsaget det her!"
Jeg prøvede at rejse mig op for at gå, men hun skubbede mig ned på sengen, da jeg forsøgte. Jeg kiggede på hende, og hun stod stadig og græd. Hun tørrede hendes kinder med hendes håndoverflade.
"Jeg kan ikke gøre dig glad," sagde jeg. "Men jeg ønsker heller ikke, at forårsage sig smerte."
"Lad være," græd hun. "Ikke sig det."
"Sige hvad? Jeg gør dig ulykkelig."
"Nej. Du gør dig selv ulykkelig. Noget forfærdeligt er sket, men du må prøve at komme over det."
Jeg sendte hende et skævt smil, og rejste mig op. Jeg gik hen imod hende, og pustede mig en smule op. Hun kiggede rædselsslagen på mig. Jeg lænede mig hen imod hendes øre og hviskede:
"Prøv du, at få din fars pik stukket op i din røv, gentagende gange i løbet af syv år, og fortæl mig så, hvordan du har det bagefter."
Jeg trak mit hoved langsomt væk og så hvordan hendes ansigt var helt blank. Tårer løb stadig ned ad hendes kinder, og hendes mund stod en smule åben. Jeg vendte ryggen til hende, og gik ud af værelset. Jeg kunne mærke en smerte i mit bryst, men gad ikke gøre noget ved det. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle gå hen eller hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg følte at ingen forstod hvad det var jeg gik igennem. Ingen kunne fortælle mig, hvad jeg skulle gøre, for at få det bedre. Jeg vidste ikke engang selv, om jeg kunne få det bedre. Samtalerne med psykologen virkede overfladiske og jeg ønskede på ingen måde at snakke med hende igen. Jeg fik intet ud af denne retssal ud over en masse nervøsitet. Ordet svag kom igennem mine tanker op til flere gange den nat. Jeg sad ude foran hoveddøren indtil at jeg kunne se solen begynde at vise sig i baggrunden. Mit hjerte bankede hurtigere end nogensinde før. Det var dagen. Dagen jeg aldrig havde ønsket ville komme.
Jeg gik ind på badeværelset og tog et bad. Jeg stod længe inden under det varme vand, og så det hele for mig. En stor retssal med en masse vidner og tilskuere. Min far der sad nogle meter fra min højre side med et smil på hans læber. I mit hoved, havde han endnu engang vundet. Vundet titlen for at have taget hele mit liv væk under mig. Jeg prøvede at tænke positivt, men jeg kunne ikke. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville blive spurgt om. Om jeg ville blive hevet op i den stol, som man så på TV, mens man fik en masse onde spørgsmål af en advokat, som kun tænkte på penge og at vinde en sag, trods at hans klient var pædofil.
Jeg stod ud af badet og tog et håndklæde om mig, hvorefter jeg gik ind på Denises værelse for at finde noget tøj. Jeg kunne høre hvordan hun vendte sig i sengen, og jeg kiggede hen imod hende, og så at hun, til min store overraskelse var vågen. Jeg gik hen og satte mig på sengen.
"Undskyld," sagde jeg. "Du fortjente ikke noget af det jeg sagde igår."
"Det er okay," svarede hun. "Hvad er klokken"
"Næsten halv otte," svarede jeg og var selv overrasket over, at jeg havde brugt næsten to timer på badeværelset.
"Fuck, så skal jeg jo skynde mig," sagde hun og smed dynen væk. "Vi skal køre om en time."
"Tag det roligt."
"Du er ikke en kvinde," sagde hun. "Jeg skal se godt ud, når jeg giver din far fingeren mens han bliver slæbt ud af retssalen med armene på ryggen, med alt for stramme håndjern."
Jeg gav hende et kys og sendte hende et smil. Derefter fandt jeg det tøj jeg ville have på. En hvid skjorte, som min mor havde givet mig og et par sorte jeans som min søster havde givet mig. Derefter tog jeg en kæde på, som jeg havde arvet af Jace og en ring som jeg havde fået af Mark engang for mange år siden. Jeg følte, at min familie var med mig, på den måde.
Jeg satte mig ned i sengen og vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre. Jeg var ikke sulten, selvom at min mave knurrede. Jeg tændte en cigaret og ventede på, at Denise hentede mig, for at sige at vi skulle køre.

Vi sad i bilen på vej til Århus retssal. Jeg klemte Denises hånd, og der var en akavet stilhed i bilen. Ingen turde sige noget, selv ikke jeg. Der var ikke noget at sige. Ingen ord der skulle frem, inden at vi nåede retssalen. Da vi ankom, så jeg min mor, bror og søster stå ved hoveddøren. Jeg sagde hurtigt farvel til Denise.
"Vi ses," sagde hun og gav mig et blidt kys på munden, inden at jeg gik hen til dem. Agnete var den første som nærmest løb hen imod mig og omfavnede mig. Hun holdt mig tæt ind til sig, og det virkede som om hun aldrig ville give slip. Derefter kom min mor hen til mig.
"Hvis jeg nogensinde havde vidst..."
"Ikke sig noget," sagde jeg og gav hende et kys på kinden. "Det er ikke din skyld. På nogen måde."
Mark kom hen til os alle sammen og gav mig et smil. "Hvordan har du haft det?"
"Du ved," svarede jeg. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg kunne føre en samtale med nogen, når der sad en knude i min mave.
Vi gik indenfor. Min advokat, som jeg havde fået tildelt i hele processen hilste på mig foran døren til retssalen. Vi gik indenfor, og det var ikke som jeg havde forestillet mig. Det var meget mindre end jeg havde troet. Væggene var hvide og vinduerne store. Der var et langt bord med 4 stole. Ved den sidste stol længst mod højre, var en computerskærm. Foran det bord, var der to andre borde, som kiggede på hinanden. Ved hvert bor, var to stole og hen imod hvor jeg stod, var der et enkelt bord mere med en stol. Vidnestolen. Der var et skilt med sort baggrund hvor ordene: Ingen lov er saa god at følge som sandhed stod med store gule bogstaver.
Min advokat og jeg satte os ved det ene bor, så vi havde ryggen mod vinduerne. Der var ingen tilskuer eller jury, som man så på film.
"Er du klar?" spurgte min advokat som var en bredskuldret mørk mand ved navn Glenn. Han var skaldet og hans isse skinnede, på grund af solen som stod og bagte os. Jeg nikkede og kunne ikke snakke. Jeg var så nervøs. Lidt efter kom min far ind med sin advokat. Kvinden, som jeg havde set ved min første eksamen. Kvinden, som var i den bil, han steg ind i. Han havde et stort smil på sine læber, som nok var for at skjule sin egen nervøsitet, men så igen. Jeg havde aldrig set min far vise nogen former for følelser, udover vrede og lyst.
Der kom en middelaldrende kvinde ind som satte sig ved computeren og så kom et par andre mennesker.
Før jeg vidste det, begyndte det hele. De tog det ene vidne efter det andet, hvor begge advokater gav dem en masse spørgsmål de skulle besvare. Jeg prøvede at lytte, men synes at alle stemmerne var utydelige.
"Næste vidne: Danny Jules Peterson," sagde dommeren og jeg kiggede skrækslagen på min advokat.
Den første til at stille spørgsmål var Glenn, som gjorde mig en smule tryg. Han spurgte ind til overgrebene og begyndte at snakke om alle de beviser lægerne havde anskaffet sig. Derefter var det min fars advokat, og det var nu at mit hjerte bankede hårdt mod mine ribben.
"Er det sandt at din far og dig har haft nogle op og nedture hele vejen igennem dit liv?" startede hun.
"Ja."
"Så, dette kunne være, for at give ham igen. Et sent teenageoprør."
"Nej."
"Giver du din far skylden for, dit stofmisbrug?"
"Nej."
"Hold dem til emnet, Henriette," sagde dommeren.
"Javel," svarede hun. "Har du haft sex med en fyr før, Danny?"
Jeg tænkte mig en smule om. "Ja."
"Så de beviser, som er blevet skaffet af retsmedicinere og læger, kan faktisk være forårsaget af en anden mand?"
"Nej."
"Hvordan ikke?"
"Fordi at han ikke voldtog mig."
"Hvordan kan vi vide, at du ikke bad om det?"
"Hvad mener du?"
"Hvordan kan vi vide med sikkerhed, at sex med en mand, ikke var hvad du ønskede?"
"Undskyld, men spørger du om jeg bad min far om at kneppe mig?"
"Danny, sprog," sagde dommeren.
"Undskyld," svarede jeg sarkastisk. "Lad mig omformulere. Påstår du, at jeg bad min fader, om at gennembore mit røvhul med hans pik?!"
Der blev stille i retssalen.
"Jeg har ikke flere spørgsmål," sagde advokaten. Jeg satte mig ned og prøvede at trække vejret langsomt.
"Sidste vidne: Victor Søndergaard Paulsen," sagde dommeren og jeg kiggede intenst efter efter ham, mens han kom ind. Han satte sig ned i stolen, og så slet ikke nervøs ud.
"Hvad foregår her? Jeg vidste ikke at han var med?" sagde jeg til Glenn, men han svarede ikke.
"Hr. Paulsen, hvor kender de Danny fra?" spurgte Glenn.
"Jeg mødte ham til en fest, men har kendt til ham et stykke tid, på grund af hans bror."
"Er det sandt, at de har haft sex med Danny Peterson."
"Ja."
"Er det også sandt, at Danny ikke var jomfru ved anus?"
Jeg kunne se at Victor prøvede at skjule et smil.
"Hvad mener du?"
"Når man har sex med en mand, ligesom en kvinde, for første gang, er hullet normalt meget stramt, eftersom der ikke er noget der er trængt ind før. Er det sandt, at dette ikke var tilfældet ved Danny?"
"Ja."
"Jeg har ikke flere spørgsmål."
Glenn satte sig ned og min fars advokat rejste sig op.
"Kunne det ikke havde været en anden mand som havde haft sex med Danny? En, som ikke er hans far?"
"Nej."
"Hvordan kan du være sikker?"
"Fordi første gang jeg prøvede på noget, gik Danny i panik. Nok fordi at det mindede ham om overgrebene. Han stormede ud. Da jeg var sammen med ham, kunne man tydeligt mærke, at det ikke var noget han var tryg ved, eller nogensinde havde prøvet før. I hvert fald ikke af egen frie vilje."
"Jeg har ikke flere spørgsmål."
Dommeren og de to mænd som sad ved siden af ham gik ud, og det samme gjorde Glenn og jeg. Jeg løb ud på toilettet for at kaste op af nervøsitet. Jeg havde ikke noget at snakke med da jeg ikke ønskede at se nogen før det hele var overstået. Jeg kiggede ud af vinduerne og så op til flere filmhold holde og interviewe. Jeg satte mig ned på gulvet.
"Vi er klar," sagde dommeren.
Det var nu. Nu kom dommen.

Bag facaden - del 38.

 "Tillykke med fødselsdagen, Danny!"
Det var slutningen af maj måned. Solen var begyndt at skinne ind ad vinduerne, og sneen var for længst forsvundet ned i jorden. Fuglene sang deres sædvanlige morgensang og træerne var ikke længere triste, men havde smukke grønne blade hængende fra deres grene, med en masse fuglereder gemt oppe i toppen. Læseferien var startet, og jeg havde min første skriftlige eksamen på min fødselsdag. Jeg vidste ikke, om det var held. Skolen havde accepteret min beslutning om at blive på skolen, og afslutte dette år. Jeg ønskede ikke at gå året om, og endnu engang være den ældste i klassen, hvis ikke på hele skolen. Jeg følte mig ikke ældre eller visere, da Denise og hendes familie stod i døråbningen med et stort smil på læberne. Retssagens dato var sat til to dage efter at jeg blev student, og jeg var mere nervøs for den, end for de mange eksamener jeg skulle op i, de næste uger. Jeg havde ikke snakket eller set min mor eller Agnete de sidste 3 måneder, da jeg følte at det var bedst. Jeg kunne ikke se dem i øjnene, efter alt det der var sket, og jeg havde mere tid til at koncentrere mig om hvad der virkelig betød noget, lige nu.
Denises familie havde været den største støtte jeg kunne havde bedt om. Dagen efter jeg var flyttet hen til hende, kørte vi hjem til mig, for at hente alle mine ting, og jeg flyttede ind på Denises værelse, som var godt rodet med alle mine skoleting og tøj. Lidt under en uge efter, at jeg var flyttet ind, havde Denise og jeg sat hendes forældre ned, og fortalt dem hele situationen. Hendes far fik kvalme og hendes mor brød sammen i gråd. Jeg kunne ikke holde ud, hvor meget folk blev såret, over hvad der var sket med mig. Men på en måde nød jeg, at nogen faktisk holdt af mig. Jeg følte at jeg på et eller andet punkt, hørte til i denne verden.
Min far var mødt op til sine samtaler hos politiet, men havde selvfølgelig nægtet sig skyldig i alle anklagerne.
Jeg stod op og gik sammen med Denises familie hen til morgenbordet, hvor at hendes mor havde lavet en lækker morgenmad, som bestod af amerikanske pandekage, æg og bacon. Der stod et dansk flag på midten af bordet og der var fint pyntet op med balloner og flag over det hele.
Jeg var aldrig blevet fejret. I vores familie fik vi 1000 kr hver gang vi havde fødselsdag, som vi kunne bruge som vi ville. Der blev aldrig holdt nogen fester, ingen flag eller noget andet. Så bare det, at de ville fejre mig, en fremmed person som havde kommet ind i deres liv på en meget brat måde, overvældede mig med glæde. Denise gav mig et kys på munden, og smilede mens hun rakte mig en gave.
"Det er ikke noget stort," sagde hun. "Bare noget jeg føler, at du har brug for."
Jeg gengældte hendes smil, og gav hende et kys på munden. "Du skulle ikke have gjort det."
"Du er min kæreste, selvfølgelig skulle jeg da det."
Vi havde ikke gjort vores forhold officielt, og planlagde ikke at gøre det i den nærmeste fremtid, men hjemme i hendes hus, var vi et par. Det var egentlig noget der bare skete. Jeg havde vidst, at jeg ville have hende i lang tid, men nok ikke på det følelsesmæssige plan. Mine håndflader var ikke svedige når jeg kyssede hende. Mit hjerte bankede ikke hurtigere når jeg så hende. Men det var så tæt på kærlighed, som jeg kunne komme, pga. stofferne. Min læge, min psykolog og min familie havde advaret mig, at jeg kunne miste den følelse, man havde når man var forelsket, grundet til mine mindre kloge valg, når det gjaldt stofferne. Men jeg havde ikke lyttet.
Jeg satte mig ned og lagde gaven ved siden af min tallerken. Jeg var ikke nervøs for de skriftlige eksamener, men jeg hadede dem. Der var ingen spænding og de tog flere timer. Jeg plejede heldigvis at være hurtig og afleverer dem inden klokken blev 12, og så havde jeg hele dagen tilbage.
Denise tog med hen på skolen, da hun selv havde læseferie, men kun skulle op i 1 eksamen som var om 2 uger. Hun valgte at læse, hver gang jeg var til eksamen. Mens vi kørte sad vi bare og sang med til en af sangene som var i radioen.
"Er du nervøs?" spurgte hun pludselig og skruede ned for musikken.
"Nej," svarede jeg.
"Ikke for eksamen."
"Hvad så?"
"Retssagen."
"Når," svarede jeg, og kunne mærke hvordan mine hænder begyndte at ryste.
Jeg holdt ind i en parkeringsbås, og så at vi var en time for tidligt på den. Vi stod ud af bilen og jeg kunne mærke solen på mine bare arme. Vi satte os på græsplænen foran skolen, og røg en cigaret sammen. Hun lå på mine lår og lukkede sine øjne.
"Det hele skal nok blive godt igen," sagde hun pludselig. "Livet kan sommetider virke som et endeløst mareridt, men på et tidspunkt bliver det godt igen."
"Det har i hvert fald været godt, de sidste 3 måneder."
"På grund af mig?" spurgte hun, og jeg fik det en smule dårligt over, at det ikke var hvad jeg tænkte på.
"Også det, ja."
"Er du okay?" spurgte hun og satte sig op. "Du virker en smule fraværende."
"Jeg har det fint," svarede jeg smilende og gav hende et kys på kinden.
Jeg kunne mærke at en stod bag mig, og Denises øjne blev store. Hun sank en klump ned i hendes hals, og stirrede længe på personen der stod bag mig.
Jeg vendte mig langsomt om, og der stod han. Han sank bøjede sine knæ, så hans hoved var på samme højde med mit. Hans ånde stank af en blanding af vin, whisky og cigaretter. Hans negle var ulækre og sorte, og hans tøj var beskidt. Han sendte et skævt smil.
"Du kommer til at fortryde det her," sagde han. "Når jeg går ud af den retssal, bliver det med at smil på læben. Du vinder aldrig sagen. Aldrig."
Han rejste sig op og gik hen imod en ukendt bil hvor der sad en ukendt kvinde. De kørte væk, og mit hjerte sad oppe i halsen. Jeg troede hurtigt at jeg skulle dø, og glemte helt at trække vejret. Denise tog min hånd, og klemte den hårdt.
"Danny?"
"Hm," svarede jeg og kiggede stadig hen hvor bilen havde holdt.
"Han er væk."
"Men han var her, ikke?"
"Jo."
"Hvorfor?"
"Jeg ved det ikke."
"Hvorfor var min far her?"

Bag facaden - del 37.

Rummet var malet i en kedelig gul nuance, og der hang ikke et eneste billede på væggene. Der var et enkelt vindue med persienner, hvor sollyset kun lige kunne skimme igennem, grundet til bygningerne rundt omkring. Det eneste der var på det kontor, var en skrivebord, en kontorstol, som var optaget af en svært overvægtig betjent ved navn Morten Pallesen, der sad og læste en bunke papirer da jeg kom ind. Der var to stole, som mindede meget om de kontorstole, der var på min skole. De var behagelige, men ikke til at sidde på, i flere timer ad gangen.

Mark havde et øje på mig og sad ved siden af mig. Jeg var meget nervøs for at fortælle ham, alt hvad der var sket de sidste 7 år, men jeg var mere bange for, at Mark skulle høre det hele. At skulle høre nogle ting, ens egen far havde gjort, imod sin bror, måtte være hårdt. Jeg tænkte på ingen måde over, hvor meget smerte det havde givet mig, men hvilken smerte det ville give min familie.

"Sæt dig ned," sagde Morten og gav mig et lille smil, hvilket jeg fandt meget provokerende, eftersom at dette ikke var noget at smile af.

"Du ved godt, hvad det er du skal fortælle her i dag, ikke?" 

"Jo," svarede jeg.

"Vil i have noget at drikke?"

"Kaffe," svarede Mark og jeg nikkede. Morten rejste sig op fra sin stol, og gik ud af rummet.

"Jeg ved ikke om jeg kan gøre det her," sagde jeg, da døren til kontoret var blevet lukket.

Der gik ikke lang tid før at Morten kom tilbage med en hel kande kaffe, og hældte op til os i nogle store hvide krus. Mit hjerte hamrede som en sindsyg og det føltes ofte at det var ved at banke ud gennem min brystkasse. Jeg prøvede at trække vejret normalt, og slappe af, men på grund af de ting jeg skulle til at fortælle ham, kunne jeg ikke slappe af. Mens jeg sad der, fortrød jeg, at have fortalt nogen om det. Jeg ville ønske at jeg bare var levet videre bag facaden, hvor ingen kendte til min hemmelighed. Det eneste jeg så frem til, var at når denne samtale var overstået, skulle jeg ud på en eller anden random bar, og drikke mig fuld. For at glemme det liv, jeg var igang med at leve. Denise havde allerede spurgt ind til, hvad det var der foregik, men jeg havde ikke fortalt nogen noget som helst endnu. De eneste der vidste det var Helena, Mia og min familie. Jeg turde ikke fortælle nogen det. Jeg følte mig svag, ved at de vidste det, og jeg synes allerede nu, at der var for mange der kendte til, hvad det var der skete.

Mark havde bedt mig om at fortælle Denise det hele, så jeg muligvis kunne bo hos hende igennem det hele, men jeg var bange. Jeg var for bange for hendes reaktion og jeg ønskede på ingen måde mere medlidenhed. Efter at jeg havde fortalt Mia og Helena det, kunne jeg se i deres øjne, at de ikke så mig på samme måde, som de burde. Den lyst og liderlighed der næsten altid var i Mias øjne når vi var sammen, var væk. Hun kunne nok ikke stoppe med at se hvad der var sket mellem min far og jeg, i hendes tanker. Jeg hadede følelsen. Jeg kunne ikke klare, at de skulle se mig som en anden person, for det var jeg ikke.

"Lad os begynde," sagde Morten og afbrød mine tanker. "Jeg sidder med Danny Jules Peterson, klokken er 14:37 den 24. februar 2012. Hvordan har dit forhold til din far været før de seksuelle overgreb, Danny?"

Jeg kiggede over på Mark og derefter hen på Morten. 

"Hvad mener du?"

"Jamen, hvordan var jeres forhold? Viste han nogensinde nogen interesse for dig? Rørte dig? Gav hentydninger?"

"Nej, inden overgrebene var vores forhold meget normalt. Vi skændtes nogle gange, men det gør alle jo."

"Så han viste ingen interesse? Seksuelt?" spurgte Morten og lagde meget tryk på det sidste ord.

"Nej."

"Kan du fortælle hvad der kunne have udløst det? Fortælle om den første aften, det skete? Jo flere detaljer du kan fortælle, jo bedre kan jeg hjælpe dig."

Jeg begyndte at trække vejret hurtigere, og kunne ikke se ham i øjnene, så jeg kiggede ned på mine sko. Mine ben rystede. Hele min krop rystede. 

"Jeg var lige kommet hjem fra min daværende kæreste. Jeg havde snakket med min bror, om hvordan det skulle være min første gang. Du ved, sex."

"Og hvor gammel var du?"

"14."

Han skrev en masse ned på sin computer mens vi snakkede sammen. Jeg var så bange for, at han ikke troede på, hvad sagde.

"Jeg sad inde på min brors værelse, snakkede om det hele. Vi hørte fodtrin ude foran hans dør, men tænkte ikke over det. Jeg tror at min far lyttede med, men jeg fortalte min bror hver detalje om mit første samleje. Om natten, mens jeg sov, vækkede min far mig."

Jeg sank en klump ned i halsen og jeg prøvede at slappe af. 

"Han bandt mine hænder om bag min ryg, tapede gaffatape over min mund, så jeg ikke kunne sige noget. Han hev derefter mine bukser af..."

Jeg kunne mærke hvordan tårene trillede ned ad mine kinder. Jeg tog Marks hånd og klemte, lukkede mine øjne og prøvede alt i verden at stoppe med at tænke på det. Men jeg kunne ikke. Jeg så hans ansigt for mig.

"Trængte han ind i dig?" spurgte Morten, mens hans stemme var fyldt med medlidenhed og forståelse.

Jeg nikkede. Jeg havde ikke lyst til at sige mere. Jeg fik kvalme, og prøvede at slappe af ved at kontrollere min vejrtrækning. 

Samtalen foregik til klokken blev 17. Jeg græd næsten hele vejen igennem, da jeg skulle beskrive næsten hvert overgreb i fulde detaljer. Fortælle hvordan jeg havde håndteret det og om der aldrig var nogen der havde spurgt ind til hvad der foregik. Det var meget hårdere end jeg nogensinde havde troet.

Mark og jeg tog med det samme ned på en bar da jeg havde brug for noget, til at glemme det. Jeg tog en bane på politiet badeværelse inden vi gik, hvilket jeg fandt en smule ironisk. 

"Hvordan har du det?" spurgte Mark mens jeg hældte mit 10ende shot ned. 

"Fint," løj jeg.

"Sikker?"

"Jeg har bare brug for at være fuld."

Han kiggede på mig mens han sippede lidt af hans øl. Jeg havde bestilt over 30 shot, og inden der var gået en time, havde jeg drukket dem alle. Jeg begyndte allerede at føle, at jeg havde det bedre, selvom at jeg inderst inde vidste at det var en facade jeg satte op. Jeg havde også lyst til at ringe til Denise, Mia og Helena, men jeg lod være. Jeg ville ikke sige noget dumt eller rode mig ud i noget, som jeg ikke kunne styre. Især ikke, når jeg var påvirket af alkohol.

Jeg vidste dog, at Henrik holdt en fest, men jeg var ikke sikker på at jeg var inviteret. Jeg følte at det hele havde ændret sig, siden Helena havde vidst det. Jeg fortrød alt, og ville så gerne væk fra det hele. Men jeg sagde farvel til Mark i opgangen ved Henrik, som Mark ikke var vanvittig stor fan af. Han vidste at jeg var sårbar, og var bange for, at jeg ville gøre noget dumt. De tanker delte jeg med ham, men jeg kunne ikke bare sidde derhjemme og vente på, at noget dårligt ville ske.

Jeg vidste dog, at Henrik havde en masse spørgsmål som jeg ikke ønskede at besvare. Så da jeg stod foran hans dør, og kunne høre musikken spille meget højt, overvejede jeg, om jeg skulle vende om og gå et andet sted hen. Men lige da jeg skulle til at åbne døren, kunne jeg høre nogen komme op ad trapperne. Jeg vendte mig om, og så Denise komme op. 

"Danny," sagde hun og stoppede på det sidste trin. 

"Hey."

"Jeg vidste ikke at du kom," sagde hun. Hun gik hen imod mig og gav mig et kram, og bakkede derefter hurtigt tilbage. "Hvor har du været?"

"Lidt omkring," svarede jeg og smilede.

Hun kiggede på mig i et stykke tid og kiggede op og ned. Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle reagere, og jeg følte mig meget utilpas mens hun stirrede på mig. Jeg hostede et par gange, men hendes ansigt var seriøst.

"Hvad så?" spurgte jeg efter at hun havde begloet mig i et længere stykke tid.

"Du har tabt dig," sagde hun.

"Nej."

"Jo, og rimelig meget. Er du okay?"

"Jeg har en del at tænke på."

Hun tog min hånd og klemte den, mens hun kiggede mig ind i øjnene. 

"Noget du vil dele?"

Hun var tæt på mig, og jeg kunne lugte at hun havde drukket. 

"Det er okay."

"Jeg mener det Danny, sig til hvis der er noget. Hvad som helst."

Jeg vidste ikke om det var alkohollen der styrede mig, men jeg hev hende udenfor og ned i den gyde, som jeg plejede at være i, til næsten hver fest. Jeg trak vejret dybt, kiggede hende ind i hendes smukke øjne og tog begge hendes hænder.

"Jeg har noget at fortælle dig," sagde jeg. 

Så begyndte jeg. Jeg havde aldrig snakket så meget, som jeg gjorde der. Jeg kunne se hvordan Denises øjne blev fyldt med tårer, og hun ville aller helst holde hendes hænder over hendes mund, men jeg blev ved med at holde dem. Jeg fortalte hende ikke kun om overgrebene, men hele mit liv. Alle mine følelser omkring Jace. Jeg havde aldrig kunne åbne mig på den måde før, og jeg vidste ikke helt selv hvorfor at jeg gjorde det nu. Men jeg følte at der var en slags kemi mellem Denise og jeg. Selvom at jeg var blevet afvist af hende, følte jeg mig tryg hos hende. 

Da jeg stoppede med at snakke, gav jeg slip på hendes hænder. I et øjeblik vidste hun ikke hvad hun skulle gøre, men hun kastede armene omkring mig og holdt mig tæt til sig. Jeg tog armene om hende, men følte at det var en smule akavet.

"Og du har holdt alt dette hemmeligt i syv år?" sagde hun og gav slip på mig.

Jeg nikkede.

"Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige."

"Jeg ville faktisk spørge dig om noget. Det var nok grunden til at jeg fortalte dig det."

"Spørg løs!" sagde hun.

"Imens denne sag er igang, har jeg ikke den store lyst til at bo hjemme, hvis min far kommer. Så jeg tænkte..."

"Selvfølgelig," afbrød hun.

"Men jeg nåede ikke at snakke færdig."

"Behøver du ikke. Jeg snakker med min mor om det i morgen. Men jeg bliver nok nødt til at forklare hvorfor."

"Ja selvfølgelig."

Hun gav mig et kram mere, inden at vi gik op mod Henriks lejlighed. Jeg sagde hej til alle dem jeg kendte, selvom at der ikke var særlig mange. Helena og Mia var der også, nok på grund af Melanie. Ingen af dem så mig i øjnene, og det hele begyndte at blive akavet. Henrik var meget påvirket, og behandlede mig, som han plejede med spydige kommentarer, og det fik mig til at føle mig tilpas, hvor mærkeligt det end lød i mit eget hoved. 

Pludselig kunne jeg mærke nogen prikke mig i ryggen, mens jeg stod ude i køkkenet og delte en joint med nogle drenge jeg lige havde mødt. Jeg vendte mig om og så Victor. 

Han gav mig et varmt kram og vi gik ind i stuen og satte os ned på gulvet med et par øl. Vi begyndte at snakke, som om vi var bedste venner, og jeg begyndte allerede nu at have det meget bedre. Jeg følte at det hele var ved at falde på plads, men alligevel hang der en klump i min hals. Mit hjerte bankede stadig hurtigere end det plejede, og jeg vidste at det hele bare var en facade. 

Festen gik stille og roligt, men jeg havde det stadig dårligt over, at Helena og Mia på ingen måde havde prøvet at snakke med mig. Men da klokken blev tolv, rejste Henrik sig op, slukkede musikken og bad folk om at være stille.

"Jeg vil gerne sige tillykke til min kære søster med de 19 år," sagde han. "Skål!"

Jeg kiggede forvirret rundt efter Denise og havde det dårligt over, at jeg havde glemt hendes fødselsdag. Jeg havde haft for meget at tænke på, men jeg følte ikke, at det var en undskyldning. Især ikke når jeg nu holdt af hende, så meget som jeg nu gjorde. Jeg så at folk gik hen imod Denise, en efter en, og ønskede hende tillykke. Jeg overvejede at rejse mig op, men ville helst snakke med hende, når vi var alene. Jeg havde allerede fået lov til at tage med hende hjem i nat, når hendes forældre hentede hende, så jeg ville snakke med hende der. Men jeg så hende op til flere gange kigge hen imod mig, smile, og så kigge væk igen.

Da klokken nærmede sig 3, var festen ved at dø ud. Henrik og Melanie var gået i seng, mens mange andre sov på gulvet og på badeværelset. De eneste der ikke sov, var Denise, Helena, Mia, Victor og jeg, som sad i en rundkreds og delte en joint. Med undtagelse af Denise, som røg den ene cigaret efter den anden. Victor sad og smilede flirtende til mig, og jeg prøvede hele tiden at undgå hans blik. Jeg følte mig på ingen måde komfortabel med den måde han kiggede på mig på. Denise lå med sit hoved på mine lår, mens Helena og Mia lænede op ad hinanden, ryg mod ryg. Den eneste som sad alene var Victor, og jeg havde en smule ondt af ham. 

"Lad os lege s, p eller k," sagde Mia pludselig og jeg var overrasket over at det var hende der startede samtalen, da jeg ikke havde hørt et eneste ord fra hende, hele festen. 

Vi alle sammen mumlede ordene "okay" og "ja" i mundene på hinanden, men var ikke særlig entusiastiske. 

"Jeg starter," sagde Mia. "Victor, s, p eller k?"

Victor kiggede overraskende hen mod Mia, derefter på mig og så hen på Mia igen. Han hostede en smule og satte lagde sig ned på maven mens han holdt sit hoved med sine hænder, og hans albuer støttede på gulvet.

"S," svarede han.

Mia tænkte et godt stykke tid, og jeg frygtede lidt hvad hun ville spørge ham om, da denne leg, især når man var fuld, ville handle om sex.

"Hvem er dit bedste knald og hvorfor?"

Victor begyndte at grine.

"Jeg vil ikke nævne navne, men han var god fordi at han havde en stram lille røv," grinte han.

Mia begyndte at smile og kiggede hen imod mig. Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle reagere på hans svar, for da han havde svaret, kiggede han imod mig, og blinkede. Jeg kiggede hurtigt væk, hen på Mia, men hun kiggede nu på Victor med et meget koldt ansigtsudtryk. Hun så næsten ond ud. 

"Helena," sagde Victor. 

"S."

"Hvornår havde du sidst sex?"

"Natten til den 22. december," svarede hun meget hurtigt. "Danny."

"Hvad?" svarede jeg, og havde helt glemt hvad det var vi legede.

"S, p eller k."

"Jeg gider ikke være så kedelige som jer, så jeg tager k."

Mia begyndte at smile og kiggede hen imod Helena. Helena sendte mig også et smil, og jeg nød deres selskab. Jeg nød at de ikke opførte sig, som jeg havde frygtet, og som de havde gjort næsten hele aftenen. De havde nok haft i baghovedet, de ting de havde fået at vide men jeg var glad for at de behandlede mig som den gamle Danny nu.

"Kys Denise," sagde hun og Mias ansigt gik fra meget smilende til vredt. Hun rejste sig op og gik ud på toilettet, hvor hun smækkede døren i.

"Hvorfor?"

"Du tog konsekvens, så jeg giver dig en konsekvens."

"Der er sgu ikke meget konsekvens over det," svarede jeg grinende. 

Denise satte sig op. "Tør du ikke?" spurgte hun grinende.

Jeg lænede mig frem imod hende, lukkede mine øjne og vores læber mødtes. Jeg følte at tiden stod stille og glemte helt at Helena og Victor sad der. Jeg trak mig tilbage, men kunne mærke en hånd ved min nakke, som trak mig hen imod hende igen, og kysset fortsatte. Jeg trak mig igen tilbage, og Denise slikkede sig om hendes læber og smilede. 

"Det var noget af et kys," grinede Helena. "Jeg havde regnet med et tantekys, men jaja!"

Mia kom tilbage og satte sig ned ved siden af Victor. 

"Mia," sagde jeg. "S, p eller k?"

"S."

Jeg tænkte et stykke tid, og hadede allerede denne leg. Jeg kunne aldrig finde på nogen spørgsmål, og hvis jeg gjorde, var det et latterligt et.

"Har du nogensinde haft en trekant?"

"Nej," svarede hun koldt. "Jeg gider ikke lege denne her leg mere."

"Men det var dig der foreslog det," sagde Helena.

"Ja, men jeg gider ikke mere."

"Stop nu med at opføre dig som en på 12," sagde Helena surt og begyndte at rulle en joint.

"Det er også ved at være sent," sagde Denise og kiggede smilende hen imod mig. "Jeg tror at jeg ringer til mine forældre."

Denise gik ud i køkkenet og ringede, og jeg kunne mærke hvordan Mia kiggede ondskabsfuldt på mig.

"Stop nu," sagde jeg og kiggede på hende. Hun blev ved med at stirre.

"Stop med hvad?"

"Med at være så fandens pigesur," svarede jeg og begyndte at rejse mig op.

"Jeg er ikke sur," sagde hun.

"Jaloux, sur, ked af det. Bare stop med det."

"Ikke alle kan kontrollere vores følelser som dig!" skreg hun op, så fyrene der sov på sofaen næsten vågnede. Hun løb ud på toilettet, smækkede og låste døren og Helena rejste sig op.

"Godt gået," sagde hun og gik ud imod toilettet. Jeg kunne høre hende banke på døren og at Mia åbnede, men døren blev hurtigt lukket igen. Denise kom i det ind i sofaen igen, og sagde at hendes forældre ville hente os om tyve minutter, og at vi skulle gå om cirka ti, da de ville hente os på en tank, som havde døgnåbent. De ti minutter gik hurtigt. Vi begyndte at tage vores overtøj på og råbte farvel til dem alle sammen, men uden et eneste svar. 

Vi gik hen imod tanken, side om side. Jeg kunne stille mærke hvordan hun prøvede at holde min hånd, og jeg stoppede hende ikke. Inden jeg tænkte mig om, gik vi som et par hen imod tanken, mens vi flettede fingre. Vi ankom lidt før hendes forældre, og valgte at købe nogle chips og noget chokolade, da Denise var i humør til at se en film. Hun gik udenfor, et stykke væk fra tanken og røg en cigaret, og jeg gik ind i kiosken igen, for at finde noget hurtigt, som jeg kunne give hende, for at have glemt hendes fødselsdag. Men det eneste interessante var porno, slik og sodavand. Jeg gik op til ham der arbejdede der, og spurgte om de ikke havde noget man kunne give til en, som blev 19.

"Altså, vi har nogle buketter," sagde han.

"For tøset," smilede jeg. "Er der ikke andet?"

"Vi har nogle film hvis det er," sagde han og pegede hen imod en reol hvor der stod en masse DVDer. Det første jeg fik øje på, var de øverste som var rent porno. Men kiggede længere ned, og huskede at hun havde sagt, at hun aldrig havde set Saw filmene. Jeg fandt hurtigt den første og købte den sammen med en flaske tequila og tre pakker cigaretter.

Da jeg kom derud, stod Denise ved en gammel hvid golf, og viftede mig hen imod hende.

"Hvad tog dig så lang tid?" spurgte hun. 

"Fandt en film," smilede jeg og viftede med DVDen.

"Hvad for en?" spurgte hun.

"Saw," sagde jeg og gav hende et skævt smil. 

Vi satte os ind i bilen, og jeg hilste på hendes mor som sad ved førerettet samt på Jan som sad i passagersædet. 

Denise kiggede hele tiden hen på mig, men sagde ingenting. Hele turen var meget akavet og stille. Jeg nød det en smule, og lænede mit hoved mod vindet, og lukkede mine øjne. Denise tog endnu engang min hånd, og jeg smilede lidt til mig selv. Måske var dette ikke så slemt. Jeg følte at jeg havde det meget bedre, men var ikke sikker på, om det var mig der tænkte det, eller rusmidlerne. Da vi endelig kom hjem, satte vi filmen på og lagde os i sengen. Jeg holdt hele tiden om Denise, og pludselig vendte hun sig om, så hun kiggede på mig, og ikke fjernsynet.

"Det kys der," sagde hun.

"Hvad med det?"

"Ikke noget," sagde hun og vendte sig om igen.

"Jo, hvad?" sagde jeg, og vendte hende om mod mig igen.

Hun var ikke så sej nu, som første gang jeg mødte hende. Jeg kunne også bedre lide den Denise som jeg kendte nu, end da mødte hende første gang. 

Jeg tog sin hånd på min nakke og trak mig ned til hende. Hun kyssede mig først på kinden, hvorefter vores læber endnu engang mødtes. Hendes anden hånd gled ned over min ryg, og hun lagde sig ovenpå mig, og den hånd som var på ryggen, lå pludselig på mit bryst. Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle reagere, men hun stoppede med at kysse mig, og kiggede.

"Er du okay?" spurgte hun.

Jeg nikkede og kyssede hende blidt på læberne. Hun placerede mine hænder på hendes hofter og begyndte at kysse mig igen. Mens at folk råbte og skreg i fjernsynet, begyndte Denise at klæde mig af. 

Bag facaden - del 36.

Der gik tre dage før at jeg blev udskrevet, da nogle af lægerne skulle tage en masse blodprøver og teste om jeg ved ikke hvad, om jeg havde indre blødninger. Men der var ikke sket andet end at brækket håndled og nogle trykkede ribben. Mark hentede mig, og vi kørte hele vejen hjem uden at nogen af os sagde noget. Jeg havde sovet de tre dage væk, og kunne egentlig ikke huske hvad jeg havde lavet, men nogle af dagene var jeg vågnet op, grædende og var begyndt at ryste. Kort sagt, så havde jeg det ikke godt.

Da vi kom hjem, gik jeg hurtigt ind på mit værelse, og lagde mig ned i sengen, med dynen over mit hoved. Jeg lukkede øjne, og kunne mærke en smerte i mit bryst. Jeg kunne mærke hvordan tårer gled ned ad mit ansigt, og jeg tog mine hænder op til mine øjne og begyndte at græde. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg følte mig værdiløs på alle måder. Jeg kunne ikke se nogen i øjnene, og jeg havde ikke snakket med nogen, ud over Mark. Jeg var bange for hvad der ville ske. Jeg savnede dengang, hvor jeg kunne skjule smerten med stoffer og sprut, men de dage var ovre. Jeg havde delt min hemmelighed med alle - eller det var i hvert fald hvad jeg følte. 

Min skoleinspektør havde ringet til Mark, og spurgt ind til mig, hvor Mark så havde fortalt ham alt. Jeg havde fået lov til at bruge den tid jeg havde brug for, og gå året om hvis det var hvad jeg ønskede. Derudover havde han også spurgt, hvad han skulle sige til min klasse, hvor Mark havde svaret for mig: "Ikke sig noget." Jeg var så bange for, at når jeg endelig viste mig i den klasse igen, ville alle kigge på mig, og vide den hemmelighed, jeg havde gemt på, i over 7 år. 

Jeg gik ud i køkkenet, og så at der ikke var en eneste. Jeg tændte lyset, og gik hen imod stuen, hvor al min mors sprut stod. Jeg tog en flaske vodka, og åbnede den og tog en ordentlig slurk. Jeg rystede mig  på hovedet, da jeg havde slugt det og gik hen imod køkkenet igen. Jeg kiggede i skabet over komfuret, hvor alle piller vi havde stod. Der var hovedpinepiller, ppiller, antidepressive piller og dem jeg ledte efter - sovepiller. Min mor havde fået dem, efter Jace havde begået selvmord, men havde aldrig brugt dem, da hun altid faldt i søvn af alkohollen. Jeg tog hele glasset med ind på mit værelse, og hældte dem ud på min seng. Jeg tog endnu en slurk af vodkaflasken, og begyndte at græde. 

Jeg ville væk. Jeg vidste inden i at jeg ikke kunne klare en retssag mod min far, og jeg var næsten sikker på, at jeg ikke ville være i live til den dag. Jeg kunne allerede nu se for mig, hvordan min far ville udnytte hvert sekund med mig, til jeg lå livløs et sted, hvor ingen ville kunne finde mig. Nok sige at jeg var stukket af eller en anden løgn. Jeg var bange for at sluge de piller der lå på min seng. Jeg havde ikke lyst til at tage dem, og så vågne op i et hospital. Men jeg havde heller ikke lyst til at vente på, at dette liv ville ødelægge mig endnu mere, end det allerede havde gjort.

Jeg gik hen til min computer, som stod på mit skrivebord, og tændte for noget højt musik, og så satte jeg mig ned på gulvet, med ryggen op ad min seng og mit ansigt vendt mod mit vindue. Jeg kunne se træerne vifte derude, og regnen lave en melodi på vinduet. Jeg prøvede at trække vejret langsomt, men jeg kunne ikke koncentrere mig. Jeg satte mig på knæ, nu med hovedet ved min seng, og fejede pillerne hen imod mig med mine hænder. Jeg tog en ordentlig håndfuld op i min højre hånd, og tog en slurk mere af vodkaen. Jeg kunne høre nogen banke på min dør, men jeg svarede ikke. Jeg følte ikke, at nogen kunne blive værre. Jeg tænkte ikke, men jeg ville bare væk.

Døren blev åbnet, men jeg så ikke hvem det var. Jeg stirrede kun på pillerne og vodkaen.

"Danny, stop!" råbte Agnete og løb hen imod Marks værelse. Jeg kunne høre hende råbe og skrige, og før jeg vidste det stod Mark også i døråbningen til mit værelse. 

"Hvad har du gang i?" spurgte han, med en meget stille stemme.

Jeg kiggede på ham. Han kiggede på mig, med store øjne og hans arme krydsede hinanden.

"Jeg kan ikke mere," græd jeg. 

Agnete stod bag ham og gemte hendes mund med hendes hænder, mens hendes mascara gled med tårene ned ad hendes røde kinder. 

"Jeg ved at det bliver hårdt, men husk på, hvor meget du hader Jace, for at forsvinde fra alle problemerne. At du synes at han er en kujon, en svindler og en dårlig bror."

"Han gik ikke igennem det samme!" råbte jeg. "Du kan ikke sammenligne mig med ham!"

Mark kom hen imod mig og tog langsomt vodkaflasken ud af mine hænder. Jeg begyndte at ryste, og vidste på ingen måde hvad jeg skulle stille op. Jeg ville tage den tilbage, men jeg krøb sammen på mit gulv. Jeg kunne mærke Mark hive mig op, og Agnete kom hen og gav mig et stort kram.

"Du bliver nødt til at sige til hvis der er noget du vil snakke om, i stedet for at gøre det her," sagde hun med gråd i hendes stemme. "Jeg vil ikke også miste dig!"

Da hun gav slip på mig, havde Mark allerede taget pillerne væk, og jeg satte mig ned på min seng og gemte mit ansigt i mine hænder. Jeg kunne mærke en hånd på min ryg og jeg kiggede op, og så Mark sidde ved siden af mig. 

"Hvad har du brug for?" spurgte han.

"At komme væk," svarede jeg. "Væk fra det hele."

Bag facaden - del 35.

Himlen var helt sort, uden en eneste stjerne. Månen var gemt bag et lag af skyer, og det lugtede af vådt græs, da min far hev mig ud af bilen. Jeg prøvede at fokuserer, men kunne ikke finde ud af, hvordan jeg kunne komme væk fra ham. Han holdt mig i nakken på samme måde som da han hev mig ud af Henriks lejlighed, men heldigvis var jorden ikke lavet af beton og trapper, så smerten var overkommelig. Jeg kunne mærke hvordan mine bukser, strømper og sko blev vådt, af sneen der stadig lå på jorden. De få dages sol vi havde haft, de sidste par dage, havde smeltet det en del væk, men kulden gjorde, at noget af det forblev der. 

Jeg blev  trukket af sted, og kunne ikke gøre andet end at vente, og se hvad det var der skulle ske. Mit hjerte sad stadig oppe i min hals, og jeg prøvede at trække vejret normalt, så jeg ikke ville besvime af iltmangel. Men jeg var bange. Måske nærmere rædselsslagen. Jeg håbede på at Mark havde fulgt efter os, men som tiden gik, havde jeg mine tvivl. 

Jeg gjorde alt for at undgå, at være alene med min far, af meget gode grunde. Jeg var bange for ham, men jeg var også rasende. Mit had til den mand, kunne ikke beskrives med ord. Jeg prøvede at nyde gravstedet, men jeg havde ingen gode minder på dette sted. Jeg kunne heller ikke se noget i mørket, da der ikke var en eneste lampe omkring os, og min far brugte en meget svag lommelygte til at guide sig fremad. Pludselig blev jeg smidt hen imod en gravsten, og kunne med det samme se, at det var min brors. Jeg vendte mig hurtigt om, og jeg fik lommelygtens lys, direkte ind i øjnene. Der var en stilhed i længere tid, hvor det eneste man kunne høre, var vinden og hvordan grenene på diverse træer, slog sig på hinanden. Jeg tog min arm op, for at få lyset væk fra mine øjne, og ventede længe på, at han ville sige noget.

Jeg var meget forvirret over min fars pludselige reaktion og handling, hjemme hos Henrik. Men jeg var mere overrasket over, hvordan han havde fundet mig. Men jeg havde også en nysgerrighed inden i mig, om hvorfor det var, han havde reageret som han havde. 

"Hvem har du fortalt det til?" sagde han. Hans stammede en smule, og hans stemme var rusten, som om han havde drukket. Han gik ned på knæ, og gik ind over mig. Jeg prøvede at kravle tilbage, men kunne ikke komme længere, end til Jaces gravsten. Jeg havde en dårlig fornemmelse over at ligge oven på min brors gravsted. 

"Hvad?"

"Hvem... har... du... sagt... det... til?" sagde han, og lagde meget tryk på de sidste to ord. Han smed lommelygten fra sig, men mine øjne var ved at vænne sig til mørket, så jeg kunne sagtens se hans skikkelse. Da han kom tættere på mig, kunne jeg lugte at han havde drukket. Jeg prøvede at dreje mit hoved væk fra ham, men han tog hårdt om min kæbe, og drejede det tilbage. Jeg lukkede øjnene.

"Åben dine øjne!" skreg han. "Se på mig, og sig hvem fanden du har sagt det til!"

Jeg kunne mærke hvordan mine øjne løb i vand og trillede ned ad mine kinder. Hele min krop rystede og jeg vidste på ingen måde hvad jeg skulle gøre. Jeg ville væk og det skulle gå hurtigt. Jeg ønskede, at det var mig der lå i Jaces kiste.

Han rejste sig hurtigt op, og vendte sig rundt, som om han hørte nogen. Jeg prøvede lige så stille, at vende mig om på maven, og kravle stille væk, men imens jeg prøvede, hev han mine ben tilbage, og sparkede mig hårdt i maven, så jeg kunne høre en, eller flere, knogler brække. Jeg tog mig hurtigt til maven, og kunne mærke smerten. Han løftede mig derefter op i min trøje, og jeg kunne ikke mærke jorden under mig. Jeg havde lukket mine øjne igen, da jeg ikke ønskede at se ham, men jeg kunne stadig lugte den ufattelige dårlige stank af alkohol, der kom ud fra hans mund. 

"Hvem har du fortalt det til?" sagde han endnu engang.

"Ingen", løj jeg. Jeg vidste, at lige meget hvad jeg sagde, ville han blive sur, og gøre et eller andet fysisk ved mig. 

Han smed mig ned i jorden, så min arm ramte gravstenen. Jeg græd af smerte, og der kom små hulk fra mig. Han tog mig hurtigt op igen, på samme måde som før. Jeg kunne mærke, hvordan det hele simrede i min krop. Smerten fra mine knækkede ribben, gjorde smerten i min arm mere behageligt, da jeg knap nok kunne mærke det.

Jeg havde nu åbne øjne, og kunne se hans ansigt meget tydeligt. Han havde rynker i panden, da han kneb sine øjne sammen og hans mund var en tynd lige linje. Hans ansigt var meget let at læse. Der var en masse følelser i det, som frustration, had og jeg kunne se at han var bange, men jeg vidste ikke, for hvad.

Mens han holdt mig, kunne jeg høre en bil køre ind på pladsen, og derefter kunne jeg se blå blink. Men min far reagerede ikke på det. Han blev ved med at holde mig.

Han smed mig endnu engang ned på jorden, og begyndte at sparke mig uendelig mange gange over det hele. Jeg holdt mine arme over mit ansigt i refleks, for at han ikke skulle ramme mig der. Pludselig stoppede det hele, men jeg følte mig døv. Jeg kunne ikke høre hvad der skete, og mens jeg lå i jorden, med tårer der trillede langsomt ned ad mine kinder, kunne jeg mærke at der blev langt en hånd blidt mellem mine skulderblade. Jeg vidste ikke hvem det var, men jeg vidste at det ikke var min far. 

Jeg kunne høre en ambulance komme mod mig, og ikke lang tid derefter, fik jeg en krave rundt om halsen og blev lagt op på en stiv båre. Jeg trak vejret langsomt, da det gjorde ondt, ved hver evig indånding jeg tog. Jeg blev kørt ind i ambulancen, og kunne mærke en holde min hånd. Jeg prøvede at se til den side, men kunne ikke, på grund af nakkestøtten. 

"Jeg er her," kunne jeg høre Mark sige. Han klemte hurtigt min hånd, og jeg prøvede at smile, trods smerterne. Jeg kunne mærke, at jeg fik en indsprøjtning i låret, som strammede, men det gik hurtigt over. Da jeg kom ind på skadestuen, blev jeg med det samme røngtenfotograferet og fik taget en masse blodprøver og andre tests. 

"Kan du fortælle mig hvad du hedder?" spurgte lægen.

"Danny."

"Dit fulde navn."

"Danny Jules Peterson."

"Fødselsdagsdato?"

"25. maj, 1990."

"Hvor bor du?"

"Skejby i Århus."

Derefter lyste han mig ind i øjnene, og følte på min mave. Jeg bed smerten i mig, og hver gang han spurgte om det gjorde ondt, nikkede jeg og pev en smule. Han skrev derefter en masse notater ned, og gik så igen. Jeg lå alene på stuen, indtil at en sygeplejerske kom ind, og gav mig drop, og tog endnu flere blodprøver. Jeg havde ikke overskuddet til at spørge hvad det var der skete, selvom at jeg var nysgerrig. 

Jeg lå i sengen i lidt over tre timer, før et par betjente kom indenfor. Jeg blinkede et par gange for at fokusere, da jeg var ved at falde i søvn, før de trådte ind. 

De kom hen imod min seng, og fandt hurtigt to stole, der stod inde på stuen, og satte sig ned, kun få meter fra mig. Jeg prøvede at sætte mig op men gav op, da jeg ikke kunne holde smerterne ud.

"Hej Danny," sagde den ene betjent, som var en kvinde. Hun havde langt kastanjebrunt hår og nøddebrune øjne der mindede mig en del, om mine egne, og Jaces. Hun var slank og havde en meget tydelig kæbestruktur. Hendes øjenbryn var plukket til perfektion. Den anden betjent var en ældre mand, som ikke havde noget hår på hovedet. Han var meget kraftig.

"Mit navn er Louise og dette er Per. Vi har nogle spørgsmål, hvis det er okay med dig."

"Må jeg få min bror herind?" spurgte jeg. Jeg vidste udmærket godt, hvad det var de ville spørge om, og jeg var meget sikker på, at jeg ikke kunne klare dem alene.

De kiggede på hinanden, og nikkede, hvorefter Per forlod rummet, men kom hurtigt igen med Mark bag sig. Mark tog en stol og satte sig på den anden side af min seng, end hvor betjentene sad. Han tog min hånd, og jeg klemte den så hårdt jeg kunne.

"Vi har snakket med din bror, din far, din mor, din veninde og din kæreste," sagde Louise da der havde været en stilhed i et stykke tid. "Din bror, kæreste og veninde fortæller os, at din far har misbrugt dig seksuelt op til flere gange. Er dette sandt?"

Jeg nikkede.

"Er der en grund til, at du ikke har fortalt det til nogen?" 

"Jeg var bange," svarede jeg, og kunne høre hvor hæs min egen stemme var.

"For hvad?"

Per sad og skrev en masse ned, mens Louise og jeg snakkede sammen.

"At ingen ville tro mig."

"Din bror fortæller mig, at du ville melde det i morgen. Nogen grund til at det skulle være i morgen?"

"Jeg følte mig klar."

"For at vi kan oprette en sag, så skal du snakke med en anden betjent, som sidder og har med disse sager at gøre. Du skal forklare hvor længe det er sket, hvad der er sket og hvornår det er sket. Derudover, skal du også snakke med en psykolog som kan give et udsagn om din psykiske tilstand og troværdighed i sagen. Vi skal derudover også interviewe dine søskende, venner, veninder og kæreste, samt andre der kender dig og har kendskab til overgrebene. Er du klar til dette?"

"Undskyld betjent, men prøver du at skræmme ham væk, fra at melde ham?" spurgte Mark pludselig.

"Nej, tværtimod, men han har brug for at vide hvad det er for en process. Hvis der ikke er fysiske beviser for overgrebene, kan chancen for en dom, være minimal."

"Hvad fanden er dette for et system?! I har lige fanget ham mens han var ved at smadre Danny sønder og sammen?!"

"Hør Mark, vi kan sagtens sætte en sag op mod jeres far, med hensigt for at melde ham for vold. Men for de seksuelle overgreb, kræver det en del mere, end bare fysiske beviser. Det er en lang process, men hvis du har det hele i orden, uden at skjule noget som helst og muligvis har få beviser, udover vidneudsagn, har du en stærk chance for at vinde i retten. Hvis jeres far derimod siger at han er skyldig i alle anklagerne, er din sag meget stærk, men det er meget sjældent at dette sker."

"Tror du at han lyver?" spurgte Mark og hans stemme var faldet meget ned nu, men jeg kunne stadig høre hans frustrationer.

"Nej, selvfølgelig ikke men det er alvorlige anklager at melde en for, især ens far."

"Ja, men jeg synes da på ingen måde at i tager dette alvorligt."

"Vi gør alt hvad vi kan, men vi kan haste processen."

Der var en kort pause og jeg sad og tænkte, om jeg var klar til det. 

"Hvor er min far nu?" spurgte jeg pludselig.

"Han er nede og blive interviewet af en vores kollegaer, men hvis du vælger at fortsætte med de seksuelle overgreb, og ikke kun imod vold, kan vi ikke holde ham inde, før sagen er igang." 

"Helt seriøst?!" skreg Mark op. "Så vores far kan nå at myrde Danny, inden at han kommer til den første samtale?"

"Tag det roligt, vi gør alt hvad vi kan. Ingen grund til at hidse dig op."

"Jeg er klar til at gøre det, men i må meget gerne gå nu," sagde jeg. 

Da de var gået, kiggede Mark på mig med store øjne.

"Jeg fortæller Henrik det hele, og så kan jeg nok være hos ham, indtil at det hele er overstået."

"Han ved hvor Henrik bor og han kan ikke sætte sit eget liv på spil," svarede Mark. "Er der ikke andre? Nogen han ikke kender til?"

"Denise, Helena?" sagde jeg. "Men jeg er ikke sikker på at de vil..."

"Far kender intet til Denise, så det ville nok være en god idé at snakke med hende. Hun kan også give os et vidneudsagn, hvis det er."

"Jeg vil bare ikke inddrage flere end i det," sagde jeg.

"Du bliver nødt til at skide højt og helligt på alle andre, lige nu. Dette er et spørgsmål om, at du skal få det bedre, ikke om de andre kan klare det psykisk med at du fortæller dem det."

"Det bliver hårdt, gør det ikke?"

"Jo, men jeg er her. Hvert evig eneste skridt ad vejen."